for tre år siden, da vores far døde, flyttede mine søskende og jeg ud til vores mor og holdt verdens bedste jul i familiens smørklat. desværre er der ingen af os voksne, der kan huske den, men børnene kan og det er deres bedømmelse, der tæller.
ind imellem rundringning til familie og venner, juletræspyntning, samtale med bedemand, mandelgaveindkøb, samtale med præsten, gaveindpakning, dødsannonceindrykning og bisættelsesplanlægning samt øvrige svømmetag i husblas, hvor Claus i øvrigt var den urokkelige mast, der stod støt bag komfuret det meste af tiden, så vidt jeg husker, havde vi også besøg af en meget, meget rar og kompetent hjemmesygeplejerske.
hun hjalp os med både mentale og praktiske forberedelser til det faktum, at vores mor skulle akut på plejehjem efter jul. og at vi iøvrigt skulle holde kommunen til ilden efterfølgende. og så skiftede hun desværre job.
akut betyder at man her og nu siger ja tak, til hvad der byder sig. for alt bliver meget bedre lige om lidt.
så vi sagde på vores mors vegne ja tak til et værelse på 6m2 med en skæv vask på de halvfjerdsergrønne fliser ved siden af døren, et stort hul i væggen, hvor en lampe var revet ud og et vindue, der ikke kunne lukkes ordentligt på et plejehjem i et område af kommunen, der ligger langt fra Birgits verden.
udenfor døren var en lang lysstofsrørsoplyst gang, hvor de øvrige midlertidigt anbragte demente opholdt sig fra morgen til aften i aflagte institutionsmøbler, der stod opmarcheret langs væggen. de demente, der kunne gå, gik frem og tilbage. frem og tilbage og slog nu og da hovedet ind i væggen. de demente, der kunne tale, sad og råbte nej. ellers gik tiden med at pille i sin ble i stolen på gangen.
dag efter dag. uge efter uge. måned efter måned.
mine søskende og jeg er rimeligt gemytlige mennesker. men tabte besindelsen et par gange. lykkeligvis har jeg glemt de fleste, men kan da huske, da
- damen på kommunen, der styrer plejehjemspladser som var det hendes eget velgørenhedsanliggende, bad mig om at lade være med at ringe til hende jævnligt for at rykke for en værdig bolig til Birgit.
- det gik op for os, at dårekisten, Birgit befandt sig i, med et trylleslag var gjort til hendes permanente bolig tre måneder forinden.
man havde glemt at orientere os.
nu var hun ikke plejehjemsboligsøgende længere og det er godt for kommunalstatistikken.
vi har stadigvæk ar i panderne af mødet med muren af dårlig ledelse, inkompetance og kommunal ligegyldighed.
så fik vi kontakt til en oppositionskommunalpolitiker og hun var effektiv.
i julen 2005 var der et dejligt stort værelse med eget toilet og bad i Sorgenfri, hvor Birgit kan se hjem til den verden, hun stadigvæk genkender.
bagefter spurgte politikeren, om vi ville medvirke i et interview i fjerneren. jeg tror, det var Lorry. det sagde vi nej tak til.
og havde vi været gjort af et grovere stof og havde kunnet favne sagen som sådan. og havde vi været ligeglade med de her fem minutters berømmelse, havde vi måske allesammen været fri for at se på Karen Jespersen spille plejehjemsnøddeknækker i disse dage.
vi lever i et velfærdsdemokrati, hvor alle har ret til samme behandling. så det betyder ikke noget for historien, at vores udearbejdende forældre betalte skat til Lyngby-Taarbæk kommune i 50 år.
27 december 2007
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
15 kommentarer:
Vi må desværre sætte spørgsmålstegn ved både "velfærd" og "demokrati" efterhånden. Karen Jespersens "jeg-skal-komme-efter-jer"-attitude lugter langt væk af ansvarsforflygtigelse.
Selv om vi ikke bryder os om det, så bliver vi nok nødt til at råbe mere vagt i gevær. Ellers ændrer tingene sig ikke en tøddel.
ja. vi er jo enige, Capac.
men mine søskende og jeg måtte erkende, at vi ikke havde kræfterne til at fortsætte kampen for de øvrige gamle i kommunen, efter at min mor var blevet hjulpet over i en båd, der ikke tog vand ind.
det tog hårdt, det år. på alle fronter.
og sådan er det desværre nok ofte. de civile, der har indsigten, er samtidigt de mest segnefærdige.
så, ja. der er hårdere brug for idealisterne end der længe har været.
og jeg kan mærke idealisten indeni vågne og grynte.
jeg ved noget om gamle i klemme, bl.a.
grynt.
Jeg kan ikke gøre for det, men Karen Kespersen skræmmer mig virkelig. Lad os grynte. Højt!
Åh nej, stavefejl, men I ved hvad jeg mener!
Bad dig lade være med at ringe? Godt at du så ringede alligevel og godt at der var en opposition!
En gyser! Jeg har en gyser med samme emne, men den tager sig ud som et eventyr i sammenligning.
ja, vi ved, Sifka. jeg ser ikke så meget fjerner, og ved ikke, om jeg skal sige, at jeg desværre ikke så hendes lillejuleaften-tv2-show. men jeg ved, hvad hun står for. hun er et uheldigt spøgelse.
ja, Donald. 'der er ingen grund til, at du bliver ved med at ringe så ofte - det kommer der ikke noget godt ud af'. efterfølgende var det, at damens vikar i en ferie kunne fortælle, at Birgits midlertidige plads var blevet ændret til at være et permanent ophold måneder tilbage, så Birgit ikke var på ventelisten ud længere.
jeg er ked af, at I også har en gyser i bagagen, Uffe. jeg ved, du har en historie, der ligner.
selvsamme plejehjem blev præmieret året efter, at vores mor var sluppet ud. det var åbenbart kun den demente afdeling, der var så sølle.
klapsalve.
medlidenhedsliv.
Ja, jeg ved det godt. Der skal overskud til. Grynt, grynt, grynt...
Ned med Jaren Kespersen!
Der var en gang, hvor jeg syntes om Karen Kespersen - det gør jeg ikke mere!
Jeg hader tanken om hjælpeløse ældre og syge på plejehjemmene. Man må gerne trække mig om bag laden og skyde mig, når og hvis den tid kommer ...
Den der med at gøre en nødplads permanent for at pynte på ventelistestatistikken er standard.
Og den der med at løbe tør for kræfter er endnu mere standard.
Jeg er rimelig sikker på at der ligger et 'diskret' cirkulære et sted, der stadfæster metoden - "Bliv ved med at forhale tingene, så løber familien tør for energi til sidst".
Hvad Karen Knaldhætte angår er hun ganske simpelt uhyggelig - kun overgået af hjemmehjælperen med hønserøven.
Problemet er efter min mening slet ikke de utidssvarende boligforhold på landets plejehjem, men mangelen på personale i hele ældresektoren.
For godt og vel 14 år siden var jeg elev i "De gamles By" midt i København. De ældre boede i små værelser på ca 10 m2 uden selvstændigt køkken og bad. Til gengæld opholdt de ældre sig ret sjældent i disse værelser, medmindre det var absolut selvvalgt eller strengt nødvendigt - dengang var der nemlig personale nok til, at alle beboerne var oppe af sengene, vaskede og påklædte og havde fået serveret morgenmad i den fælles spisestue før kl 10 om formiddagen. Der var personale og ressourcer til, at vi kunne gå ture, sidde i haven og endda tage nogle af de ældre med i sommerhus i Gillelje. Så skubbede vi rundt med kørestolene oppe i klitterne og havde det kanonsjovt.
Jeg ville dengang aldrig have betænkt mig et eneste sekund ved at installere min families ældre i "De Gamles By". For der var hjertevarmt personale, som havde mulighed for, at behandle de ældre med både værdighed og respekt.
Anderledes står det til idag. For ca 4 år siden fik jeg et par vagter på mit gamle elevsted og glædede mig frygteligt til at gense stedet. Jeg havde hørt rigtig meget godt om de moderniserede rammer og glædede mig til at se det med egne øjne.
Det blev en nedslående oplevelse. De nye boliger var fine og store, hele små lejligheder med eget køkken og bad, lyse og venlige. Til gengæld var personalet væk og de ældre skulle være svært heldige, hvis de nåede at komme op af sengen før middagsmaden blev serveret. Faktisk skulle de være heldige, hvis de overhovedet kom op! Til gengæld kunne de så ligge isolerede og understimulerede i deres våde bleer i nogle meget fine omgivelser - jeg har aldrig oplevet noget sørgeligere. Faktisk var det en så trist oplevelse, at jeg - som den eneste gang nogensinde - ringede til mit vikarbureau og bad dem notere, at jeg ALDRIG igen ønsker at få tilbudt vagter i "De gamles By". Jeg vil ganske enkelt ikke lægge navn til den pleje og den behandling, man der byder ældre medborgere her.
Det kan godt være at boligerne er store, lyse og moderne og opfylder de mindstekrav, vi i vores samfund har til en menneskeværdig ældrebolig.
Men de nye forhold kan ikke erstatte det hjertevarme personale og de plejemæssige ressourcer.
Det var faktisk bedre i "de gode gamle dage".
:-(
Karen Knaldhætte :D
ja, Henriette. du kender jo om noget til denne verden.
jeg har kun set plejehjem indefra de seneste tre år, og valgte at fokusere på ledelse frem for personale for ikke at få blæst for stor en kage op for mig selv.
vi har stort set kun mødt venligt, personale. at der ikke er nok afspejles af, at fx Birgit har kunnet gå sin vej samt at hun ikke ville kunne få ledsagelse til diverse ture, såsom skadestuen, hvis vi ikke havde boet i nærheden.
og uanset venlighed er lortestinkende gangtoiletter og rumænsk-inspirerende kummerkamre ikke fordrende for livsgnisten.
Du har ret, regitze - uanset venlighed er uhumske toiletter og kummerkamre ikke in ordnung. Min oplevelse er naturligvis farvet af, at de små kamre i "De Gamles By" i sin tid var velholdte og nysseligt hvidmalede med store småsprossede vinduer med grønt udenfor - og at de spartanske toiletter var både rene og velduftende.
Min erfaring er iøvrigt, at man idag ikke alene har sparet plejepersonale væk, men også dedikerede rengørinsmedarbejdere med gode arbejdsforhold.
hvis vi ikke var sådanne venlige mennesker selv, Henriette, så ville vi ønske at alle, der har sat sin stemme ved tidens prioriteringer, måtte fejre 100 års fødselsdag på nutidsdrevet plejehjem, iggå?
regitze, hvis ikke jeg var sådan et venligt menneske, ville det være mit nytårsønske.
nemli'!
;-)
Send en kommentar