05 september 2006

mad


første gang jeg tænkte på mad som mere end bare vi ikke skal have torsk eller brunkål, var, da jeg fandt Karl Eskelunds kinesiske kone Chi-Yun Eskelunds bog 'Jeg lever for at spise' i stuens reol.
Claus er en formidabel kok. Det er Louis' far også. disse voksne mænd kan kunsten, og jeg smed grydelappen i ringen, inden jeg egentligt fik startet. så jeg kan lave salater og vaske op. sådan nogle som mig, er der også brug for.

i denne uge kører C jer rundt på de lange skinner mellem 16 og 24, så aftensmad står for egen regning. heldigvis har arbejdspladsen en ypperlig ordning, der byder på 'Dagens Rest' eller - når det skal være vildt - 'Den Lækre' til færre kroner end en hotdogs eller en pizza.
så her står den i disse dage på lammecuvette og unghane med årstidens grøntsager, der bare lige skal varmes. til frokost vælger jeg dagligt dagens fisk, så der er ikke noget med ensidig mad.

jeg piller ud af mikrobølgepakken og steger på panden.
jeg dækker bord, tænder stearinlysene og vælger dagens serviet.
og så tænder jeg P1 og hører Løkkegaard samtale med chefredaktøren for Kristeligt Dagblad, Erik Bjerager. jeg er ligeså forelsket i Løkkegaard som Claus er.

samtidigt gør jeg det, man ikke må. jeg læser.
jeg spiser. jeg lytter til talkshow. jeg læser avis.
og jeg bilder mig ind, at jeg er tilstede med alle fire sanser.

jeg læser Weekendavisens chefredaktør, Anne Knudsen, som jeg også er lidt hemmeligt forelsket i. hun har ugens madklumme og kommer ad lange norske omveje til en kylling, hvorom, som hun skriver, at 'De må hellere holde Dem for øjnene, mens De læser opskriften, for det er en klassisk fransk én, fra før man opdagede, at smør er livsfarligt'.

og vi har jo endnu et par gevaldige, lykkelige kyllinger i fryseren fra Allégården og estragonen er på størrelse med en tjørnehæk, så jeg spidser øjne og citerer:

Man tager en god stor, økologisk kylling, lader den få stuetemperatur og lægger inden i den en klat smør på 50 g, som man har æltet med peber, lidt salt og en topspsk friskhakket estragon. Det gælder om at spise sin friske estragon nu; så snart det bliver koldt og mørkt, er den færdig med at være morsom. Smør derefter kyllingen udenpå med endnu 50 g smør, drys med slat og peber og læg et par hele estragonkviste ned over brystet. Ind i en 250 grader varm ovn i et ildfast fad. En time.
Mens manden skærer dyret i stykker og lægger det smukt på et serveringsfad, koger man det ildfaste fad af med en dl creme fraiche tilsat endnu en stor spsk friskhakket estragon, lader det koge lidt ind og hælder det op i en saucekande. dertil små kogte Samsøkartofler og en stor grøn salat.

der er nogle, der godt kan forberede sig på gæstebud inden længe. man behøver jo ikke tage to gange, hvis man ikke kan. Louis.

og sig månen langsomt stiger og kattene er på natterov.
og imorgen tager jeg til polarcirklen.
Kiitos.

4 kommentarer:

styx sagde ...

De 1000 søers land ?
God tur.

HenrietteB sagde ...

Altså regitze - tak for, at du lige mindede mig om Fru Eskelund!

Jeg er gennem min mor vokset op med hendes kinesiske kogebøger og fik ret tidligt selvsamme mødrene ophav leveret Journalisten Karl (er det ikke karl, han hedder???) Eskelunds "Min kone spiser med pinde" - fantastisk bog, syntes jeg dengang!


Nu vil jeg gå på opdagelse i rodeværelset efter den for at afgøre om den stadig er en oplevelse værd 25 år siden, jeg læste den første gang...

:-)

HenrietteB sagde ...

Jo, han hedder Karl. Præcis, som jeg huskede. Og som du skrev i teksten.

Jeg fik anfald af Als' Hammer under kommentarskrivning.

:-)

Regitze sagde ...

ja, Styx. finsk roadshow når det går højest.
tak:)

Min kone spiser med pinde, havde vi forresten også! den havde sådan en smuk forside. hun var pæn, fru Eskelund.

Hr Eskelund var lidt mere eksperiementerende. jeg husker, han fantaserede om en trepanering med prop, hvor man bare trak proppen op, når man trængte til at flyve lidt. han havde endda tegnet sin opfindelse. jeg har glemt i hvilken bog.