livet er en drøm

så er tre intense dage med gode kolleger fra hele verden ovre. et tilbagevendende, årligt seminar hvor der bliver videns- og meningsdelt, netarbejdet, spist, drukket, fjollet og sludret. jeg har både givet og fået, stået på tæer for at fatte og ind i mellem var jeg også fløjet en lille tur ud af vinduet, hvis det ikke er fordi konferencesale altid ligger i midten af bygningen.

i stedet greb jeg mig selv i på et tidspunkt at flyve en lille tur alligevel. da jeg opdagede, at jeg sad og dagdrømte, blev jeg først irriteret, for interesserer programmet mig ikke, ville det være mere hensigtsmæssigt at smugarbejde lidt, når man ikke kan rejse sig og gå.
men jeg havde intet materiale med, så i stedet fik jeg lov til at tænke lidt over, hvad dagdrømme er for en størrelse.

og her er mit forslag.

en dagdrøm har mig selv som omdrejningspunkt. det er et sted, hvor jeg kan søge hen, fordi jeg ved, at der er godt at være. det er et sted, jeg ligefrem kan glæde mig til at putte mig ind i.
dagdrømmen kan foregå forskellige steder på tidsaksen og hvor som helst i universet. som regel dagdrømmer jeg om fremtiden. når huset i Harrestrup er færdigt og jeg spadserer henad dækket fra soveværelsets fløjdøre til det solsejlsoverdækkede udendørskøkken for at plukke en tomat i paradehuset.

i perioder, når et andet menneske går mig på, kan jeg bruge meget tid på at dagdrømme om hvordan retfærdighed kan ske fyldest.
da jeg var yngre kunne jeg bruge timer på alternative slutninger på en dum oplevelse, som jeg i dagdrømmen slipper heldigt fra ved at få sagt fra eller på anden måde hævnet mig gevaldigt. gudskelov det ikke sker ret ofte længere.

statusdagdrømmen, hvor jeg gør op hvor rigt livet er. hvor dejlig mand og søn er. hvor hvor uovertruffen jeg selv er, er en af mine klassikere.
den optræder gerne som et interview med mig selv.

andre klassikere fra min barndom og pure ungdom var dagdrømmen om, hvordan det hele KUNNE være, hvis jeg havde været en anden.

og så er der den der, hvis jeg vandt en million. heldigvis fandt jeg ud af at flytte den fra dagdrømsuniverset til en positiv bekræftelse. så gik den iorden.

fælles for alle disse mine dagdrømtemaer er, at de give mig en dyb, indre tilfredshed, der kan sammenlignes med den fornemmelse man sætter sig med et glas vin efter en veloverført dåd eller pligt.
aaahh. hjernens belønningscenter får sin kemi. verden giver mening og jeg ønsker at kunne forblive svævende i lykkeboblen.

så var det jeg kiggede på teksten, jeg lige har skrevet, og udskiftede ordet dagdrømme med weblogging.