jeg sidder og kniber mig i kinden for at kunne mærke forskel på hverdag og ferie.
den dybere, fundamentale erkendelse lader vente på sig. nu er det ellers mere end to timer siden, jeg smed huen i vejret.
det er fredag. det er de samme hønniker, der forsøger at se, hvor langt de kan nå hen ad verandaen, førend de bliver kyset ned. det er den samme hyggelige nabo, der lige lægger vejen forbi. fordi.
det er de samme katte, der gør det samme, kattene plejer at gøre.
det er det samme vand, der klukker i dammens vandløb.
og alligevel.
jeg kan sq blive siddende her på stolen til den 14. august, hvis jeg gider. hjernen ryster på hovedet og hjertet nikker glad.
jeg fik hæftet alle mine arbejdsrelaterede ender. eller. jeg fik overleveret endehæftningen på grundig vis til kolleger, der ikke peb. belønnings- og lykkecenteret pumper kemi ud.
og så hændte der noget, jeg aldrig har oplevet før.
først var jeg skamfuld, fordi jeg rubricerede det under skadefryd.
så fik jeg placeret det i den skuffe, der hedder retfærdig sker fyldest. den er lettere at håndtere.
nu skal du bare høre.
jeg kørte hjem på mine gule plader som sædvanligt. alting var som sædvanligt.
indtil jeg kom til Ballerup Bolværk. den mobiltelefonerende fører i bilen foran mig kunne hverken blinke, holde sig i vognbanen eller bare holde mindstefarten. vi skiftede mellem 50 og 70 en fem-seks gange på 500 meter. den har vi hørt før, ing.
men nu kommer det.
vi drejer begge ned af vores lokale landevej og nu sætter mobilen igang. med noget, der ligner 90 i timen, forsvinder hun hurtigt ud af synsfeltet. vejen snor sig, og da både tohjulede og -benede deler asfalten med os vægtafgivere, spytter jeg lydløst efter hende. rundt om et sving vinker en politibetjent mig ind til siden. ræsermobilen holder der allerede.
jeg får, for første gang i min bilistkarriere, lov at vise mit kørekort og bedyrer, at jeg ikke har drukket alkohol. endnu.
en finger på en imaginær kasket og et fortsat god dag, frue.
tænk. politimanden kaldte mig frue.
jeg måtte lige knibe mig i bakspejlet bagefter.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
9 kommentarer:
Tillykke med ferien, frue. Om fjorten dage er det min tur:)
Glædelig ferie - men ville det ikke have givet ferie et ekstra løft, hvis du havde spurgt den imaginære kasket, hvor meget ræsermobilen måtte ryste op med. Bare sådan i retfærdighedens navn ...
Hav en rigtig dejlig ferie.
Jeg skal hilse fra Cathrine og sige at hun glaeder sig til at besoege dig og dine hoens :-)
tak, Sifka! fjorten dage. det er jo lige om lidt.
tak, Uffe!
.. du har jo som sædvanligt ret. min største ærgrelse er, at de ikke havde hastighedsmålere spændt ud over vejen.
og C bidrog med beklagelsen over, at jeg ikke meldte mig som vidne over mobiltelefonismen.
jamen. jeg er jo ikke kvik i replikken. ikke i farten ihvertfald.
tusind tak skal du ha, Susan!
og også big hug til Cathrine! hun siger bare til:)
God ferie Regitze, jeg håber hjertet er kommet ned i fart og at roen indfinder sig sammen med feriefornemmelsen.
Jamen, så god ferie da...
jamen så tak, da:)
vi ses om lige om snart, Brorsan!
uhm... ferie. Jeg er sikker på den er både velfortjent og velundt.
Send en kommentar