05 marts 2006
ritualer
den 25. august 2005 blev Claus og jeg blev lovformeligt gift. dermed giftede jeg mig også til status som frue til Harrestrup ligesom taglejligheden i Brønshøj blev fælles gods.
selve brylluppet var ren fest og formalia. den dag vi virkeligt blev gift, var da vi gik i banken og slog skejserne sammen på én lønkonto.
fredag morgen blev vi gift igen under et møde med en realkreditrådgiver der klappende gned sig i hænderne over, at vi har besluttet at tage et lån i lejligheden og hælde pengene i om- og tilbygning på landet.
lørdag eftermiddag fandt jeg ud af at vi ikke var nok gift.
under haveforeningens årlige generalforsamling synes jeg lige, der skulle peppes lidt op i bestyrelsen. den gode formand i senhalvfjerdserne gik af. Den nye formand fylder noget sent i halvfjerdserne i år. De øvrige medlemmer er joviale herrer sådan godt op i halvfjerdserne – på nær kassereren, som er en ung dame på min egen alder.
Så da vi manglede en suppleant for ét år, rejste jeg mig (og vi havde ellers lovet hinanden hjemmefra at sidde på tunge og hænder) og meldte mig med høj klar stemme. navn, rang og nummer.
klapsalve.
og så hvislede det gennem salen… hun står […] hun står sq da ikke […] hun står sq da ikke på OVERDRAGELSESDOKUMENTET!
næh. jeg står ikke på overdragelsesdokumentet til haven. så jeg må gerne arrangere vejfester. være med i vejforskønnelsesudvalget. deltage i fællesarbejdet. og det. men ikke gøre min indflydelse gældende i bestyrelsen.
nu skal vi ha arrangeret noget med skøder og dokumenter.
så kan vi ikke blive mere sammensmedede tror jeg.
før vi skal finde en gravsten der kan rumme begges navne.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar