vores lokale Husejer er altid en messe værd. således også i dag.
og når vi nu alligevel taler om glædesgenstande, trænger jeg lige til at dele den vase med jer, som ikke er fra Ikea.
hun er så sød. selv om hun er en ting.
der er nogle ting, der bliver så meget en del af en selv, at de helt naturligt kunne indgå som kandidater til kredsen rundt om juletræet, hvis der lige sku mangle et par favne.
29 september 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
15 kommentarer:
Den var sørme godt nok speciel. Har da aldrig set en magen til.Ret så interessant er den faktisk - og selv i gråvejr lyser den jo fantastisk op med varme farver!
du er min yndlingsdiplomat, Heidi:)
jeg skal lige ha fiflet lidt med hende imorgen, for det er synd, du ikke kan se hendes knaldturkise øjne.
Speciel, det er et godt ord. Så har man ikke sagt for meget. :-)
Eller 'personlig', så har jeg heller ikke sagt for meget. Der må være en helt speciel historie gemt der?
Det må have været et stort arbejde at lave den :-)
jeg kender desværre ikke dens historie, Madame, for jeg har fundet den på et loppemarked. men når man holder den i hånden og lukker øjnene, breder sig en lugt af brunkål og jeg ser en ottoman, der læner sig op ad en væg med bambusmåttehalvtapet. vasen står på den lille teaktræshylde, der hænger til venstre. pigen boede i stuen. ottomanen var hendes værelse, og hendes største ønske var at få et forhæng op foran den.
hæ, ja Henriette - man kan ikke forstille sig, at der er lavet mere en den ene, vel:)
Det tvivler jeg stærkt på.
Jeg lagde engang mærke til at Dronning Margrethe sagde det samme, da hun på et plejehjem blev præsenteret for verdens største samling af hæklede nisser og lokumsrulleskjulere:
Det må have været et stort arbejde!
;-)
fra dybet af feber helvedet lykkes det at fremstamme den er fin ...
og et wauw du kan noget med psykometri...
et snottet knus tilbage fra Gudme
Smukt og enkelt - den sikre sans for detaljen er sammenkomponeret med hanke og tov, og ornamentikken er nedtonet til fordel for den klare, funktionalistiske form. En perle, slet og ret!
Sur chianti i 50'er karaffel med portræt af "Hanne Hansen"? Hvis din mor kunne huske, ville hun kunne huske den!
Divergerende stilretninger integreres i et ukendt unikt kosmos: Vasen over alle vaser.
Bortset fra det, så kan jeg på en eller anden måde godt lide den.
PS Jeg tror næsten, at synet inspirerer til et indlæg på min blog en af de nærmeste dage!
Ja, den er .... anderledes?
Jeg kommer sådan til at tænke på min afdøde eks-svigermor. Den kunne have stået i hendes kolonihavehus.
Henriette - den vil jeg aldrig glemme! det er fame neutralrespekt.
Bolette, din stakkels snottert! og hvorfor er din blog så ofte nede at vende?
Uffe - skal vi sige 20% hvis jeg kan sælge den alene med dine ord? gas. jeg går aldrig af med hende. hun hedder nærmest Hanne og tilhører familien. snart.
Brorsan. du fremtvinger en fortsættelse..
spændende, Rimkoger. vi ser frem. og noterer os, at vi deler behag.
Dana.. netop. den er ihvertfald ikke ligegyldig. noget sætter den igang.
Er den det det tror jeg nu ik men linket virker ik
fra din side ...
men men øv øv hvis den er
kram til mads og misse fra misser og mig
Send en kommentar