min mor var københavnsmester i jitterbug. hun tog sine cigaretslacks på med skohorn. hun var et hug. hun boede på polsk sammen med min far i det nedlagte ismejeri i Elmegade på Nørrebro med kartoffeltrykgardiner, skimmel på undulaten Perikles (eller en anden græsk p-noget), og sortlakerede ønskeben i ørerne.
de blev gift i 56 for at kunne få en lejlighed i de nybyggede højhuse i Sorgenfri. der boede de i 48 år.
for ca ti år siden (eller mere) begyndte hun at blive dement. da min far døde i julen 04, fik mine søskende og jeg en akut plads til hende på et plejehjem i Virum. en cigaræske på 6m2 med håndvask og grønne fliser i en dårekiste et sted, som hun ikke genkendte.
hun boede der et år, mens vi sloges med vindmøller og kommunen.
til jul fik hun tilbudt et hyggeligt værelse i et moderne, fungerende plejecenter i det Sorgenfri, hvor hun hører hjemme. det sidste af hendes visuelle hukommelse er forsvundet i året der spildtes, men hun kan stadigt genkende højhusene, når hun ser dem.
i forgårs aftes passerede min mor den låste dør på plejehjemmet. hun blev fundet efter en time i højhusenes reception.
hvordan hun kunne finde hjem er en gåde. men imponerende.
den ældre demente herre fra Skive var ikke så heldig. han blev fundet død under en togvogn på rangerterrænet i Århus idag efter at have været forsvundet fra sit plejehjem nogle dage.
'hvis man ønsker at blive gammel, må man finde sig i at leve længe'.
de fleste af os vil sq nok alligevel hellere ha en kugle for panden end en chip i skoen.
10 kommentarer:
Sikke en tur hun havde været på, godt der ikke skete noget.
Det er slemt for de pårørende og jeg håber inderligt, at den demente ikke ved, hvordan det står til.
Både min bedstefar og min onkel døde svært demente efter en del år på plejehjem. Heldigvis gik de aldrig derfra, det ville have været svært.
Der er også visse fordele ved, at bevidstheden svinder i et roligt tempo.
Jeg fandt, da jeg var 27 år, min mor i en vejgrøft,dybt bevidstløs i hendes bil. Hjerneblødning. Min far havde ringet. Hun var ikke kommet hjem fra klaverspil. Døde få timer senere.
Det sidste jeg havde sagt til hende et par dage før var: "Nå, nu har jeg ikke tid til mere snak, jeg er kørt."
"Jamen, det var da pænt af dig lige at holde ind i 2 minutter."
Over and out!
Oh, har Du en Moder, da tænk derpaa!
ja. du har ret Farmer. derfor er det FORBUDT ikke at sige ordentligt farvel eller godnat eller noget - om man så bare lige skal ned og hente en halv sød.
den var grim. det ville hun have gjort alt for at forhindre, at du skulle opleve, hvis hun havde kunne.
faktisk. så har jeg (også) grædt mine fletninger i uorden mange gange over Kaalunds dræbte and. jeg husker endnu kobberstikket i min bog, som må være gået tabt.
tillad mig at copypaste:
I Skoven risled den klare Aa;
En blodig Vildand bag Sivet laa,
Af Jægerens Bøsse var den dræbt,
Den havde sig hen til Reden slæbt.
Nu stod omkring den de Ællinger smaa,
De kunde det sletikke ret forstaa,
De krøb under Vingen, men den var slap —
»Vaagn op, søde Moder, rab, rab, rab, rab!«
Saa aabned de alle Smaanæbene vidt:
»Vi ere saa sultne, giv os lidt!«
Men moderløs' vare de arme Smaa —
O, har du en Moder, da skjøn derpaa!
kisses
Liselotte, jeg er tilbøjelig til at give dig ret - jeg kan bare ikke vælge for andre.. et eller andet sted sker der jo ting, om ikke andet så på krybdyrhjerneplan. også solvarme, yndlingsspisen, kærlig omfavnelse. hvad ved jeg. er det liv?
og jeg ved ikke, hvad hun ved, Ella. hun er holdt op med at få angstanfald over at hun mister sin hjerne.
hun er stadigvæk lige så højt begavet, som hun altid har været. og hun har sin fabelagtige humor i behold. endnu. vi skriger af grin sammen.
erindringerne slukkes.
sirlighed forsvinder.
og alt det, hun gik så højt op i.
så er der bare en skal tilbage.
hvad skal hun med den?
nå. ikke for at pive. men jeg mener, hvad jeg sagde.
please, sluk for mig tilhvertifald.
Det er enkelt at have de store sprøgsmål besvarede på forhånd, men når man konfronteres og skal leve dem, flytter sig så målstolperne for dem vi elsker?
Jeg ved ingenting mere ...
Regitze hermed en portion moralskopbakningsempati!
Knus fra den lysegrønne!
Smukt, Regitze. Min mor deler skæbne med din. Og ligner hende vist.
Hvis det var min far ville jeg klart give ham en chip i skoen, det er for mig at se bedre end at dø af kulde under en togvogn. Det gør jo ikke en forskel for ens kære, udover de aldrig bliver væk. Hvilke tanker kan der ikke gå i gennem deres hoveder når de opdager hvor de er og ikke kan finde hjem?
det her. det er fint at komme hjem til.
tusind tak Irene. jeg sætter pris på dine opbakningshjernespark!
og Uffe. jeg kender ikke andre 'pårørende' (nå. men så ku man jo deltage i Altzheimerforeningens møder, men). du gav mig en smeltet smørklat i brystet og et lille fyrtårn. vi er ikke alone.
ja, Liselotte. Grænserne flytter i takt med at virkeligheden gør det. du ved det om nogen.
og skuldrene breddes.
og jeg er enig med dig, Helle. jeg har haft en del vågne mareridt om hendes ensomme vandring, og vil ikke ha det fjerneste imod hvis hun fik en chip i skoen. jeg skal bare ikke selv ende der, hvor jeg har brug for den.
for at opsumere har min mor sine sansers fulde brug og hun har altid været en sanselig ørn. og jeg skal ikke vælge eller vurdere hendes liv. bare sørge for at resten af det bliver så anstændigt som muligt.
men. JEG vil ikke lukkes og slukkes, som vi er vidne til at hun bliver. jeg vil IKKE behandles så ringe som demente bliver i et samfund hvor vi ellers bryster os ad helvede til.
det er det VALG, jeg har taget. hvordan sørensen man så lige udfører det i praksis når det forhåbentligt ikke bliver aktuelt.
Regitze, "nogen" forbyde det, men man kan få aktiv dødshjælp både i Schweiz og Nederlandene ...
ja. jeg ved det egentligt godt. og jeg kender en aidsramt hollænder der kendte sin grænse.
kys til ham. og lægen.
men. det er jo det - at kende sin demente grænse. hvor går den.
nå. Irene. livet formerligt sprutter videre.
Send en kommentar