20 november 2012

give the anarchist a cigarette

da jeg var lille, havde vi kokostæppe og lånerkort. og da jeg blev lidt ældre, fik vi en grammofon med en safirpick-upnål, som var adgangskortet til pladelånerhimlen på Sorgenfri bibliotek.
min far introducerede mig til Bob Dylan, som Tine og jeg elskede så højt, at vi gik i Tisvilde Bio og så Dont Look Back uden apostrof som ti-årige.
resten af tiden gik jeg lange ture i sneen på omslaget til The Freewheelin' og ventede på at blive gammel nok til at tage til Greenwich Village.


det blev jeg omsider tirsdag, den 13. november. dagen før var jeg flyttet ind på 230 East 51st Street på et Podhotel, som den navnkundige Beatlesekspert Per Wium havde anbefalet mig på facebook. det vil sige, der er to Podhoteller på Manhattan, og jeg var ikke helt skarp på hvilken han mente, så jeg tog det originale.

hvis du skal til NYC og vil bo på Manhattan, skal du checke Podhotellerne ud.
de ligger begge sådan ca ti minutters gang fra Grand Central Station.
du kan næppe finde noget billigere hotel med så høj standard - uanset om I vil dele et lille værelse med køje og bad på gangen, eller du vil have en queensize med eget bad. og jeg ved godt det lyder lidt tantet, men det tæller også, at der er rent og pænt og æstetisk.

*klik på billederne og forstør*
alle værelser er udstyret med tv og iPhone dockingstation og det hele er indrettet på at det skal være anstændigt for alle uanset pekuniær status.

walk-in badeværelse
hotelgangen på 11.
elevator - der var tre, de var igang alle tre og de var knaldhurtige. der var en smart oversigtstavle på hver etage over, hvor de hver især befandt sig. det lyder banalt, men det er det ikke.
lobbyen. her sad altid nogen. der var en dejlig stemning og morgenmad eller bar alt efter tidspunktet på dagen.

udsigt fra mit værelse med urbane haver.
da jeg vågnede den 13. støvregnede det, som jeg havde bestilt. jeg gik på Grand Central Station for at spise morgenmad og svømme gennem Foodmarket. derefter trak jeg en subwaybillet og havde håbet at ligne en newyorkerinde på platform.
toget kom og vi var 25 personer ved hver dør, der mirakuløst gled ind og erstattede de afstegne 25, uanset at der ikke var plads. fidusen er, at du placerer dine hænder med din mobil, kindle, iPad foran øjnene før du glider ind i hak og så ellers opfører dig venligt.
jeg stod af på Union Square, for det var et af de steder Marie, min yndlingsnewyorkerekspert no 1, havde foreslået.
og så gik jeg ud for at finde landsbyerne.



og pludseligt var jeg der.





huset her var en åndelig magnet. hvorfor forstod jeg egentligt ikke. men jeg gik ind i caféen og satte mig sammen med de andre skribenter.



her var hyggeligt og regnen plimrede på ruden. da jeg havde været her et stykke tid, spurgte jeg iPaden og bartenderen, hvor jeg var. og fandme om jeg ikke var lige midt i himlen: The Yippie Museum/Café and Gift Shop - 9 Bleecker Street. hvis du ikke bliver rørt her, så må du google Yippie.

do not ignore this flyer
please knock and we'll buzz you in




John's pizzaria, som har set ud som den gør siden 1927. 

jeg ved godt, at the village og omegn ikke er, hvad det var. jeg ved godt, at man skal være en etableret multimilliardær for at bo her i dag. men sådan er det. det er udviklingen, du ved.




ved siden af mig på denne her meget franske café sad til venstre et par fuldblodsheste af to skuespillere og til højre to unge mænd, der lærte mig hvad begrebet 'selvforståethed' indebærer. 
åh. New York.


efterhånden fik jeg tullet mig tæt på Meatpacking District, for Marie (du ved, min yndlingsnewyorkerekspert no 1) havde lært mig at når jeg skulle gå på The High Line, skulle jeg starte helt fra starten. og starten er der.
men det er et andet postkort.