30 november 2008

et lille pjevs i et stort liv


det er tiden.
det er årstiden.
det er alderen.
det er arbejdet.
det er helbredet.
det er hjernen.
det er flæberiet.
det er hele svineriet.

jeg er et sølle produkt af summen af faktorer.

jeg er hverken glad eller ligeglad.
jeg stoler på alt og på ingen.
jeg kan ikke huske mig selv.
og gentager fra næse til mund.
og bliver iskold af angst, når de siger i radioen at antallet af demente er i stærk stigning.

det er tiden.
rødvin skulle hjælpe.
og lys.
så vi tænder lys.


for C kommer hjem fra døgnets drengestreger og filtrer hylden og hønsehuset ind i lyskæder med sine næstsidste kræfter.
og lader det dryppe fra tagrenden med illuminøse Silvaneristappe.

og så kommer gennemskuersken forbi.
med geviret.


jeg ved altid, hvor hun har mig.
/many, many tak.

og sådan endte også denne dag alligevel som et lille mirakel.

6 kommentarer:

Dana Watsham sagde ...

Vi er altså snart nødt til at indstifte et "Du er IKKE dement"-førstehjælpskorps. Også selv om vi ikke har et gevir i baglommen ...

Lene sagde ...

Jeg er med i det korps :-), OG ingen kan huske fra næse til mund, hvis livet går lidt for stærkt, hvis koncentrationen og opmærksomheden hele tiden kører oppe i det røde felt.
sagde hun så, som også får åndenød ind imellem ved tanken om hvad nu hvis

Anonym sagde ...

Og så tager vi lige og udvider fangarmene og minder os om at vi har alt for meget om vores ører og kan altså ikke det hele på den halve og husker at dufte til vores Hyacinth, Skatters.

Regitze sagde ...

bare tanken om det korps, fik skrækken til at gå lidt op i limningen:)
tak skal I ha.
en god ven har lige foreslået en afdemensing.
fantastisk ord.

det går stærkt. det gør det jo. det ved jeg, det også gør for jer, Dana, Lene og Irenschen.

men i år lærte jeg at indlægge en daglig, stille stund. jeg tror, jeg gir den gas og tager to stille stunder hver dag fremover.
og hyacinterne, Irenschen. hyacinterne. min næse bor ned blandt hyacinterne :))

Dana Watsham sagde ...

- og det eneste man rigtig skal huske er det evige mantra:

SUPERWOMAN ER EN TEGNESERIEFIGUR!

- hvorefter man kan ta sine stille stunder med lidt større sindsro.

Anonym sagde ...

Det du skriver er ihvertfald altid et fantastisk produkt af faktorene. Du har simpelthen din helt egen vidunderlige minimalistiske og dog fabulerende stil. Inden i mig råbes der hurra for dig.