frokost i det rødternede

det dejligste ved at holde op med at have ferie er, at man får sine lørdage igen.

C har ganske vist kun fri hver anden weekend og kom hjem til morgen efter en nattevagt med gang i.
men det forhindrede mig ikke i at lade ham ligge urørt i fire timer, før jeg stuvede ham ind på førersædet efter at have anbragt madkurven og den sammenklappelige spisestue på bagperronen.

M og Mme og C og jeg er efterhånden drevet ud i frokostsamtalens ædle kunst. vi er så seje, at ingen tabte noget, da jeg resolut hældte en anselig mængde artiskokolie ned ad mig selv midt i.
men ok. hvis du absolut vil vide det, tabte vi tråden en anelse et par gange.
på grund af nogle benløse hundehvalpe.
og folk i egnsrettede dragter.

hvor er det er dejligt at sidde midt i et fredsommeligt virvar med efterårsløvet fløjtende om ørerne fra en blå himmel med mennesker, man holder så meget af, og spise sammen.

senere skulle vi jo lige klappe køer mellem hornene og sådan. og så vendte samtalen mere udad. og tilbagead.
tænk. jeg kender en, der boede i et hus med håndsvingstelefon som bette.

der var også tyreskue.




og nu ved jeg, hvilken hest, jeg gerne vil have, når vi alligevel skal have høns.
en irsk vildhest, som damen på kuskesædet kaldte en tinker. jeg tænker ellers på tinkers som de irer, der har valgt hestvognsvejen.


Claus viser lige, hvor beskedne og korte de er i størrelsen. men se hovskægget. og de havde den smukkeste gangart.

den jyske hest var der også.

det tager altså kegler, når de tager deres børn med.

og knabstrupperne var der. og Farmers røde malkekøers kusiner. og alle de andre dyr, der ikke skal i glemmebogen.

og der blev tærsket langhalm.


og do og re var der.


men mi fløj, før jeg fik trykket på aftrækkeren.

og jeg fik en kost.
mit hjerte, hvad kan du begribe mer?


når man nu ikke kan få en brandmand?