ord til øjnene

jeg blev helt stolt over at ku inspirere den stoute fynbo til at fortælle lidt om sine egne læsevaner.
det fik sat det faktum i mit relief, at ganske vist sidder vi ikke længere i øreklapstolen foran pejsen med jagthundene sovende ved fødderne og piberyger os igennem glødende romaner, men, som Klaus præcist pointerer:

- vi læser givetvis mere end vi nogensinde før har gjort både dag og aften. langt det meste bliver bare læst på skærmen.

- vi skimmer mere end tidligere. ikke fordi det er lettere at skimme på en skærm, men fordi der er så meget - også irrelevant - information derinde. så vi bliver nødt til at småløbe lidt iblandt. (det indebærer på den anden side naturligvis en risiko for hyppig overfladebehandling).

at det oftest er faglitteratur, er også et fællestræk.

så. når vi holder fri.
så tager vi ikke ned så tung en bog.
eller tænder for tv-skærmen.
nej.
så taler vi.
og lytter til musik.
spiller.

- eller tænder lige maskinen igen og gir bloggen en spand kul.
er det
selvudvikling?
hyggekontakt?
networking?
(bevidstheds)udvidelse?

er det andet?
er det det hele?

jeg tror at når jeg når til oktober 2006 har jeg brugt 700 timer på at skrive og læse i - primært - danske blogs samt på at reflektere. sidstnævnte ikke nødvendigvis foran pc'en.

det svarer til en måned på et år.
dag og nat.

det blev jo alligevel aldrig til noget med at gå til fægtning. eller skt. veitsdans.

og bøgerne. de spiser jo ikke brød. og deres mission er jo ikke at spolere samvittigheden.

lyst er ordet.

bogormen tabte tænderne

inde på reolen i stuen ligger Gabriel Garcia Márquez's At leve for at fortælle. jeg ved at jeg er igang med at læse den, for ellers ville den stå op. jeg købte den da den udkom på dansk i 2003 og begyndte at læse den hurtigt efter hjemkomsten. der ligger et postkort i den omkring side 114. bogen er på 438 sider. jeg kan huske jeg havde den med til Buenos Aires og Singapore i foråret 2004, så da havde jeg da ikke opgivet helt endnu.

på mit bord ved siden af sengen ligger Patrick Symmes' 302 sider lange Chasing Che, som jeg købte sidste forår i Washington DC til 5.98 dollars på udsalg.
den var med i Colombia og Costa Rica. endnu en vidunderlig bog. her ligger boarding passet klemt inde mellem side 212-213.

bagest på samme bord ligger legendariske Du har rørt ved mit hjerte, med Møllehave, der taler med sig selv og Gösta Petterson. den har vi talt om. min sis forærede mig den i fødselsdagsgave i november og den var med i Canada og Rumænien uden at blive åbnet. her mangler jeg kun 70 sider.

den reol, C har bygget ind i skunkvæggen i vores topersoners kontor har en hel hylde dedikeret til bøger, jeg ikke kunne leve uden og som endnu ikke er sprættet op.

det er tre uger siden jeg har smidt en Weekendavis ud, som jeg faktisk havde læst i. så nu har jeg bestilt tre måneders abbonnement på Politiken, fordi den unge studerende på Kultorvet var så indtagende.

der ligger to Bo Bedre og et madmagasin som endnu ikke er pillet ud af deres abbonineregnfrakker.

jeg tyggede mig igennem Alle vi børn i Bulderby vinteren før jeg startede i første klasse og har nydt tusinder af timer med bøger. gode. dårlige. dybe. letbenede. magiske. men oftest stimulerende og livsudvidende, på den ene eller anden måde.
jeg elsker bøger. jeg elsker boghandeler. jeg ville være forfatter. eller bibliotikar. jeg elsker lyden af bøger. duften. forventningens glæde.
at møde sig selv i en fremmed.

jeg hænger mine erindringer op på, hvad jeg læste på det tidspunkt. og vice versa.
engang gik min søn og jeg også på biblioteket flere gange om måneden.

hvornår indser jeg, at jeg er holdt op med at lystlæse på papir?
hvornår indser jeg, at det er at give afkald på en dimension?
hvornår begynder jeg igen?

jeg kan begynde med at slukke pc'en.

klik.

klart

© Rene Magritte. Clairvoyance (Self-Portrait), 1936.

jeg kan som altid anbefale Madames reflektioner. de fortsætter altid hos en selv. denne gang helt ud på min blog.
Mme er igang med at fordøje sin clairvoyancesession. og tænker: tænk hvis vi vidste allerede fra barnsben hvorledes livet kommer til at udforme sig. det ville vi ikke kunne rumme.

jeg foreslog, at de færreste søger spirituel vejledning a la: 'bliver jeg forfremmet'?
de fleste ønsker rådgivning i 'hvad skal jeg gøre, for at blive forfremmet'?

så kom jeg i tanke om en synsk ung mand i et ugeblad. bladet har jeg glemt, men manden hedder John. 'spørg John om alt mellem himmel og jord' på højre side og 'Kate fik amputeret begge arme - endeligt fandt jeg lykken' på venstre.

John kunne fortælle hvor vielsesringene havde forputtet sig.
og han kunne også se svarene på spørgsmål der netop lød således:
bliver jeg gift i år?
hvor mange børn får jeg?
er min mand mig utro?
vil jeg komme ud af min gæld?
får jeg nogensinde mine børnebørn at se igen?

hans svar var naturligvis aldrig: nej. du har set dine børnebørn for sidste gang. de var en anvisning i tålmod og forsigtig kontakt med tiden til børnenes moder. hans ord strålede af medfølelse.

måske. måske er gode klarseere allermest gode og erfarne psykoterapeuter. og gode erfarne terapeuter har en vældig og veludviklet intuition.

forresten er der også nogle der har klarhørelse. det ville jeg ikke råbe for meget op om, hvis jeg havde.

bismarcksklumperne kommer

stilhed efter stormen

ikke nok med at lørdag var en fridag til fru Larsen. nu er det torsfridag.
der skal laves nul og kaffe. i sengen. med briller og kimono på.
de seneste seks syv uger har været hektiske. de seneste fire dage var kulminationen på hektikken.
og i går eftermiddags kunne der høstes. og der blev dømt succes.

efter elleve timers drømmeløs søvn, er jeg opfyldt af den dybe tilfredshed. den stille, ekstatiske tilstand, der fylder krop og sind.
der er fame noget ved at have fri når man har arbejdet.

og ikke nok med det. livet er gået videre, mens husets frue har været fraværende, og en forsinket amarylis har født en bismarcksklump.

flødende flyder

Claus og jeg kan leve på en sten. det har vi bevist i størstedelen af vores respektive tid, så det behøver vi ikke længere. da vi kom ind i vores liv, lå det ligesom i luften at der gerne måtte være plads til enkel komfort og sanselighed. og fokuserer man, risikerer man jo som bekendt, at tingene falder i hak.

om lidt flytter vi på landet, hvor vi i år pønser på om- og udbygning.så der bliver lige taget en dyb indånding.
og mens jeg tager mig sammen til at ånde, er C allerede i fuld gang med forberedelserne.
sidste år lavede 'vi' et udendørs køkken, som jeg glæder mig til at vise dig. det boede vi i hele sommeren.

her i vinterresidensen plopper drømmene også op. og bliver realiseret henad vejen.
sidste nye drøm er en flydestue.
dertil skal man bruge en drømmesofa.
derfor skal man lige have fjernet radiatoren og opsat en ny og elegant (hvis det er opfundet) et andet sted.

der ville drømmen have været gået i sløjfe, hvis jeg havde båret den alene.
men C tager lige en kop kaffe med smeden og så er der en plan.
nu skal vi bare vælge.

brun ikea eller rød natuzzi.









vi er kommet op i det segment, der investerer for og i livet, så prisforskellen kan la sig gi sig.
lød det fikst uden at være prangende, eller hvad.

solen skinner!

vinduer skal pudses.

opdatering kl 16.13


opdatering kl 16.17

fri med fri på

i går holdt vi ægte lørdag for første gang i umindelige tider.
og var ude at gå ude i virkeligheden.
det blev en eksplosion af sanselige og kulturelle oplevelser.
fotoudstilling og italienske møbler.
lak og læder.
lam og ingefær.
domkirke og fadøl.
Claus måtte få nye sko

kender du hende, der står op om morgenen, går i bad, trækker en børste gennem håret, trækker håret igennem en elastik og går ud ad døren.
det er mig.

men nogle gange om året tager fanden ved mig og telefonen og jeg bestiller tid hos min frisør til en fredagsklipning sidst på dagen. og så går jeg og længes efter nyt hår i en måned.

i går var ventetiden omme og i fire timer var jeg i et af de øverste bevidsthedsstader, der hvor man er i dyb meditativ tilstand og dog fuldt til stede, og held, lykke og kærlighed driver igennem kroppen i en lind strøm.
min frisør og jeg er meget trofaste mod hinanden. vi er også i familie på den moderne måde, hvilket vil sige, at vi deler alt, undtagen gener, så vi har et symbiotisk fortrolighedsforhold.

min frisør og jeg tager den store cykeltur rundt om Sjælsø igen i år. det er det mindste af det. det er opvarmningsturene til Helsingør med de gode samtaler, der er væsentligt. og så selvfølgeligt at få diplomet. vi er rosinerne i pølseenden.

min frisør har altid lige været på Vidal Sasoonshow i Londre, så topinspireret gør hun haute coiturefrisure brugbart til midaldrende kvinde.

og lige som jeg elsker når man endeligt kommer til souvenirbiksen på Tate Modern skal man jo også vælge produkter når håret er done.
jeg kan så godt lide designet på ghd's produkter - og den, der passer til mit hår dufter lige akkurat af ylang-ylang. som er min duft. og nu stak jeg hånden i Madames hvepserede [kys].

men. flaconfarven passer ikke specielt godt til jadekuløren ude i badeværelset. så nu tænker jeg på, om vi skal se at få malet om.

kender du hende, der står op om morgenen, går i bad, trækker en børste gennem håret, trækker håret igennem en elastik og går ud ad døren.
det er mig.

men nogle gange om året tager fanden ved mig og telefonen og jeg bestiller tid hos min frisør til en fredagsklipning sidst på dagen. og så går jeg og længes efter nyt hår i en måned.

i går var ventetiden omme og i fire timer var jeg i et af de øverste bevidsthedsstader, der hvor man er i dyb meditativ tilstand og dog fuldt til stede, og held, lykke og kærlighed driver igennem kroppen i en lind strøm.
min frisør og jeg er meget trofaste mod hinanden. vi er også i familie på den moderne måde, hvilket vil sige, at vi deler alt, undtagen gener, så vi har et symbiotisk fortrolighedsforhold.

min frisør og jeg tager den store cykeltur rundt om Sjælsø igen i år. det er det mindste af det. det er opvarmningsturene til Helsingør med de gode samtaler, der er væsentligt. og så selvfølgeligt at få diplomet. vi er rosinerne i pølseenden.

min frisør har altid lige været på Vidal Sasoonshow i Londre, så topinspireret gør hun haute coiturefrisure brugbart til midaldrende kvinde.

og lige som jeg elsker når man endeligt kommer til souvenirbiksen på Tate Modern skal man jo også vælge produkter når håret er done.
jeg kan så godt lide designet på ghd's produkter - og den, der passer til mit hår dufter lige akkurat af ylang-ylang. som er min duft. og nu stak jeg hånden i Madames hvepserede [kys].

men. flaconfarven passer ikke specielt godt til jadekuløren ude i badeværelset. så nu tænker jeg på, om vi skal se at få malet om.

grüsse aus hamburg

jeg elsker at arbejde i GMT +1.
solen har skinnet gennem persiennerne hele dagen og nu skal vi ud og ha en bajer.

work in progress - take one

jeg gik en tur for at slikke lidt luft og lagde vejen forbi kirkegården, som kranser Københavns ældste kirke. Brønshøj blev først indlemmet i Københavns kommune under lokale protesthyl i 1901, så vi har landsbykirke herude, fire kilometer fra Nørrebros runddel.
for små ti måneder siden blev en ung pige begravet her. hun blev 24 og hendes grav ligner et ungpigeværelse, med smukke digte, perler, tændte lys, blomster, fotos og malerier. og gran lagt som sengetæppe.
at det er søndag hele tiden er ikke en selvfølge.

hos bageren var der tysk fuldkornsrugbrød og hos blomsterhandleren var der tulipaner.

på vej op ad trappen til fjerde sal, begyndte der lige så stille at dufte fortryllende efter 22. trin.
min egen elskede nøkke fik lokket mig helt op og helt ind til tonerne af den herligste bornholmske coq au vin, der nu bobler på anden time.

doors nuller sig igennem I will never be untrue inspireret af farmer og Claus spiller Civ.

vi gamle.

[prut]

kål og rodfrugter er mægtigt retro - også i vores husholdning.
der er langt

fra min barndoms (frost)blå kartofler, udkogte, selvlysende lammefjordsgulerødder (som kvægavlerne ikke engang måtte bruge til foder), husholdningstændstikæskestore selleristykker i boller i samme, afskyvækkende hørm af brunkål

til de lækkerheder, vi spiser dagligt idag. vi glæder os til at udforske farmers kålrabi. det her kunne være en begyndelse:

Braiseret kålrabi med bacon og timian

hold da fest. og så fås den også i purpur.

men i aften er jeg alene hjemme. så skal der bare køres noget pasta og laks ned. ingen dikkedarer.

livselskerinde

sikke et øre.
smukke ugeringe.
ægte stressskab.
fjernsygt dødssyn.

marken er mejet mejet brun

- og idag hørte jeg mit års første solsort på Husum station.
jeg elsker Husum station.

uden titel

jeg har købt en paryk til sønnike, for hans hår er ærligt talt blevet lidt ordinært.
men tror du han ku passe den!
det kan vores left-over-græskar-fra-sidste-års-høst-som-vi- g(l)emte-til-halloween til gengæld.
heldigvis.

så er det forår!

kl 20.27. alene hjemme og arbejde på aftenordenen.
løgpølse med fedt på sønderjysk fuldkornsrugbrød i den ene hånd og skipper stærk ostemad (på fedt) i den anden. køkkenrulle mellem knæene. der er ingen der kigger. og så tilbage til tastaturet.

kl 21.39. passerer lige spejlet med en stikkende følelse i den kokette del af ansigtets nederste venstre. sådan 230 grader nordvest fra mundvigen. og med vantro stirren: to knopper så jeg skyde.

prisen for at være med på en kigger

yndlingssmukke

i 2096 vil en ung kvinde blive komplimenteret for sine smukke ørenringe.
hun bliver glad og fortæller at de er arvestykker fra hendes oldemor, som hun naturligvis kun bruger ved særlige lejligheder.
med smykkerne følger deres historie.

oldemor sad i en lufthavn i Berlin [alle checker lige diskret hhv lufthavn og Berlin i håndfladen] og kedede sig [begrebet checkes i håndfladen].
hun faldt i hak med en hollandsk kvinde, bosiddende i Danmark, som efter en god snak tilføjer.. 'jeg kan se du er glad for glimmer. prøv at checke denne her hjemmeside ud [håndfladerne konsulteres], som jeg nu skriver til dig på servietten her'.

oldepapfar grundlagde oldemors passionerede samling af den servietnoterede smykkekunstners tryllerier.

men oldemor brugte også sine sparepenge på smykker selv. og disse ørenringe er et fornemt eksempel på kunstnerens hænders frie leg med materialer.

så når oldepapf en gang om måneden klædte sig pænt på og spadserede rundt om hjørnet til den lokale Guf for at udvælge sig månedens plade, satte oldem sig til rette for at klikke sig et par ørenringe til.

og se. de lever stadig. og oldemor har ikke engang modtaget dem med posten endnu. men hun har fået billederne af kunstneren, så hun kan se, hvad hun kan glæde sig til.

juhu.[håndfladecheck].

så' der kød på bordet igen, ja

for længe siden faldt talen på børn og vuggeviser.
noget tid efter faldt en ung far til lille Oskar over dén post i forbindelse med sin søgen efter akkorder til lige akkurat 'stenene, de sover under jorden' - i første omgang uden at opdage at det var hans gamle papmamas blog, han var inde og kigge i.

iaften kommer Louis, my one and only, og hans søgende storebror Joa så til middag.
de deler far og jeg blev papmor for Joa da vi var henholdsvis tyve og seks.
idag er vi 47, 32 og 22.
nå. men tiden går.

og den gode moder spørger den yngste hvad han synes, vi skal spise tonajt.
hvorfor spørger man en studerende om dét? svaret kunne jeg ha fundet i mig selv:

' jamen, hvis jeg skal bestemme... så skal vi ha KØD. og INGEN flåede tomater. og INGEN pasta.
så i dag står den på lam i roen.

jeg glæder mig, så det bobler.