den grundlæggende tanke

nå. men hvis der er nogen, der ikke lige er klar over det, tog C og jeg til Paris sidste torsdag på den moderne manér. mit forsøg på at få os stavlet op som et par firserdinks på maxiweekend gav så god pote, at det venlige SASpersonale gav en opgradering. god start for en lidt nervøs lillemor, der endeligt havde kunnet komme dinglende hjem efter en lang arbejdsdag med fedtet hår og råbe hej honey! jeg tager til Paris på arbejde, vil du med? hvortil honeyen havde svaret.. jeg vil hellere til Rom.
men nu ligger pariserkontoret desværre i Paris, så vi måtte nøjes, og Claus tog noget nødtvunget med med et comme tu veux, ma cherie.

solen skinnede skyfrit lige til Hamborg.

nå. men det var med fly og vi skulle bo på et lille hotel på en lille ø i Seinen, Ile de la Jatte, som er et fredeligt sted, og hvor jeg har boet før i arbejds medfør og er glad for.

i gamle dage, og nu mener jeg rigtigt gamle dage, boede min yndlingsis i Paris. i rigtigt mange år. så mange, at jeg ikke længere rigtigt kan huske hvor mange. også fordi jeg blander hendes andre år ude i Europæiske hovedstæder sammen. først var der London (nå ja, og der boede hun lige underground på Baker Street station i en periode sammen med nogle veninder, fortalte hun forleden. no problem. bortset fra, at det var besværligt for en punk at få sat sine flotte store sorte spikes om morgenen). og sidst i Dublin hvor hun fortsatte sin franske karriere. hun var udenlands i årevis. men hun bliver vist ikke sur, hvis jeg siger at min søster er pariserinde med et Irish twist. elegance møder humor.

nå. men da sis boede i Paris tog vi jo ned og besøgte hende. Louis og jeg kender nattoget. én køje til deling.
på et plan flyttede vi hver gang hverdagen fra Københavnstrup til det kvarter, hvor hun boede. det var ikke Louvre vi sled sålerne på.
vi har mange dejlige, lattermilde, dybe og enestående minder fra den tid.

men jeg husker også, at:
når man købte æg, skulle man have æggekage til aftensmad, for, hvis pariserne så deres snit til det på fortovet, sparkede de til din indkøbstaske i forbifarten.

den franske variant af 'Hus Forbi' blev solgt af (stadigvæk) mentalt sunde, men sultende og frysende unge, der lignede mig selv og som var røget ud af et system, hvor der ikke var plads.

Le Pen, den retoriske gasballon fra Marseille, der viftede med Front Nationale, var altid forsidestof på både Le Figaro og Le Monde.

og en gang (det var ganske vist i Cannes, men who cares) blev jeg viftet ud af køen hos bageren fordi jeg bad om un baguette.
konen er gal. vi ved ikke hvad hun taler om.

til trods for, at jeg er en af de der fransk-engelske fra handelshøjskolen, så jeg dog kan sige og stave til il faut que je m'aille og ikke så meget andet.
som voksen har ellers jeg været meget på arbejde og lidt på ferie i Frankrig. en snes gange i alt. men mit sprogs grænser er mit univers' grænser.

Paris er sanselig. sanseligheden er en del af kartolicismen. Babettes gæstebud. og det er jo det, der er så dragende for resten af verden.
og man læser i avisen, at japanske turister, der betaler guldskove for at opleve denne sanselighed, skal i terapi når de vender hjem fra en maxiweekend i Paris, fordi franskmændene er så uforskammede.

så Claus havde alle paraderne oppe.
forståeligt nok.

og så var de allesammen så søde.
og omsorgsfulde.
når man lige regner trafikanterne fra.
vi tænker os, at pariserne har været på kursus.

men. og mine damer og herrer. nu kommer jeg til sagens kerne.

mens jeg slubrede mine østers og min champagne i mig forleden, havde jeg fornøjelsen af en konversation med en veletableret dansker, som har boet syd for Eideren i de seneste sytten år.

han er så flov over at repræsentere de danske.
en ting er, at vi som protestanter tror, at sanseligheden hører det næste liv til. sådan er det oppe i det grå nord og har været så længe, man kan huske. det har de ligesom affundet sig med.

men for den franske mediebesøgende middelklasse står vi danskere i dag som et ubehageligt folkefærd af klamme ål, der, under dække af en forloren demokratisk holdeplads, ikke holder os for gode til, nedenunder al vores tilsyneladende åbensindede danskhed, at være glatte, stinkende Pia Kjærsgaardfascister.

de danske betragtes som et folkefærd, der efterhånden giver så lille en plads til friheden, ligheden og broderskabet at det må ende med, at vi må kvæles i vores eget snæversyns lænker.

nu kunne jeg så have givet den hele armen med alt muligt om hvad jeg synes om Frankrig efter primært at have rådført mig med danske aviser. men jeg sank og valgte at tygge på det. og lovede mig selv at sende en weblog.
hermed gjort.

epilog. og på vejen hjem i flyet vrinsker tante Berlinger at nu må Christiania da være en død sild.