vi er mange, der er ret krøllede, ikke?
da jeg voksede op, fik man lov til at krølle i fred. de fleste af mine venner var usynlige for jer andre, og senere endte jeg i flere politirapporter, end godt var.
jeg regnede ikke med at min hylde fandtes og havde slået mig til tåls.
Louis, født i 1983, røg ind i tidens stime af børn, som blev testet forfra og bagfra.
han var ikke et strygefrit barn. han kunne ikke binde sine snørrebånd og tale samtidigt og han gik i stå, når han så en sommerfugl. og da man nu havde diagnoser, blev han først stemplet med MBD, Minimal Brain Damage - der dog senere blev erstattet af Minimal Brain Dysfunction - og endnu senere blev MBD streget ud og erstattet af DAMP, Deficits in Attention, Motor Control and Perception.
hvilket senere blev streget ud igen.
Louis blev påplastret forkortelser, lyde, som klart har været tilstede i dannelsen af hans selvforståelse. jeg kunne fylde 1000 sider med alle hans enestående egenskaber, hans ekstremt høje begavelser (æblet og stammen, du ved), hans arbejdsrelaterede sociale ressourcer og successer, hans fantasieksploderende kunstneriske talenter og successer, hans i-det-hele-taget ekstremt stærke, kærlige og følsomme gemyt og jeg-kunne-blive-ved,-kunne-jeg.
han skal nok finde hylden, selvom anders fogh & co gør sit bedste.
i dag har jeg fundet min hylde - også samfundsmæssigt - og arbejder i en udviklingsvirksomhed, der i sagens natur brødføder en hob af enestående begavelser og talenter. mange af os er sådan nogle happy leverpostejsnogen som mig selv, der skøjter henover overfladerne. men mange af os er anderledes.
mange af os har garntrisse også fået påplastret en forkortelse, en lyd, som klart har været tilstede i dannelsen af vores selvforståelse.
mange af os vil have AS aka Aspergers Syndrom digitalt tatoveret for livstid.
så jeg blev så glad, da jeg her til aften fik tullet mig frem til begrebet Aspie.
skidt være med at det lyder lidt som en europæisk bil på afveje i Californien.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
26 kommentarer:
Jo vi er krøllede allesammen. Jeg ved ikke rigtigt, om jeg ville være glad for et strygefrit barn;-)
Hvis jeg blev født i dag er jeg bange for at jeg så ville blive tromlet over af DAMP-strygejern (kan du se dem komme ned ad Peter Bangsvej ...)
haha:)
der ikke noget som et godt grin kl 01.15, så klubhuset ryster. tak for dét, Donald:)
Det er da godt, at vi blev født før aborten den blev fri...!
:-)
Godt at tilhøre "det dårlige selskab" - før diagnosticeringshysteriet nåede hidtil uanede højder og skulle glatte alle krøller ud med psyko-pædagogiske strygejern... ;-)
*klappe i de små barnehænder*
Yessss - vi fik lov til at være 'små-excentriske'. Uden diagnoser eller andet åndssvagt. Men osse uden hjælp når man af og til slap jordforbindelsen ...
Vær venlig at fortsætte med galskaben lidt endnu, gerne for fuld DAMP.
"Å endli' er man hjemmøh, endli' er man hjemmeøh!"
KH,
Aspierene
Vil det sige man skal vente 10 år med at komme på besøg ;O)
Jeg er faktisk også lidt for gammel til at ha' nået at få klistret en diagnose på mig i folkeskolen, men så har jeg nået det senere i livet. I en diskussion med min praktiklærer om netop vores trang til at "sygeliggøre" alle børn sagde han: "Havde du gået i skole i dag, så ville du klart være blev "diagnosticeret" som et barn med Asperger-"tendenser" :-D
ja. som du så rigtigt siger, Dana, vi var mange, der ikke blev set. og røg i et sving, der kunne have været undgået.
og tak til alle smilebåndstrækkende kommentarer. mon ikke jeg tror, jeg skimter en tendens i blogosfæren:)
og så lige til Coma: du skal ikke vente - du skal komme NU!
Hvis at det nu lissom er sådan, at man ved for eksempel at der er nogen der spørger om noget, og at man så ikke kan sige nej og derfor bare ender med at gøre alle en lille smule utilfredse fordi at der ikke er timer nok i døgnet til alt det arbejde man jo har lovet, mon så man kan få en diagnose, så de lissom af sig selv ikke spørger så meget?
det kommer helt af sig selv, /many. men hvad med poufpinden? er det ikke her, den har sit store potentiale?
jeg gad godt være en aspie. jeg er så sulten efter at finde min hylde, og nogen der vil have mig.
Man kan vel ikke sige sig helt fri... fra det der...
:-)
Jeg har tænkt meget over dit indlæg regitze. I dag diagnostiserer vi på livet løs,men da jeg var barn fik de vist bare et par på kassen og så ingen hjælp. Håber at diagnoserne hjælper til at få hjælp, men det er da sørgeligt, hvis alle skal være så ensrettet for at passe i systemet.
Aha,- så står det klart at flere ministre hører til under "aspie" betegnelsen når man på listen over aspie karakteristika læser under punkt d)
"Evne til at forfølge en personlig teori eller perspektiv på trods af modsigende bevismængde"
Øvrige kvaliteter ved den alternative asperger/aspie karakteristik ufortalt.
Lene: God pointe.
Jeg tror egentligt, at det kan påvirke ens selvforståelse negativt, hvadenten man får påklistret en hulens mængde diagnoser og forkortelser eller en lang serie af lussinger barndommen og ungdommen igennem.
regitze: Hexedansen, du efterlyste, er gået helt bag om dansen nu.
Ding-dong - the Witch is dead :-)
Men! Fortvivl ej - hun er genopstanden på www.traumteufel.wordpress.com
Du - og andre - skal være velkomne :-)
Husker tydeligt da min søn nu 20 år iår gik in kindegarden og hende den langpattede pæddagog der eellllskeddde alle børnene udtalte at min lille pode var taktilsky ..Moren måtte hen at slå så svære fremmedeord op da det var før læreruddannelse og dannelse var vel en 21 år jeg blev meget overrasket da han ellers altid var vild med et godt kram bar ik når sådan en harpe indvaderede hans univers han kunne ha fået alverdens dianogser men jeg puttede ham ind i en lille og dejlig friskole hvor han fik lov til at tale højlydet med sig selv og alt sådan noget ind til han så ik gjorde det mere ...undertegnede har også altid været sikker på at jeg kunne ha fået en million & milliard dianogser hvis jeg havde nærmet mig sådan nogen har dog fået en da jeg fik et fleksjob ..jeg har en lav stressterskel ..hmm hvad så det end vil sige ...en andet sted over på det - enkle- liv.dk havde lotte læst en bog om rytmeanormali om alle os der ik rigtig kan eller vil følge med i arbejdsmarkedet og samfundets høje puls vi falder ud af rytme og har helt vores engen
Mig passer det godt at arbejde 2o timer om ugen og grave i min have kigge på min kat kæreste og eng træne købne ind og se veninderen passe diverse blogs sætte hus isand være mor og stedmor og gerne skrive lidt på alle de projekter jeg har gang i og være der lidt for alle de quinder der ringer til mig som den slags coach jeg også er
der er sgu masser af saft og kraft men jeg har den der rymteanormali jeg kan ikke passe ind 37 timer og ugen mit arbejde bliver ik det samme hver dag ..da det i sig selv er fyldt med fler der ik rigtig lige passer jeg elsker skævheder og noget der lidt flosset
p.s skulle hilse fra misse og sige at den lille kat ik er så skøn som den eller dem du ellers har afbilledet men ellers er den da meget fin ...kunne man ik snart få et billede af fruen selv med bier i håret og katte i favn selvom dette vel engetligt ik er en ønskebrønd
på forhånd tak hende fra GUdme
der hvor danmark startede så det...
Bolette
ja, Lene. jeg har selvfølgeligt også tænkt meget over det. en diagnosticering - og kvalificeret hjælp - kan i dén grad være en håndsrækning i de unge år, for en person, der ikke ville kunne blive hél uden.
i (fra?) firserne vrimlede det pludseligt med syndrombørn (ligesom vi fra den ene dag til den anden var mange tandbøjlebørn i halvfjerdserne).
der er mange barske skæbner i blandt dem, der har et dårligt liv. men også mange guldklumper. og mit spørgsmål er jo, som du også forstår og foreslår, om det er tidens forbandede forenklingsmodelestanke, der hindrer vejen for (den fortærskede) 'mangfoldighed'sværdi.
haha! brorsan:)
jubiii Henriette! jeg er på! dvs, jeg er på vej i seng nu, men jeg er på. må jeg linke?
Bolette - tak for tanker. jeg glæder mig til at fordybe mig yderligere og komme tilbage.
jeg skal kaste kameraet over til C ved førstkommende gode hårdag:)
regitze:
Jamen naturligvis må du det :-)
Hvis spøgen skal lidt til side, så er der er noget i det, som Lene og Dana siger, en diagnose kan være starten på en kvalificeret hjælp.
På den anden side fik vi jo alligevel hjælp fra nogle kanter - måske ikke alle steder, men dengang var der også livskloge og hjælpsomme mennesker.
tandbøjlehalvfjerdserne, jep jeg var den første i en række af utallige børn, fik min som 14 årig teenager i 71 !!! som om det hjalp på udseendet :-)
Donald, heldigvis var der også mennesker som så mennnesket og hjalp og havde forståelse for at anderledesheden også havde kvaliteter.
Følger sådan med på din blog og så overser jeg dette indlæg. Hmf. Blev opmærksom på det ved at læse Stenstrop.
Jeg har problematikken tæt inde på livet og oplever at fokus i alt for høj grad er på diagnostisering - fordi det er den eneste måde vi kan acceptere, dem der stikker lidt ud og få penge for at hjælpe dem, hvis det er nødvendigt.
Det kræver vist egentlig en uddybning, så den vil jeg overveje om jeg er klar og villig til at skrive i et blogindlæg på et senere tidspunkt.
Iøvrigt er DAMP gået over til at hedde ADHD - bare så I er opdateret. ;-)
Fru Green, godt du kiggede forbi. jeg kiggede så tilgengæld forbi hos Uffe (j har pjækket fra blog i nogle dage) og fik en tanke dér.
det slår mig, at du anfører, at diagnosen er vigtig for accepten - og penge til at sætte hjælp igang, hvor den er vigtig.
det var lige akkurat sådan, det var.
jeg kender nogle små brødre, der begge - endeligt, efter forældrenes lange sej kamp - er diagnosticeret som autister. de kan ikke gå i en almindelig skole (og har mistet et års undervisning i diagnosticeringsforløbet). hvad nu hvis man vægtede ungerne højere end diagnosen? så kunne instanser have set deres indlysende unikke behov meget tidligere. ingen diagnose ingen småkager.
jeg ved ikke om de skal have medicinsk behandling.
jeg ved bare, at nogle ADHD- (som det så hedder i dag, tak:) børn formår at fokusere på - og begå sig i - verden, når de får et amfetamintilskud. verden på hovedet.
jeg lytter med hos dig.
Ja, hvis jeg altså får det skrevet, Regitze. Det bliver nok vældig langt ... og skal bestemt overvejes en ekstra gang.
Og det er hovedet på sømmet. Barnet, personen i fokus og ikke den kasse man kan putte det i.
Der kan være fælles træk, men hver enkelt er med eller uden diagnose unik og har sine egne særegne vinkler, der skal takles ud fra situationen.
Vi har også i vores familie haft inde på livet iveren efter at diagnosticere, hvis man ikke passer i rammerne.
Vi er ikke helt fri af det endnu, men har heller ikke fundet den succesrige linie endnu. Og imens vi kæmper har vi et barn, der bliver misforstået ustandseligt.
Men uanset hvordan det går i fremtiden, vil jeg hellere have 2 krøllede, kreative, skægge og "skarpe" børn end en milliard-million af standard-typen ;-)
Send en kommentar