30 december 2009

time out

SWOTanalysen er gennemført, forretningsplanen skrevet og projektet er nået til realiseringsfasen.

her arbejdes støt på at få julepulsen ned efter en opskrift, jeg har finpoleret på så længe og hovedingrediensen er tid.

tid til ikke at kære sig om tiden.
tid til at gøre ting, når de falder mig ind og ikke når de er planlagt til udførelse.
tid til at sidde og kigge på en lille sky.

det er en vanskelig disciplin.
og det er vanvittigt selvprovokerende.
at sige nej tak til tidsfaste aftaler, for eksempel.
jeg er ikke skruet sammen af et nej.

det tager tid at ændre de indædte vaner og det autonome tankesystem.
men det må det også gerne.

tiden skal være min ven.
ikke min fjende.
ikke længere.

24 december 2009

juleudbrud på kvinden af et nervøst sammenrend.

jeg har grædt tunge tårer i dag.
uden omsvøb.
mestendels fordi jeg var så bekymret for, om det aldrig blev jul her.


men det blev det.
helt ud på emhætten.

21 december 2009

årets første julegave


fra Regitze
til Regitze

for hvem drømmen aldrig var gået i opfyldelse uden Sine Strøm.

næææh! tusind tak!

mehr licht!

så bliver det ikke værre.
kl 18.47 vender lyser tilbage.

glædelig vintersolhverv!

20 december 2009

many-to-one

i dag er det fem år siden vores far døde.
fem år.
hvor er det godt, at der er etableret en walkie-talkie op til himlen.

hvordan jeg blev en tunnel


til sidst mistede jeg appetitten om morgenen. det vandt jeg ti minutter på.
til frokost endte jeg med at tage lidt af noget som ikke krævede kniv. så kunne jeg gå, mens jeg skovlede.
om aftenen knaldede panden i tallerkenen og slukkede for spiserefleksen.

nu har jeg sagt fra og bedt om at blive hjulpet tilbage til 120 km/t.
og arbejder mig langsomt op gennem vandmasserne.
hørelsen og synet vender tilbage.
og appetitten.

også på livet.
og på julen.

10 december 2009

kræfters bekæmpelse


så meget ståhej bare fordi C fik fat i et par af Demis Roussos' gamle basenheder (JBL 123A-3 for dem, der har det sådan), som han indopererede i sine gamle kabinetter, der er lige så gamle som sønnike.
pludseligt synes han, at vi skal høre musik med næsen. og da der ikke var plads til højttalere fra den vinkel uden at ombryde huset. så ombryder vi da bare huset.
lige midt i december.

men ok.
det skal nok ende.
godt.
så.

ikkes kraft



for tiden kan mit hovede rumme tre tanker.
på skift.

1. nej! det gjorde jeg bare ikke!

2. jeg kan ikke nå det her. hvad bliver konsekvensen af det?

3. jeg orker ikke.

jeg lærte engang om positive bekræftelser og deres uhyrlige kraft og effektivitet.
og jeg lærte, at underbevidstheden ikke registrerer småord som ikke.
så det nytter altså ikke noget at gå rundt og mumle jeg er ikke bange.
så tisser du i bukserne.

jeg har opdaget noget nyt: ovenstående passer ikke.

07 december 2009

vi julehygger


åh ja. her dufter brunt og brændt.
bemærk adventskransen, de kærligt signerede julekort og listen over gøremål, der allerede ligger og ulmer i brændeovnen.


men vi griner også.
en kende hysterisk måske.

01 december 2009

er det snart sommer?

jeg stod på posthuset og fumlede. det bedste jeg havde lært.
stoppede en seddel i lommen istedet for at underskrive den. og videre i den dur.

til sidst måtte jeg sige 'undskyld. det er fordi jeg er så træt'.
og den lille postpige hviskede 'det er jeg også'.

jeg kunne have mavet mig op over disken og kysset hende på panden.