11 september 2006

hamskifte



C og jeg skulle møde til et renaissancebryllup i Skt Olaikirken, Helsingørs domkirke, klokken 14 i lørdags. så kl 13 sad vi på Hellerup station i stiveste puds som Flådeofficer Claus Ørnfeldt Willemoës af Brønshøj og til Harrestrup med frue.

her mødte vi en to meter høj Fru almindeligt-kvindenavn af nabobyen i tidlig renaissance med slag, slør og hyttesko.
jeg synes det var ualmindeligt kreativt at vælge et kvindekostume og komplementerede fruen. vi småsludrede os vej op igennem det nordsjællandske og da vi kom til Helsingør erklærede Fru almindeligt-pigenavn, at det skulle blive rart at få pudret næsen - hvis ellers der var toiletter i domkirken.
- ja siger jeg med solen i øjnene og smil på kinderne. - og nu skal du så til at overveje, om du vil benytte herre- eller dametoilettet.

Fru almindeligt-pigenavn ser hvast - men også lidt bestyrtet på mig - og siger at det er hun ikke det mindste i tvivl om. hun har ikke brugt herretoiletter i mange, mange år.

senere på aftenen, da brylluppet var trillet til HC Andersens slot i Tivoli, mødtes vores cirkler igen, og jeg fik genoprettet balancen ved at komplementere hende for hendes klædedragts meget smagfulde ryg, som vi var enige om, krævede figur.

men det er altså ikke nemt, når en kvinde bliver født i en mands krop og får lægevidenskabens hjælp til at komme hjem i sin egen, hvorefter hun klæder sig ud som kvinde fra en ganske anden tidsalder.
Claus var ikke i tvivl. han syntes bare, hun var meget høj.

derudover havde jeg mine kvababbelser ved at møde udklædt i kirke, så det var noget Claus og jeg diskuterede og kiggede nøje på i dagene forinden. C var ikke i tvivl om, at det var i orden.
jeg skuttede mig ved tanken om at bruge kirken som kulisse i et iscenesat show. men. som C ganske rigtigt påpegede, er det dét, der er kirkebrylluppers lod.
så hellere kalvekrøs end smokingbukser.

nå men det handlede jo en hel del om kærlighed. og den kan jo altid tåle at blive spredt. og da jeg med åben salmebog og orgelbrus hiksede mig igennem Brorson, var det første gang jeg var i kirke siden min fars begravelse. så. ligesom ved alle andre lejligheder, hvor kleenexer er fremme: vores gråd er vores egen. men tak for husly, Skt Olai.

2 kommentarer:

Uffe sagde ...

Uh, den overskift ville jeg gerne have fundet på. Må jeg komplimentere :-)

Regitze sagde ...

tak, Uffe:) du ved jo selv, at det ikke er altid man når at dukke sig, når ordene kommer susende ud af kanonen. så er det rart at kunne bruge dem til noget.