22 april 2007

det gælder ikke om at være gartner. det gælder om at kende en, der er det

nu er jeg jo i særdeleshed en verdensdame.
ind imellem er der nogen, der formaster sig til et forsøg på at underholde med en historie fra de varme lande. men så kan jeg altid en, der er bedre.
væk mig klokken tre om natten, og jeg har en mening om servicen på enhvert luftfartsselskab, der opererer på denne her klode.
jeg er klogere end mit rejsebureau, og er lykkelig for, at jeg ikke har guldkort, for det ville betyde, at jeg var for meget væk fra Claus. det er ligesom med sejlbåde, sportsflyvemaskiner og herregårde. det gælder ikke om at eje en, det gælder om at kende nogen, der gør.
sørg for at rejse med en stakkel på guld, så du kan smutte med som gæst i loungerne. sølvkortet er godt nok. så smutter man udenom pøbelen i køen.
eurocard er også godt nok. så smutter man op i eurocardloungen i Kastrup formedens 75 kroner, og kan kaffe og arbejde i behagelig atmosfære, når flyet er forsinket (fif).

det eneste jeg åbenbart ikke kan lære er, at når man rejser hjem østover, tager det tid. der er noget med en tidsforskel, der skal betales tilbage.
også for dem, der ikke bruger jetlag.
så, sætter man sig ind i et fly i Denver lørdag eftermiddag, er man i Kastrup søndag eftermiddag.

verdensdamen kiggede på sin rejseplan og meldte Claus at hun rejste hjem lørdag, og landede kl 13.20.
så Claus fortalte glad i telefonen fredag morgen, at han havde inviteret gæster til lørdag, der ville komme omkring frokost og så skulle der være fest.
Claus tog til byens bedste slagter og til det italienske supermarked og forberedte den dejligste frokost/middag/natmad.

lørdag eftermiddag ved 17tiden, havde Claus, Jan og Karin ventet på verdensdamen med stiv overlæbe i nogle timer. da var klokken 9 i Denver og verdensdame sad til dagens første forelæsning på sin meget vigtige kongres, da tiden og stedet pludseligt gik op for hende og hun måtte liste ud og ringe afbud.

det var lidt flovt. det er heldigvis kun anden gang, jeg har lavet det nummer.

men så fældede de bare noget træ.

da 'vi' byggede det nye hus, forskød virkeligheden sig, så et gammelt, hyggeligt men noget krumt birketræ kom til at stå 20 centimeter for tæt på. hele vinteren har langmodige naboer hørt på træets skrigen, hver gang det gned sig op ad zinktagrenden.

og jeg er også faldet ned på jorden.
man er jo bare et menneske, ikke. og man har jo også sine gode sider. ikke.

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jo, det er skam HÅRDT arbejde at være gartner. Det siger Jan selv.
Godt for ham bare, at du ikke valgte at vise et billede af en bar navle med savspåner i.......
Men bøffen var helt perfekt. Og de nye ka'tøfler og aspargeserne UUUMMM - sådan noget kan de med garanti ikke i Denver. Men det ka' Claus.... Efter at have undværet vores behagelige selvskab, så har du måske lavet din sidste 'dobbelt regitze'?
Knus herfra
Jan og Karin

Regitze sagde ...

det er HÅRDT arbejde at være gartner. selvom man ikke kan se det på Jan. han har altid overskud til at det dejligste smil og det mest smittende grin samtidig:)
jeg ærgrer mig fra nu af og til jeg bliver forstøvet over den doublet, Karin. jeg havde jo glædet mig til, at vi skulle fnidre sammen og rose mandfolkene. og jeg skulle smittes af dine grin og gode historier.
knus til jer så længe!

Donald sagde ...

Squiiiiiik. Jeg kan lige høre det! Sikken en hyggelig vinter - squiiiik.

Ja man skulle have nogle venner, som sender én til Brasilien og så går igang med at fælde træer i haven.

Denver kan også lige gå an.

comakim sagde ...

Jeg troede han "bare" var bager ;O)