galskab

jeg nyder virkeligt de her 4tings der svirrer og tilsyneladende evolutionerer i en uendelighed.
jeg har lært meget. og fået åbnet skuffer i hukommelsen. som voksenblogger, som Klaus, så listigt udtrykker det, er det fascinerende at konstatere referencedeling med personer, der i grunden er fremmede.
senest fik jeg en på lampetten i Naturjournalen, der nævner Gøgereden som en vigtig film. og det sku jeg partout kommentere.

jeg udvider lige konceptet med 'fire gange, jeg har været ved at dø'.

jeg kender jeg mit reaktionsmønster, når lysbroen etableres og der står nogle på den anden side og vinker.
men den første gang er jo altid den største:

pludseligt var jeg ved at bløde ihjel.
og holdt liv i mig selv i timevis.
endeligt kiggede jeg op i en operationslampe med læge, sygeplejersker og en amerikansk lægestuderende udenom. amerikansk lægestuderende sagde 'jag gir dæj li lidt iiirlt'.
og lagde en maske over min mund. dengang vidste jeg ikke, at når man har en liter blod tilbage, virker ilt ret euforiserende.
bang! var jeg i Gøgereden. jeg forstod, som jeg aldrig før eller siden har forstået noget.
det gjorde helvedes ondt, for lægen besluttede at foretage indgreb uden bedøvelse.
men ingen kunne høre mig. og jeg kunne kun høre SAKS saks saks saks. SKALPEL skalpel skalpel skalpel. PINCET pincet pincet pincet.

jag gir dæj li lidt iiirlt. jeg kæmpede som en rasende for alle de, der i tidens løb har fået elektrochock, hvide snit, trepaneringer. alle verdens overgreb.

og da jeg senere blev daglig pårørendebruger af en lukket afdeling, forstod jeg.
og nu er det et overlevet og lukket kapitel.