13 oktober 2007

kan jeg få en kulturmedister med det hele



fredag. det er den, hvor fødderne slæber en lille smule mere end de plejer. også når der ikke er nogen, der kan høre dem.
hvor skrivepulten klapper i med et lille glædessuk når fabriksfløjten lyder og hvor dagdrømme er dybe som sofaer.

fredag. det er den, hvor jeg har sagt ja tak til at stå i fredagsbaren på arbejdet og på halvanden time lange 150 tapas, San Miguel Especial og sherrier over disken sammen med de sædvanlige verdensøller mens fodboldvideo på skærmen overdøver Segovia og drengene hyler omkap over bordfodboldene og jeg smiler og gir den gas, så ingeniørerne rødmer, førend jeg hælder sjatter i spand, ruller ned for festen og ud fra parkeringspladsen og sprøjter ind mod byen i tog med ugle på maven så det ikke koster noget og hvor hævled bliver togrevisoren af og jeg nåede næsten ud på Islands Brygge til klokken 18 hvor jeg skulle møde dejlige damer og tænk, Ølfabrikken brygger IPA på rug og den er god.

en lille time i selskab med bloggersker, som er med til at stimulere mit liv med deres vid, bid og æstetiske håndakrobatik. jeg satte mig ned. grinede og sugede og håber, at være vågnet op som medlem af ølklubben, hvis det ikke endte med diskvalificering pga flagrende opførelse. for jeg skulle jo videre. ud i natten.

Bryggen er mit gamle revir fra dengang mændene gik i netundertrøje, børnene blev gennet ind når kloralarmen lød fra Sojakagen og pengene var små men hjertelige. når jeg i gamle, gamle dage gik hjem fra byen, sukkede det altid lidt af lettelse, når jeg kom til Langebro.



for så var jeg indenfor reservatet og ingen skulle så meget som bare tænke på at pille ved mit frakkeskøde. så ville de få en på bærret, så de fløj ind i næste uge.

nu er der endeligt kommet en lysbro mellem Bryggen og Sydhavnen. den har sikkert været der i årevis, men det har jeg ikke.


min gamle gåtur ind til min gamle station, hovedbanegården. er du skvalder, hvor byen larmer.


her blev jeg samlet op af Claus og perle 1 og perle 2, og så tog vi på illumineret udflugt til Botanisk Have. for det var jo kulturaften.

der var mange mennesker.


men der var også plads til os.
og shoppinggenet blev nusset. et stk kødædende plante, en dvd og to fluer for en flad halvtredser.

så var det Cs tur til at bestemme og han havde sat kryds ved den største dieselmotor i verdenagtigt.
ned i toget og ud til Sydhavnen. derude er der mørkt. vi fandt HC Ørstedsværket efter at have gået hele vejen rundt om det og vi fandt Dieselhouse og vi fandt rytmen.
de tændte for den store motor.





du skulle have hørt den. man måtte vrikke til takten med en boble i halsen, der ikke vidste om den ville græde eller grine, mens dieselmændene gik rundt på motorens broer og tilså detaljerne. det var performance i verdensklasse.
og de tændte for den mindre, der havde en næsten kælen rytme.




du kan selv høre her.


der sker noget enestående med mænd, når de tørner sammen om samme interesse.

nå. vi tager fredagen med ind i lørdagen, så

dagens ord er krumtapakselleje.
dagens plante er sarracenia psittacina.

12 kommentarer:

Anonym sagde ...

Nådada, det er ikke kun mennesker, som kan finde på underlige former:-)

Anonym sagde ...

Det var spændende at høre, at I havde et fint bloggertræf, Regitze! Og så fik du endda en kødædende plante med hjem ;-)

Anonym sagde ...

Og jeg, der troede, at verdens største dieselmotor er den, der står og brummer hele dagen lang uden for vinduet på mit kontor - som nogen har anbragt på verdens største bygge- og rodeplads ...

Lene sagde ...

Jeg elsker dine indlæg Regitze,sikke da en dejlig dag og aften du har haft.

Sifka sagde ...

Du er da 'tihvertifald' medlem!

...og tak for i går, det var glædeligt endelig at møde dig.

Fed aften du har haft:)

...og en lørdagskrammer til resten af dagen fra den ene bryggekone til den anden.

Suzy Q sagde ...

jeg troede du sagde
krumtap-akelaje.
Hov! jeg gik glip af øl! lige rundt om hjørnet!
Jeg vil mænge mig næste gang-agtigt.

Anonym sagde ...

Det lyder som "en god dag med det hele, tak!"

Her gik udviklingen mod søemods bolscher (årets kulturnatbolsche!). Derefter "Harry Potter" skattejagt i Trinitatis. Så hovedbiblioteket med nogen DTU-drenge og et kemishow. Next stop, Botanisk Have,- så I den musikalske agave i væksthuset? Koncert på gamle instrumenter i Helliggejst- og så var der ikke mere på de små batterier. Kulturnatten er så enestående en rigtig ting!

40 minutter fra Bryggen til Nørrebro var bare ingen tid (og al tid) engang.

Anonym sagde ...

Åh, - Köbenhavn! Åh, - Kulturaften!

Sukk!

Dana Watsham sagde ...

Jamen tak for sidst, det var en inspirerende lynvisit.

Regitze sagde ...

huh, Donald - du mener angiveligt den kødædende? den er fabelagtig. husk badering, når du kommer og besøger os. stopklods:)

ja, det var fint, Madame. og du var med i tanken (og talen).

hæ, Uffe. fornemmer jeg, at du ikke sidder med denne her misundelsens klump i halsen..

arj tak, Lene. og i lige måde!

sjubidu, Sifka. det var nemlig dejligt at mødes i den virkelige verden. jeg sidder bare sådan ja:) og smiler. bryggeknus.

næste gang, Suzy Q, ing!
og takket være dig får de lillatte, der spreder sig over hele hule haven, nok nyt navn næste år.

Brorsan. I er for hårde til kulturnat - næste år og alle de mange næste år bølger vi sammen, for nu ved, vi hvad det handler om. solgt til stanglakridsen på første række.

Hege, jeg nåede jo kun en flig. men det var godt, det.

Dana. sålemæt.

Kagekonen sagde ...

krumtapakselleje, det ved jeg godt hvad er... eller dvs. næsten, husbonden er jo maskinmeste ;-)

Tak for igår, jeg håber næste møde bliver lidt længere.

Anonym sagde ...

Kære C, når jeg bliver stor, så vil jeg gerne i dieselmekanikerlære omme hos dig. Ka' man det?

Det der med skruer og bolte og aksler og fedtsmørelse og totter twist i baglommen tror jeg godt vi ku' sammen, ing?!

Kærlig hilsen,
Irene, som ellers kun makker i to-takts havetraktormotorolie