04 september 2006

to heste


drengene snakker om biler.
jeg snakker med.

vores bil var en 2cv. der var én anden 2cv på gaden i københavnsområdet (eller i Danmark) dengang, så vi vinkede til hinanden, når vi mødtes.
den var naturligvis grå, den havde kaleche, der gik helt ned til bageste kofanger.
den kunne køre ca 70. så Hallandsåsen, Vejle ådal og Valby bakke var udenfor vores revir.
den kom ind i familien i omkring 56, og der blev den til omkring 70.
den hed Citrón, for vi var meget svetlandiafrankofile hjemme hos os.
vi elskede den citrón. også selvom jeg havde så let til køresyge i den, at jeg måtte sidde forrest. det var før Klippans rulleseler.

den havde ganske vist ikke klapudblinkepind, som onkel Ankers Opel, men jeg måtte have fødderne i handskerummet, for at jeg ikke skulle falde igennem hullet i bunden. senere lagde vi en bageplade dér, men den måtte jeg heller ikke træde på.

og så sad vi der og sang. Evert Taube, Alice Babs, Sylvia Vrethammer, Lill Lindfors.

du är den ende.

5 kommentarer:

Liselotte sagde ...

Tak :-)

Regitze sagde ...

jamen,selv tak. det er du jo:)

capac sagde ...

Gammel kærlighed ruster ikke (og dog...)! :-D
Har linket til dit indlæg på min blog...

Carsten Fogh Nielsen sagde ...

Ja, det der med hul i bunden, det kjenner da man fra jen sæl. Der var mindst et par af mine forældres biler, hvor man på en regnvejrsdag risikerede at få våde førdder.

Regitze sagde ...

nemlig. man glemmer aldrig sin første rust, CAPAC. den hænger i næseborene for resten af livet.
tak for link:)

det havde jeg glemt, Carsten. vandet og lyden i regnvejr. der var sq noget ved at køre i bil dengang. der var kontakt til elementerne.