28 juli 2012

algemaske og anderilette

jeg er blevet en pensioneret passioneret rabatkuponsamlerske.
det havde jeg ikke troet om mig. jeg finder det nærmest foragteligt ikke at betale prisen.
men Sweetdeal og DownTown har vækket mit ursamlerinstinkt og hver gang jeg finder et tilbud der matcher mit segment, oversvømmes jeg af endorfiner og serotoniner og trækker kortet.

først var det en time på skønhedssalon til 1/3 af normalprisen. og Gitten Gas og jeg havde netop aftalt at vi skulle forskønnes sammen, så vi slog til og kombinerede med efterfølgende fransk sit-down charcuterie til halv pris i kælderen i Hyskenstræde. hudbehandling og efterfølgende kælder er en god kombo.
på briksen på Gl Kongevej iført lukkede øjne og store forventninger til den unge dames hænder udspillede følgende konversation sig.

hun: hm. du har tørre partier i ansigtet. hvilken hudplejeserie bruger du?
jeg: har jeg??? jeg producerer mine egne produkter.
hun: hvor længe har du brugt "dine egne hjemmelavede produkter"????
jeg: i godt tre år.
hun: hm. hvilke produkter brugte du tidligere?
jeg: ...
hun anpriste salonens produkter og spurgte derefter til min alder.
jeg: jeg bliver 54 år i år.
hun: din hud er fantastisk flot for din alder.
jeg: tak.

og så blev der endeligt stille. bortset fra bølgeskvulp og sækkepibe.

bagefter, da jeg dinglede ud i receptionen til Gitten Gas og den unge dame med hjernebølger, der bevægede sig i adstadigt Alpha, fremviste den unge dame en ansigtsmaske, som hun syntes, jeg skulle købe. jeg fandt ikke ud af hvorfor, men spurgte om prisen og hun svarede: 349 kr - nå nej, jeg mener 399.
jeg: hm. så vil jeg hellere bruge pengene på en behandling en anden gang.
hun: jamen så kan du købe et klippekort til fire gange og så får du den femte gang gratis.
jeg: alright! hvad koster en enkelt gang?
hun: eeeeh, den koster 599 kr. den er lige sat op fra 499.

lige dér vidste fru Gas og jeg, at vi havde æren af at blive betjent af Københavns gedignt dårligste sælger.

en time senere sad vi bænket i Frenchy i kælderen i Hyskenstræde og blev betjent af de kærligste (ja. det var de sgu) franskmænd, der sørgede for aftenens charcuterie for os, selv om den slet ikke var på menuen før kl 16. for det havde jeg lovet Gitte.
og vi fik god hvidvin og vi nullede og tullede os igennem anderilette, pølser i lange rækker, patéer og cornichones og jeg kunne næsten spise op.

kaffen blev indtaget i skyggen under lindetræet omkring et lille hvidt smedejernsbord i ditto stole med franskprintede puder i Skindergade/Gråbrødre Torv-sammenfletningen og det var den dejligste damedag i hundrede år og  det var alt for varmt vi var forrygende heldige med vejret.

og det jeg egentligt ikke havde tænkt mig at fortælle:

1. jeg glemte oprindeligt skønhedsrabatkuponerne derhjemme i farten, så vi kom en lille bitte smule for sent.

2. jeg havde glemt at læse det med småt på Frenchyrabatkuponerne, så vores rabat gjaldt først fra kl 16.
så nu skal jeg i Frenchy igen en anden gang, og en tredie og en fjerde. jeg har tænkt mig at få tatoveret Frenchy i panden. så godt er der at være.
iøvrigt havde jeg også glemt Frenchyrabatkuponerne.

3. jeg glemte at betale for kaffen før vi gik. så vi måtte lige slå en krølle på et par kilometer, da det gik op for os. men vi blev velsignet af personalet og fløj hjem via Torvehallerne.

ellers har jeg ikke noget med hukommelsen.