at pakke kuffert ind for at drage ud, tager tid.
at pakke kuffert ud ude, tager ingen tid.
at pakke kuffert ind for at drage hjem, tager ingen tid.
at pakke kuffert ud hjemme, tager ingen tid.
at pakke gamle 2007 sammen burde ikke tage tid, tænkte jeg. men jeg tog fejl.
for jeg pakker 2007 ind for at drage ud.
jeg har også i år haft meget glæde af at rejse en del. (mine tanker går til Grønland, Færøerne og søens folk).
stumper af mit hjerte ligger og flyder rundt omkring i Asien, Central- og Vesteuropa, Mellem- og Nordamerika.
jeg rejser som troubadour. jeg pakker ud og erobrer mit podie. der er ikke noget der hedder en dårlig dag. den vare, jeg skal levere, er dybt afhængig af, at jeg forstår mit lokale publikum. ellers ville det hele være forgæves.
og det var det ikke.
den gensidige respekt er lykkehjulsdrejende om sin egen akse.
så forresten. tak til vampyrpingvinen for et godt år.
var du ikke her, var historierne forblevet inden i mig. jeg er ikke så god til at puffe på piben og fortælle om dengang jeg la i Biscayen.
jeg holder meget af mit arbejde og min arbejdsplads. så meget, at jeg ikke kan forestille mig andet end at jeg blir der til jeg sætter træskoene.
i år har jeg opdaget, at det er muligt at sætte dem.
træskoene.
på køleskabet hænger en plusliste over alle de lækkerier, der nedsætter kolesteroltal og blodtryk. hver morgen står jeg og kløjs i vanddrivende fiskeolier og energiske kalktabletter. det er en begyndelse.
men det er ikke let.
Gitten Gas er en af de klogeste kvinde jeg kender. jeg sagde til hende:
det er sejt med os, der er gjort af det her særlige stof. vi kan fare ud over stepperne og blive ved langt længere end andre. vi kan tåle næsten alt. vi er nærmest uovervindelige.
Gitte sagde til mig: du er den dummeste kvinde, jeg kender. du tror, du kan tåle alt. men reelt går du så mange tusinde mil længere end din grænse egentligt holder til. og bum. se nu bare dit hjerte. det kan jo ikke holde.
de kloge, de siger stop langt tidligere. de mærker, nu kan jeg ikke mere. nu skal jeg ha hjælp. det er stærkt.
ok.
jeg vil stadigvæk ha lov til at holde cigaren højt løftet. men måske kan jeg udskifte den med en gulerod.
jeg ønsker jer allesammen et godt otte.
lad os drage ud i det.
med høj haleføring.
31 december 2007
30 december 2007
sidste søndag
man kunne sidde i solen og strikke på vante to.
det er verdens smarteste fif. nu til dags sidder man ned, når man strikker.
så kan man ikke andet.
end at holde øje med, om Claus bygger ordentligt.
en vante er født
jeg har strikket en vante.
en lille, sort en. uden fingre og med en lille dut til tommelfingeren.
den er et bestillingsarbejde til Jonas, som skal bruge den til sin dødbringende rollespilsbue.
jeg ryster af træthed og stolthed.
den har været måneder undervejs.
først skulle opskriften findes. tak, /many.
så skulle garnet og pindene købes.
så skulle tommelfingeren googles for at forstås. tak, Liselotte.
og lige før blev vanten så født. måske er det en pulsvarmer.
nu sidder jeg og kommer i tanke om, at Jonas vist ønskede sig to.
grådig dreng.
en lille, sort en. uden fingre og med en lille dut til tommelfingeren.
den er et bestillingsarbejde til Jonas, som skal bruge den til sin dødbringende rollespilsbue.
jeg ryster af træthed og stolthed.
den har været måneder undervejs.
først skulle opskriften findes. tak, /many.
så skulle garnet og pindene købes.
så skulle tommelfingeren googles for at forstås. tak, Liselotte.
og lige før blev vanten så født. måske er det en pulsvarmer.
nu sidder jeg og kommer i tanke om, at Jonas vist ønskede sig to.
grådig dreng.
29 december 2007
tap for tapas!
hvor er I nogle perler, tusind tak hver især! når man råber om hjælp herinde, bliver man hørt. jeg er glad.
og mens jeg vendte ryggen til, kom Brorsan forbi med hustrus tapasbog - O, har du en broder, da skjøn derpaa!
så er det bare op med armene og igang med at snitte, røre og pakke.
og da der også skal være plads til torsken og Visitsens iskaffe må tapas blive 2008s svar på tarteletten her i Harrestrup, for de skal afprøves. hele banden.
så er du advaret.
men lige nu tager vi os bare sammen og øver os i at holde ferie. det kan man også gøre i sengen med et par gode bøger og en ditto drink.
jeg læser som sagt i tapas og Claus er kommet til dværgfaverolles i Brorsans store hønsebog.
det er godt at ha en bror med bogreol.
og hvor er Mads. han strøg ud af lemmen (det var dumt), da der blev testet fyrværkeri i nærheden i går aftes. og nu går vi og venter på at han kommer hjem igen.
suk, fjolle.
28 december 2007
din bedste tapas-opskrift?
nytårsaften, ing.
så vil jeg så gerne stå og dimse.
ikke noget med kniv og gaffel.
bare durk lige ned i løgnhalsen og skål, Margrethe.
jeg kan godt den med noget ristet brød og tomattjuhej og den med en baconbørge udenom en dadel.
hjælp.
så vil jeg så gerne stå og dimse.
ikke noget med kniv og gaffel.
bare durk lige ned i løgnhalsen og skål, Margrethe.
jeg kan godt den med noget ristet brød og tomattjuhej og den med en baconbørge udenom en dadel.
hjælp.
27 december 2007
Det Grønne Område
for tre år siden, da vores far døde, flyttede mine søskende og jeg ud til vores mor og holdt verdens bedste jul i familiens smørklat. desværre er der ingen af os voksne, der kan huske den, men børnene kan og det er deres bedømmelse, der tæller.
ind imellem rundringning til familie og venner, juletræspyntning, samtale med bedemand, mandelgaveindkøb, samtale med præsten, gaveindpakning, dødsannonceindrykning og bisættelsesplanlægning samt øvrige svømmetag i husblas, hvor Claus i øvrigt var den urokkelige mast, der stod støt bag komfuret det meste af tiden, så vidt jeg husker, havde vi også besøg af en meget, meget rar og kompetent hjemmesygeplejerske.
hun hjalp os med både mentale og praktiske forberedelser til det faktum, at vores mor skulle akut på plejehjem efter jul. og at vi iøvrigt skulle holde kommunen til ilden efterfølgende. og så skiftede hun desværre job.
akut betyder at man her og nu siger ja tak, til hvad der byder sig. for alt bliver meget bedre lige om lidt.
så vi sagde på vores mors vegne ja tak til et værelse på 6m2 med en skæv vask på de halvfjerdsergrønne fliser ved siden af døren, et stort hul i væggen, hvor en lampe var revet ud og et vindue, der ikke kunne lukkes ordentligt på et plejehjem i et område af kommunen, der ligger langt fra Birgits verden.
udenfor døren var en lang lysstofsrørsoplyst gang, hvor de øvrige midlertidigt anbragte demente opholdt sig fra morgen til aften i aflagte institutionsmøbler, der stod opmarcheret langs væggen. de demente, der kunne gå, gik frem og tilbage. frem og tilbage og slog nu og da hovedet ind i væggen. de demente, der kunne tale, sad og råbte nej. ellers gik tiden med at pille i sin ble i stolen på gangen.
dag efter dag. uge efter uge. måned efter måned.
mine søskende og jeg er rimeligt gemytlige mennesker. men tabte besindelsen et par gange. lykkeligvis har jeg glemt de fleste, men kan da huske, da
- damen på kommunen, der styrer plejehjemspladser som var det hendes eget velgørenhedsanliggende, bad mig om at lade være med at ringe til hende jævnligt for at rykke for en værdig bolig til Birgit.
- det gik op for os, at dårekisten, Birgit befandt sig i, med et trylleslag var gjort til hendes permanente bolig tre måneder forinden.
man havde glemt at orientere os.
nu var hun ikke plejehjemsboligsøgende længere og det er godt for kommunalstatistikken.
vi har stadigvæk ar i panderne af mødet med muren af dårlig ledelse, inkompetance og kommunal ligegyldighed.
så fik vi kontakt til en oppositionskommunalpolitiker og hun var effektiv.
i julen 2005 var der et dejligt stort værelse med eget toilet og bad i Sorgenfri, hvor Birgit kan se hjem til den verden, hun stadigvæk genkender.
bagefter spurgte politikeren, om vi ville medvirke i et interview i fjerneren. jeg tror, det var Lorry. det sagde vi nej tak til.
og havde vi været gjort af et grovere stof og havde kunnet favne sagen som sådan. og havde vi været ligeglade med de her fem minutters berømmelse, havde vi måske allesammen været fri for at se på Karen Jespersen spille plejehjemsnøddeknækker i disse dage.
vi lever i et velfærdsdemokrati, hvor alle har ret til samme behandling. så det betyder ikke noget for historien, at vores udearbejdende forældre betalte skat til Lyngby-Taarbæk kommune i 50 år.
ind imellem rundringning til familie og venner, juletræspyntning, samtale med bedemand, mandelgaveindkøb, samtale med præsten, gaveindpakning, dødsannonceindrykning og bisættelsesplanlægning samt øvrige svømmetag i husblas, hvor Claus i øvrigt var den urokkelige mast, der stod støt bag komfuret det meste af tiden, så vidt jeg husker, havde vi også besøg af en meget, meget rar og kompetent hjemmesygeplejerske.
hun hjalp os med både mentale og praktiske forberedelser til det faktum, at vores mor skulle akut på plejehjem efter jul. og at vi iøvrigt skulle holde kommunen til ilden efterfølgende. og så skiftede hun desværre job.
akut betyder at man her og nu siger ja tak, til hvad der byder sig. for alt bliver meget bedre lige om lidt.
så vi sagde på vores mors vegne ja tak til et værelse på 6m2 med en skæv vask på de halvfjerdsergrønne fliser ved siden af døren, et stort hul i væggen, hvor en lampe var revet ud og et vindue, der ikke kunne lukkes ordentligt på et plejehjem i et område af kommunen, der ligger langt fra Birgits verden.
udenfor døren var en lang lysstofsrørsoplyst gang, hvor de øvrige midlertidigt anbragte demente opholdt sig fra morgen til aften i aflagte institutionsmøbler, der stod opmarcheret langs væggen. de demente, der kunne gå, gik frem og tilbage. frem og tilbage og slog nu og da hovedet ind i væggen. de demente, der kunne tale, sad og råbte nej. ellers gik tiden med at pille i sin ble i stolen på gangen.
dag efter dag. uge efter uge. måned efter måned.
mine søskende og jeg er rimeligt gemytlige mennesker. men tabte besindelsen et par gange. lykkeligvis har jeg glemt de fleste, men kan da huske, da
- damen på kommunen, der styrer plejehjemspladser som var det hendes eget velgørenhedsanliggende, bad mig om at lade være med at ringe til hende jævnligt for at rykke for en værdig bolig til Birgit.
- det gik op for os, at dårekisten, Birgit befandt sig i, med et trylleslag var gjort til hendes permanente bolig tre måneder forinden.
man havde glemt at orientere os.
nu var hun ikke plejehjemsboligsøgende længere og det er godt for kommunalstatistikken.
vi har stadigvæk ar i panderne af mødet med muren af dårlig ledelse, inkompetance og kommunal ligegyldighed.
så fik vi kontakt til en oppositionskommunalpolitiker og hun var effektiv.
i julen 2005 var der et dejligt stort værelse med eget toilet og bad i Sorgenfri, hvor Birgit kan se hjem til den verden, hun stadigvæk genkender.
bagefter spurgte politikeren, om vi ville medvirke i et interview i fjerneren. jeg tror, det var Lorry. det sagde vi nej tak til.
og havde vi været gjort af et grovere stof og havde kunnet favne sagen som sådan. og havde vi været ligeglade med de her fem minutters berømmelse, havde vi måske allesammen været fri for at se på Karen Jespersen spille plejehjemsnøddeknækker i disse dage.
vi lever i et velfærdsdemokrati, hvor alle har ret til samme behandling. så det betyder ikke noget for historien, at vores udearbejdende forældre betalte skat til Lyngby-Taarbæk kommune i 50 år.
at gribe hinanden og det der nu
jeg hader alt, der går igen.
spøgelser. gæster. traditioner.
forpustede forudsigelighed.
undtagelsen er 2. juledag hos Brorsan og family.
her ved vi kun, hvor vi har hinanden.
her kan tåles. og rummes.
Einstürzende Neubauten fx.
og en far, der får kam til sit hår af søn.
det sagde han ikke sidste år.
samt en datter, der lige får en hjælpende hånd af sin mor til at sluge en lille kamel
for så at flyve igen.
og lad mig undlade at nævne Kristian, Brorsan og Clausan i fortabelsens digitale spejlreflekståger.
nå. og der er også et sort hul, der har taget en bid af en galakse?
ok.
men nu kan jeg altså ikke rumme mere.
piew. tak for sådan en dejlig dag.
selv prinsessen holdt fridag.
spøgelser. gæster. traditioner.
forpustede forudsigelighed.
undtagelsen er 2. juledag hos Brorsan og family.
her ved vi kun, hvor vi har hinanden.
her kan tåles. og rummes.
Einstürzende Neubauten fx.
og en far, der får kam til sit hår af søn.
det sagde han ikke sidste år.
samt en datter, der lige får en hjælpende hånd af sin mor til at sluge en lille kamel
for så at flyve igen.
og lad mig undlade at nævne Kristian, Brorsan og Clausan i fortabelsens digitale spejlreflekståger.
nå. og der er også et sort hul, der har taget en bid af en galakse?
ok.
men nu kan jeg altså ikke rumme mere.
piew. tak for sådan en dejlig dag.
selv prinsessen holdt fridag.
25 december 2007
lysglædemanifest
første juledag ligner på mange måder dagen midt i sommerferien. den dag, hvor du opdager, at din skridthastighed er halveret. hvor du kan stoppe op. og gør det. og se på en øjenfryd.
jeg har tusset rundt i timevis og luget lidt ud, for det havde jeg lyst til. imens har Claus slikket lidt indre sol og efterslået lidt mave.
nu sidder jeg på min plet i sofaen og kigger ud i lyset.
det funkler og det futter.
eller som vi siger i min familie, når stammens ældste ugifte læser op af Peters Jul juleaften mens træet bliver tændt.
det anders og det futter.
vi kendte to brødre hvor den ældste blev kaldt så meget Futter, at jeg ikke aner hvad han hed i virkeligheden.
i går stod Claus i køkkenet det meste af dagen og fyldte svedsker og æbler i lykkelige ænder, smagte sovsen til, gjorde kartofler til søde og hvide, filtrerede orangejulelikøren og hældte chateneuf du papen om. når han ikke lige snedkererede fødder til juletræet og havebordet for at bringe sidstnævnte i højde med spisebordet.
jeg dækkede bord.
så ankom julegæsterne i store dryp.
det var min opgave at hente Louis ved stationen i kanen. det var så klumpen i halsen rykkede på sig, da min søns to meter lange læderfrakke kom gående med nissehue og gavesæk.
og har du nogensinde set en bil, der bulede udad? med øgler, der sad oven på gaver. øgler, der havde gaver i skødet og under fødderne. og ris a la mande. og waldorfsalat. og mandelgave. og sodavand. og slik. og hjemmelavet chokolade. og småkager.
og så blev det Disney jul. og så kom Brorsan og family forbi for at bære julen ind. elleve glade julesild i 53 m3 juletønde. det er tradition.
der var nogle, der pyntede træet, selv om det blæste for meget til, at vi kunne holde lysfesten udendørs.
der var nogle, der fik mandelgaven, og det var mig.
efter Peters Jul, syv sange og salmer og julelys i øjnene var der nogle, der fik gaver.
julen er en åndelig højtid.
julen er en overlevelses- og overskudsfontæne.
julen er en knytnæve i vejret over at lyset vender tilbage. over at vi nok skal klare den og mere til.
julen er glæde over at være til stede.
julen er glæde over at være sammen.
julen er en kærlig eftertanke til dem, vi ikke er sammen med i år og en kærlig hilsen til dem, der ikke er her længere.
jeg har også fået gaver.
min søn, den enbårne, og hans Kit tænker på mit ve og vel.
det lækreste, blødeste, hvideste uldneste tæppe til at ligge og putte under.
og orange økologiske lys i no-nonsens glas.
Claus tænker på mit ve og vel.
en hjemmespadseredragt i muldvarpeskind med gepardkanter og -hættefoer. og matchende gepard inderst inde. jeg er så. ah-ah.
Alberte tænker på mit ve og vel.
den smukkeste hjemmefiltede blomsterbrosche, som jeg skal have på i morgen.
Caoimhe tænker på mit ve og vel.
de delikateste hjemmesyede grydelapper, der klæder både køkkenet og mig. bollerne ind i ovnen. bilerne ud af byen.
Marianne tænker på mit ve og vel.
det eventyrligste hjemmehæklede tørklæde, der er lidt lettere end luften. jeg må med jævne mellemrum hen og fordøje et lille nyt udsnit.
da vi stod op i formiddags, knipsede vi med fingrene og bød julen ud for en kortere bemærkning. i dag er det Louis' Kits 19 års, og da de to unge overnattede her, skulle dagen jo indledes med flag, fødselsdagsgaver og champagnebrunch.
så det blev den.
og så drog de glade afsted for at trille rundt fra fejr til fejr i en sød fødselsdagsboble.
og efterlod fornuftigt nok midlertidigt Kits gave til Louis her.
den labreste hjemmemalede indianer.
så åbnede jeg for julen igen og nu skal vi ha lidt and.
igen.
jeg har tusset rundt i timevis og luget lidt ud, for det havde jeg lyst til. imens har Claus slikket lidt indre sol og efterslået lidt mave.
nu sidder jeg på min plet i sofaen og kigger ud i lyset.
det funkler og det futter.
eller som vi siger i min familie, når stammens ældste ugifte læser op af Peters Jul juleaften mens træet bliver tændt.
det anders og det futter.
vi kendte to brødre hvor den ældste blev kaldt så meget Futter, at jeg ikke aner hvad han hed i virkeligheden.
i går stod Claus i køkkenet det meste af dagen og fyldte svedsker og æbler i lykkelige ænder, smagte sovsen til, gjorde kartofler til søde og hvide, filtrerede orangejulelikøren og hældte chateneuf du papen om. når han ikke lige snedkererede fødder til juletræet og havebordet for at bringe sidstnævnte i højde med spisebordet.
jeg dækkede bord.
så ankom julegæsterne i store dryp.
det var min opgave at hente Louis ved stationen i kanen. det var så klumpen i halsen rykkede på sig, da min søns to meter lange læderfrakke kom gående med nissehue og gavesæk.
og har du nogensinde set en bil, der bulede udad? med øgler, der sad oven på gaver. øgler, der havde gaver i skødet og under fødderne. og ris a la mande. og waldorfsalat. og mandelgave. og sodavand. og slik. og hjemmelavet chokolade. og småkager.
og så blev det Disney jul. og så kom Brorsan og family forbi for at bære julen ind. elleve glade julesild i 53 m3 juletønde. det er tradition.
der var nogle, der pyntede træet, selv om det blæste for meget til, at vi kunne holde lysfesten udendørs.
der var nogle, der fik mandelgaven, og det var mig.
efter Peters Jul, syv sange og salmer og julelys i øjnene var der nogle, der fik gaver.
julen er en åndelig højtid.
julen er en overlevelses- og overskudsfontæne.
julen er en knytnæve i vejret over at lyset vender tilbage. over at vi nok skal klare den og mere til.
julen er glæde over at være til stede.
julen er glæde over at være sammen.
julen er en kærlig eftertanke til dem, vi ikke er sammen med i år og en kærlig hilsen til dem, der ikke er her længere.
jeg har også fået gaver.
min søn, den enbårne, og hans Kit tænker på mit ve og vel.
det lækreste, blødeste, hvideste uldneste tæppe til at ligge og putte under.
og orange økologiske lys i no-nonsens glas.
Claus tænker på mit ve og vel.
en hjemmespadseredragt i muldvarpeskind med gepardkanter og -hættefoer. og matchende gepard inderst inde. jeg er så. ah-ah.
Alberte tænker på mit ve og vel.
den smukkeste hjemmefiltede blomsterbrosche, som jeg skal have på i morgen.
Caoimhe tænker på mit ve og vel.
de delikateste hjemmesyede grydelapper, der klæder både køkkenet og mig. bollerne ind i ovnen. bilerne ud af byen.
Marianne tænker på mit ve og vel.
det eventyrligste hjemmehæklede tørklæde, der er lidt lettere end luften. jeg må med jævne mellemrum hen og fordøje et lille nyt udsnit.
da vi stod op i formiddags, knipsede vi med fingrene og bød julen ud for en kortere bemærkning. i dag er det Louis' Kits 19 års, og da de to unge overnattede her, skulle dagen jo indledes med flag, fødselsdagsgaver og champagnebrunch.
så det blev den.
og så drog de glade afsted for at trille rundt fra fejr til fejr i en sød fødselsdagsboble.
og efterlod fornuftigt nok midlertidigt Kits gave til Louis her.
den labreste hjemmemalede indianer.
så åbnede jeg for julen igen og nu skal vi ha lidt and.
igen.
22 december 2007
on the first day...
julefreden sænker sig også her.
en stille ekstase har bølget rundt siden i går, og den ser ud til at have slået sig ned i både folk og fæ.
Claus og jeg skal holde vores første jul inden for egne barrikader og vi glæder os. sneen trækker vi på skuldrene af og vindebroen kan vi ikke nå at bygge. men vores gæster skal modtages af fakler og bål og vi glæder os.
vi er så pivprivilegede at fire unge mænd og en kvinde, der kun er ti-15 år fra sin bedste alder, har valgt at fejre solhverv og dét med os. og inden midnat støder Kitskat til.
lige nu er her bare fredeligt.
på køleskabet hænger sæsonens sprællemand i stille adstadighed.
han bærer mine åg. ar. år på sig.
i stuen sidder Claus i egen adstadighed mens bolledejen gurgler om kap med brændeovnen. han er rigtig glad for, at en ung mand lige midlertidigt har parkeret en playstationportable (du ved) i vores boble.
og jeg. jeg er bare happy.
en stille ekstase har bølget rundt siden i går, og den ser ud til at have slået sig ned i både folk og fæ.
Claus og jeg skal holde vores første jul inden for egne barrikader og vi glæder os. sneen trækker vi på skuldrene af og vindebroen kan vi ikke nå at bygge. men vores gæster skal modtages af fakler og bål og vi glæder os.
vi er så pivprivilegede at fire unge mænd og en kvinde, der kun er ti-15 år fra sin bedste alder, har valgt at fejre solhverv og dét med os. og inden midnat støder Kitskat til.
lige nu er her bare fredeligt.
på køleskabet hænger sæsonens sprællemand i stille adstadighed.
han bærer mine åg. ar. år på sig.
i stuen sidder Claus i egen adstadighed mens bolledejen gurgler om kap med brændeovnen. han er rigtig glad for, at en ung mand lige midlertidigt har parkeret en playstationportable (du ved) i vores boble.
og jeg. jeg er bare happy.
20 december 2007
er der en læge til ste'e?
mandag kiggede jeg ud ad vinduet, når jeg ikke pudsede næse.
tirsdag kiggede jeg ind ad navlen, når jeg ikke pudsede næse.
onsdag vaklede jeg på slatne ben ud i verden for at møde hos lægen kl 16 og sludre blodtryk og jeg var færdig med at pudse næse.
kl 15.50 ringede mobilen på runddelen og det var fra vores mors plejehjem. Birgit var faldet og havde slået hovedet gevaldigt. en veninde, der var på besøg, da det skete, var hos hende på skadestuen og sådan.
lægens venteværelse fór sammen i panik da jeg bragede døren ind og løb ind i hendes konsultation og forklarede, at jeg ikke havde tid til at vente.
hun tog blodtrykket i en fart og var ved at få viseren i øjet da apparatet eksploderede. og så blev vi enige om at ses igen en anden dag.
nede på runddelen konstaterede jeg, at jeg aldrig ville fange en hyregryde i farten og at mobilen havde to dråber batteri tilbage. ringede til stakkels Claus og bjæffede, at han skulle skaffe mig en taxi. NU.
efter en rum tid ringede han tilbage og måtte melde at ingen taxicentraler modtog flere bestillinger.
ind i en bus 18 for bare at gøre noget. og opdagede, at Vibenhus ikke er det dummeste sted at stå af, når man vil til Gentofte.
ved den gamle chokoladefrøs skorsten fandt jeg et busstoppested og en bus der gik i rigtig retning hver tyvende. jeg kan ikke læse font 4 i mørke, Movia.
så jeg stillede mig ud ved kantstenen og tog en lille sludder med forsynet.
to minutter efter ankom en taxi ved min kantsten for at sætte en herre af.
jeg var på skadestuen 25 minutter efter opkaldet og havde ikke åndsnærværelse nok til at tage et billede af flængen over øjenbrynet, så den må du tænke dig til. fem sting og et orn'ligt sygt blåt øje.
og for satan, det var smertefuldt at blive syet. min mors veninde og jeg holdt hånd og trøstede og roste og græd med indeni.
i dag var jeg så parat til at tage på arbejde.
så jeg var ovre og pylre om hønsene noget tidligere end de seneste dage. sådan kl 8.30. og ved du hvad? jeg måtte koste den ene ud af sengen. har man nogensinde hørt om en høne, der ikke gad stå op.
og ved du hvad der så skete? ti minutter efter at jeg kom ind ad døren i storrumskontoret, blev jeg lige så skidesyg igen, som jeg lige har været. så jeg havde været meget fortørnet, hvis jeg havde været de af mine kolleger, som jeg måtte stikke hovedet sammen med i dag. at stikke hoveder sammen med tre meters afstand er en øvelse.
og efter at have pudset næse i engangshåndklæder hele dagen, sidder jeg nu med blinkende lygter og ønsker mig en sølvnæse i julegave.
men jeg fik en fabelagtig julegave forærende i dag.
så det var alligevel værd at stå op.
tak for transistor, boss.
og så er det i dag tre år siden at vores far døde.
vi savner ham. men han sidder deroppe og følger med. og hvergang livet viser sig fra sin humoristiske side, kan vi høre hans latter. den smitter.
og han støber kugler, hvor han kan.
tak for taxi, big daddy.
tirsdag kiggede jeg ind ad navlen, når jeg ikke pudsede næse.
onsdag vaklede jeg på slatne ben ud i verden for at møde hos lægen kl 16 og sludre blodtryk og jeg var færdig med at pudse næse.
kl 15.50 ringede mobilen på runddelen og det var fra vores mors plejehjem. Birgit var faldet og havde slået hovedet gevaldigt. en veninde, der var på besøg, da det skete, var hos hende på skadestuen og sådan.
lægens venteværelse fór sammen i panik da jeg bragede døren ind og løb ind i hendes konsultation og forklarede, at jeg ikke havde tid til at vente.
hun tog blodtrykket i en fart og var ved at få viseren i øjet da apparatet eksploderede. og så blev vi enige om at ses igen en anden dag.
nede på runddelen konstaterede jeg, at jeg aldrig ville fange en hyregryde i farten og at mobilen havde to dråber batteri tilbage. ringede til stakkels Claus og bjæffede, at han skulle skaffe mig en taxi. NU.
efter en rum tid ringede han tilbage og måtte melde at ingen taxicentraler modtog flere bestillinger.
ind i en bus 18 for bare at gøre noget. og opdagede, at Vibenhus ikke er det dummeste sted at stå af, når man vil til Gentofte.
ved den gamle chokoladefrøs skorsten fandt jeg et busstoppested og en bus der gik i rigtig retning hver tyvende. jeg kan ikke læse font 4 i mørke, Movia.
så jeg stillede mig ud ved kantstenen og tog en lille sludder med forsynet.
to minutter efter ankom en taxi ved min kantsten for at sætte en herre af.
jeg var på skadestuen 25 minutter efter opkaldet og havde ikke åndsnærværelse nok til at tage et billede af flængen over øjenbrynet, så den må du tænke dig til. fem sting og et orn'ligt sygt blåt øje.
og for satan, det var smertefuldt at blive syet. min mors veninde og jeg holdt hånd og trøstede og roste og græd med indeni.
i dag var jeg så parat til at tage på arbejde.
så jeg var ovre og pylre om hønsene noget tidligere end de seneste dage. sådan kl 8.30. og ved du hvad? jeg måtte koste den ene ud af sengen. har man nogensinde hørt om en høne, der ikke gad stå op.
og ved du hvad der så skete? ti minutter efter at jeg kom ind ad døren i storrumskontoret, blev jeg lige så skidesyg igen, som jeg lige har været. så jeg havde været meget fortørnet, hvis jeg havde været de af mine kolleger, som jeg måtte stikke hovedet sammen med i dag. at stikke hoveder sammen med tre meters afstand er en øvelse.
og efter at have pudset næse i engangshåndklæder hele dagen, sidder jeg nu med blinkende lygter og ønsker mig en sølvnæse i julegave.
men jeg fik en fabelagtig julegave forærende i dag.
så det var alligevel værd at stå op.
tak for transistor, boss.
og så er det i dag tre år siden at vores far døde.
vi savner ham. men han sidder deroppe og følger med. og hvergang livet viser sig fra sin humoristiske side, kan vi høre hans latter. den smitter.
og han støber kugler, hvor han kan.
tak for taxi, big daddy.
18 december 2007
kundaliniafstøvning
i trommesalsmalerigalleriet kan du finde en skovsø, der matcher de lilatte sofapuder.
imens leger jeg med mine hjul.
imens leger jeg med mine hjul.
17 december 2007
revisionsviolet
Gitten Gas ved, at når livet hvirvler derudaf og du har mistet kontakten med baghjulene er der kun tre ting at gøre.
rette op. gøre ingenting. rette op.
så da vi mødtes til julefrokost med blodrod og bjergfyr i linde strømme, havde hun som lovet taget tåneglelakker med.
og de er lilla.
visionens farve, siger Gitte.
så fik vi os en lille snak om chakraer.
og jeg skal love for at den neglelak allerede virker.
ikke en pind, har jeg lavet i dag. andet end at sove og lege.
ikke en tanke, har jeg tænkt.
i morgen skal der måske rettes op.
16 december 2007
15 december 2007
skudt i glæden
hver gang nogen siger til mig. luk øjnene og foretil dig den smukkeste vinterdag uden sne.
så ser jeg lige sådan en dag som i dag.
også hønsene strutter af lysglæde og også Misse suser ud og ind. ud og ind.
alt ville være godt, hvis det ikke lige havde været fordi vi blev vækket i morges af to geværskud lige i nærheden.
og ikke har set Mads.
Opdatering den 16. december kl 14.04:
så ser jeg lige sådan en dag som i dag.
også hønsene strutter af lysglæde og også Misse suser ud og ind. ud og ind.
alt ville være godt, hvis det ikke lige havde været fordi vi blev vækket i morges af to geværskud lige i nærheden.
og ikke har set Mads.
Opdatering den 16. december kl 14.04:
11 december 2007
syn og skøn
hos lægen.
lægen synes, jeg er lækker. lever- og nyretal som en nyfødt. god hjertelyd.
det var bare lige det her blodtryk. og så kolesteroltallet. det er sq da til at forholde sig til. nu ved jeg, at jeg lever. og at min krop ikke er en tiggende bombe.
hos københavn.
det blev fejret med en slendretur gennem byen på egne præmisser. fra Nørreport til Christiania.
julegaver er købt i ro og mag. der blev faktisk tænkt på hver enkelt modtager med hjertet undervejs.
de unge i mit liv, de blodsbeslægtede og de tilvalgte, havde planlagt min rute til at omfatte bl.a. de steder, jeg plejede at komme med eller for Louis. det er fantastisk, at fx faraos cigarer lugter som altid.
skindergade. pisserenden. kompagnistræde.
og så har vi en præteenagedesignfeinschmecker der jager mig ind i ukendt land.
det siger jeg dig. gak i Georg Jensen.
ekspedienterne er eksperter (ligesom i faraos og imodsætning til i fonas), de bærer sorte velsiddende jakkesæt, og du får en gave, der er så smukt indpakket, at du ved, at herindeni er der ikke en døgnflue. vigtigst. priserne spænder fra et par hundrede bobs.
Christianshavn.
Christiania.
Christianias julemarked.
varm øl.
Danmarks kagedronnings eventyrbod.
her forhandles også evighedskager, som går som varmt brød.
og jeg fandt risengrødsmandelgaven. lige durk i øjet.
og så tog jeg hjem til Claus.
julen bliver dejlig blød i år.
sådan noget med hjerter til alle sider.
ihvertfald indeni.
lægen synes, jeg er lækker. lever- og nyretal som en nyfødt. god hjertelyd.
det var bare lige det her blodtryk. og så kolesteroltallet. det er sq da til at forholde sig til. nu ved jeg, at jeg lever. og at min krop ikke er en tiggende bombe.
hos københavn.
det blev fejret med en slendretur gennem byen på egne præmisser. fra Nørreport til Christiania.
julegaver er købt i ro og mag. der blev faktisk tænkt på hver enkelt modtager med hjertet undervejs.
de unge i mit liv, de blodsbeslægtede og de tilvalgte, havde planlagt min rute til at omfatte bl.a. de steder, jeg plejede at komme med eller for Louis. det er fantastisk, at fx faraos cigarer lugter som altid.
skindergade. pisserenden. kompagnistræde.
og så har vi en præteenagedesignfeinschmecker der jager mig ind i ukendt land.
det siger jeg dig. gak i Georg Jensen.
ekspedienterne er eksperter (ligesom i faraos og imodsætning til i fonas), de bærer sorte velsiddende jakkesæt, og du får en gave, der er så smukt indpakket, at du ved, at herindeni er der ikke en døgnflue. vigtigst. priserne spænder fra et par hundrede bobs.
Christianshavn.
Christiania.
Christianias julemarked.
varm øl.
Danmarks kagedronnings eventyrbod.
her forhandles også evighedskager, som går som varmt brød.
og jeg fandt risengrødsmandelgaven. lige durk i øjet.
og så tog jeg hjem til Claus.
julen bliver dejlig blød i år.
sådan noget med hjerter til alle sider.
ihvertfald indeni.
10 december 2007
mine ti minutters Andy
det er næsten lige så godt som at blive puttet i Information.
tak, JigglyBo:pD
(og sådan får man lige introduceret to mesterweblogs i en ruf, når man nu ikke gider ligge og rode med at justere i rullen af anbefalede ude i baren).
09 december 2007
shit, hvor vi juler
for at skjule skuffelsen over alligevel ikke at skulle tilbringe søndagen i gode venners lag (tak snotboble!) har vi trykket jul af i dag som gjaldt det livet.
fødselsdag med sylte
på med plissékjolen og køkkenrullen i baglommen.
dagen har stået på familyhejs af bedste skuffe.
min mor. vores mor. mormor, farmor, svigermor, exsvigermor og veninde er nu blevet 73. på Mariæ undfangelsesdag.
fire unge (der var børn lige før), to yngre (der var unge lige før) og så alle os ældre og gamle dikkedarier har en tradition. selv Louis ved, når tiden nærmer sig. det var hans mormor, der stod for hans barndoms spiselige pakkekalender og den 8. var pakken altid lige så stor som den sidste. det glemmer man ikke lige med det første.
tilbage til nutiden.
Regitze:
sejler med åbne arme fra hovedindgangen til Lottenborgs stråtækte idyl lige durk uhæmmet indover Louis' nyankomne kærestes integritetsfære med en Cleo-matisk brølen: NØØØØJ, KIT! HVOR ER DET DEJLIGT AT SE DIG!
Kit:
jamen, hvor er det dejligt at blive set.
dagen har stået på familyhejs af bedste skuffe.
min mor. vores mor. mormor, farmor, svigermor, exsvigermor og veninde er nu blevet 73. på Mariæ undfangelsesdag.
fire unge (der var børn lige før), to yngre (der var unge lige før) og så alle os ældre og gamle dikkedarier har en tradition. selv Louis ved, når tiden nærmer sig. det var hans mormor, der stod for hans barndoms spiselige pakkekalender og den 8. var pakken altid lige så stor som den sidste. det glemmer man ikke lige med det første.
tilbage til nutiden.
Regitze:
sejler med åbne arme fra hovedindgangen til Lottenborgs stråtækte idyl lige durk uhæmmet indover Louis' nyankomne kærestes integritetsfære med en Cleo-matisk brølen: NØØØØJ, KIT! HVOR ER DET DEJLIGT AT SE DIG!
Kit:
jamen, hvor er det dejligt at blive set.
07 december 2007
gesundheit
jeg skulle aldrig ha taget det blodtryk. og nu har vi vel også fået fugleinfluenza.
C og jeg pudser næse i alt hvad der rører sig. kaffefiltre. katte. kardiner.
seneste initiativ er kampen om, hvem der først kommer op på en hel køkkenrulle i timen.
det bedste er, at hjernen har ligget og luret i brændeovnen siden engang i går.
så kan man i det mindste tillade sig at flirte lidt med laveste fællesnævner.
06 december 2007
hønseringe
tre høns blev i går til to.
jeg håbede ellers hele onsdagen, at Brorsan havde ret i sin trøst. at hende, der blev liggende i redekassen lige så stille, da jeg i lygtens skær klokken lårt åbnede skottet til gårdturen i morgenmørket, havde B-hønekvaliteter.
men nej.
Rylle gik over til de evige hønsegræsgange gårsdagen.
så i dag arbejdede jeg hjemmefra for at lære d'tilbageværende damer bedre at kende i dagsskær.
der gik ti minutter, så var vi tunet ind og damerne begyndte at svare mig, når jeg talte til dem. det viste sig, at de rigtigt godt kunne tænke sig at trampe rundt i noget nyplukket græs. og spise det. og nulle i det. og skrabelod.
Misse, Kylle og Pylle er gamle veninder.
boork. høns er godt.
de tager trykket.
jeg håbede ellers hele onsdagen, at Brorsan havde ret i sin trøst. at hende, der blev liggende i redekassen lige så stille, da jeg i lygtens skær klokken lårt åbnede skottet til gårdturen i morgenmørket, havde B-hønekvaliteter.
men nej.
Rylle gik over til de evige hønsegræsgange gårsdagen.
så i dag arbejdede jeg hjemmefra for at lære d'tilbageværende damer bedre at kende i dagsskær.
der gik ti minutter, så var vi tunet ind og damerne begyndte at svare mig, når jeg talte til dem. det viste sig, at de rigtigt godt kunne tænke sig at trampe rundt i noget nyplukket græs. og spise det. og nulle i det. og skrabelod.
Misse, Kylle og Pylle er gamle veninder.
boork. høns er godt.
de tager trykket.
Abonner på:
Opslag (Atom)
