i de to forløbne døgn har jeg testet, om man kan være lykkelig med et hold i nakken.
i går kunne jeg næsten ikke. men Claus fyldte mig med piller og inviterede mig ud at spise på tyrkisk.
i dag kunne jeg næsten heller ikke. men så kom Brorsan og family forbi med cremant rosé de bourgogne til Farmerfasan i flødesauce med nyopgravede kartofler og waldorfsalat og Bolettes Barbaresco.
og fra havespisestuen kunne vi holde øje med, når de tændte bålet, så vi lige kunne pile ned og synge med på omkvædet inden jordbær med is.
og nu sidder jeg her. og ja.
det lykkedes.
23 juni 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Av
og blogkommentaren virkede ikke i nat,og kan jeg huske hvad jeg skrev? nej :-)
Håber at glæden og sangen og det gode selskab hjalp på nakken
Life is short. Food is good.
Se! Lidt mam og nåed familie kan hjælpe lidt på mange ting.
Hep!
Den menu kunne jeg også overleve.
Var det aftenens flyvetur der hjalp? ;O)
ja. den var ond, Capac. jeg kan bedst lide at ha en krop, når den er umærkelig.
tak, Lene. ja, det hjalp gevaldigt. jeg glemte helt min kvide:)
lige på en studs, Lupo!
ja; god menu, den, Donald. basisføde.
hæ, Coma:)
Send en kommentar