killingerne går på besøg. ud og ned, op og ind. i alle haverne her på vejen. i dag har de taget kammerater med hjem for første gang.
først var det Jespers hidsige hunkat, der kom drønende ind i halerne på de små, som med to vræl nåede at komme i skjul inden de fik smæk.
senere kom Vivis hunkat på besøg i spurt efter de små, og så stod den på luftlussinger til de bette igen.
og lige så snart de har fået bekræftet at vi har set, hvad der sker, smutter de ud i højt trav. man skulle jo nødigt gå glip.
nu er det sent, og de er ikke til at lokke ind. i blandt lyder der et par vræl og en buldren derude. men. for første gang, kommer de ikke, når jeg kalder.
hvad dælen stiller en mor til præteenagere op? andet end at vride hænder?
lygten. hvor fanø er lygten?
og vandpistolen?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
de skal nok komme, når de bliver sultne eller det begynder at regne...
de har lige spist. og de er pjattede med regnvejr.
opfind lige en kattegps, Klaus.
tja..hvad gjorde du da ungerne var på præstadiet?.......vel det samme......:-( Kun en ting at gøre - hændervriden og øre-lytten)..
du har jo ret, Susling. og jeg var mor før mobiltelefonernes indtog. der blev vredet nogle hænder.
Idé til driftig iværksætter: kattemobiltelefonen...
Men ellers: det er et helvede, men man vænner sig til det, Regitze - næsten.
catmobile!
og du er til trøst, Uffe. jeg har allerede vænnet mig i det små. bortset fra i søvne. kryds, jeg har renset mange sår i nat.
kh
florence kattegal
Ikke helt rigtigt, Uffe.
Man vender sig aldrig til det. Heller ikke næsten.
Derfor er mine misser ude i sele, når det er sommer, og vi bor i kolonien.
Send en kommentar