30 juni 2008

tiderne skifter

jeg ser det flere steder, bl.a. hos Anna (jeg) Anna, som jeg trofast besøger under vejr med mig selv.

alting var meget bedre i gamle dage.
dengang, der kun var et overskueligt antal weblogførere.
pionerånd. noget på hjerte. noget med smerte. sex og had. inderlighed, oprigtighed og anonymitetens anarkistiske frihed.

og jeg har set det før.

(da jeg var yngre, medskreg jeg dagligt af frustration over normaliseringens klamme ånd. valiumspøgelser. vanillestank.
de hvirveldansende fritænkere, -steder og -stader, der satte sig til rette som bredrøvede høner på hjalet, godt hjulpet på vej af de, der kom til, da der ikke længere skulle kravles over et plankeværk).

og ved du hvad.
sådan er det.

og vi har to muligheder. at
1. sidde og græde snot over, at man ikke længere kan få to pinocchiokugler for én øre.

2. være, der, hvor vi er.

alle har ret til et samtaleforum.
og det er ret let at sortere og følge de weblogs, der ikke er lige gyldige.

og hvis det åbenbart i virkeligheden handler om, at du har lækket dit inkognito og nu er nervøs for at naboen, veninden, kollegerne eller mor ikke bifalder dit indlæg.

og hvis du i virkeligheden synes, at livet er en hund, der bider sig selv i halen og der ikke er nye overraskelser at falde bagover, som årene går.

så er det ærgerligt for dig.

og så har du to muligheder..

12 kommentarer:

Anna sagde ...

Sikke du ser, Regitze.

Det jeg forsøger at skrive er det enkle; at meget var anderledes før. Ikke nødvendigvis bedre.
Og at jeg måske ikke helt har vænnet mig til det der er ændret. Endnu.

Er det så skidt? Blot fordi man peger på udviklingen og sætter ord på, er der vel hverken snot, forstokkethed eller pinocciokugler i luften?

Eller er der?

(og hey; så nyder jeg i mit stille sind, at jeg kan sætte en blogkædereaktion igen. Så meget anderledes er mediet så heller ikke blevet, siden sidst jeg var her med åbne øjne...)

Anita sagde ...

Anna - din parantes tænkte jeg på, da jeg læste indlægget her.

Det er den gode gamle blogting at kunne sætte en blogkædereaktion igang og det er fedt!

Godt gjort ;-)

capac sagde ...

Og man skal gribe de muligheder, livet giver. Derfor er jeg her, hvor jeg er, og ønsker mig to pinocchiokugler for 10 ører!

Donald sagde ...

Pinocchiokugler? Hehe ... Det var da før din barndom?

Der er masser af gode weblogs, og at finde dem er jo en fornøjelse. For mig er der en udfordring i at følge med i stemninger eller hvad du nu vil kalde det, og jeg tror egentlig, at der er mange, som skjuler sig bag hyggesnak, hvad jeg også selv gør det meste af tiden.

Jeg tror, at en forfatter som John Irving har succes fordi han kan balancere mellem det, der egner sig til offentliggørelse og så den anden side, som er for personlig eller for pinlig eller hvad man nu vil kalde det.

Uffes indlæg om skeletter i vinduet burde sætte en diskussion igang om den side af tilværelsen: Hvor meget tør vi sige, og kan vi finde ordene for det?

Regitze sagde ...

kære Anna.. jep, jeg syntes, at dit indlæg fortjente den hedengangne tradition med et bidrag til en potentielt kulørt reaktionskæde - om ikke andet fangede både du og Anita dén:)

derudover mente jeg, hvad jeg skrev. at vi er forskelligt skruet sammen, du og jeg. det er hverken skidt eller kedeligt.

er du vimmer, Capac. hos os koster pinocchiokuglerne ti gange så meget!
du er et dejligt Janushovede, du. og tak fordi du gider skrive om hvad du griber og ser.

Donald - du rører ved noget evigt spændende, som jo netop var meget centralt for nogle år tilbage. grænsen mellem det personlige og det private. der findes givetvis meget private blogs stadigvæk, men jeg ser dem ikke.

min entré i blogcity var sen, jeg mener, jeg opdagede den sommeren 05 og oprettede min første vampyrpingvin samme efterår. da var der allerede et par tusinde danske blogs.
de vildest grænseoverskridende privatbloggere, der lod sagesløse skeletter rasle forrest vindueskarmene bragte mig i moralsk kog. men det var da interessant at udforske sine egne grænser.

der må ,som sagt, stadigvæk rasle 'privatbloggere' rundt, men jeg interesserer mig ikke for at høre om ham det dumme svin henne i sofaen der igen ikke har taget opvasken. det var niveauet, som jeg husker det.
og jeg synes ikke at huske, at nogle har kunnet skrive om sex på blogvogn, så jeg gad læse det.
jo. måske Kapster:)

Anna sagde ...

Ja, Regitze vi to er forskellige og det var netop den forskellighed jeg pev over at jeg ikke kan finde ude i resten af sfæren. Jeg synes ensartetheden er veget tilfordel for en bred ens masse. Men måske jeg bare skal åbne øjnene.

(eller holde dem tæt lukkede ;) )

Den sidste del af din pointe havde jeg ikke fanget. Det må være varmen. Enig, der var visse der blottede for meget på en for uskøn måde - mig selv nok endda inkluderet på visse felter. Æv for det; selvom det var helt forfriskende at krumme kollektive tæer, til tide :D

Irene sagde ...

De der balloner holdes jo gående på forskellige gasser. Min engen gas er gået lidt af, på en måde, men det er mest fordi der er andet og mere alvorligt at forholde sig til i det virkelige liv, og den gasart er simpelthen ikke egnet til at blogge. Det ville være for personligt og for hudløst udlevering af mennesker i mit liv. Dem vil jeg skåne, for det er ikke deres valg at være offentlige, som mig.

Tandkødet trækker sig stille tilbage og blotter nye virkeligheder med alderen og når det personlige, som jeg ikke vil offentliggøre, er overstået, så får jeg igen overskud til at fundere og skrive med mening. Men det bliver fra et nyt perspektiv, for man udvikler sig jo på 3-4 år, også selvom man er et 'gammelt' røvhul.

De banaleste blogs, dem kan man jo undlade at læse ...

Dana Watsham sagde ...

Jah, forandring er både godt og skidt - jeg kan da osse gribe mig i at længes efter de uskyldsrene dage hvor man eneten var under familiens beskyttende vinger, eller netop havde kastet sig ud i at afprøve egne.

Når min indre Hieronymus så stikker snuden frem ved jeg at det er det der 'lige nu' der skal øves på.

Og mange af DE overvejelser er ikke blogegnede ;o)

Regitze sagde ...

Anna.. jeg tænkte ikke på dig, da jeg refererede til datidens 'privatbloggere'.
jeg husker unge kvinder, der er i raseri pindede deres dårlige parforhold ud og fik andre unge kvinders medfølelse pr kommentar - mens kæresten sad derovre i sofaen uden at forstå en brik - og åbenbart ovenikøbet så dum ud. det var en trend.
min oplevelse i din meget personlige blog er, at du har et ganske andet, reflekterende, ærinde.

Irenschen og Dana. ja. man kan vel sige, at det er maven, der bestemmer og hjertet, der taler.
og det er vel grundstammen i den weblogform, vi er fælles om at føre.

HenrietteB sagde ...

Tja, jeg er vel en af de, som dengang blottede mig alt for meget, føler jeg idag. Modtog tonsvis af medfølende komentarer, som i mange tilfælde ikke stak dybere end at mine læsere nød sensationen, sorgen og smerten. Til sidst følte jeg mig som en skæbne i ude & hjemme, hvilket slet ikke var mit sigte med at skrive (men det skyldes velsagtens mine manglende evner til formidling at det blev sådan ;-).

Jeg mistede ihvertfald lysten til at være den skæve eksistens i blogland, jeg foretrækker at være det ude i virkeligheden, som jeg oplever er et langt mere nådigt sted.

Idag skriver jeg en ganske banal og ligegyldig weblog - både fordi mit liv har forandret sig, men også fordi jeg selv foretrækker at trække grænserne helt andre steder, end jeg gjorde for et par år siden.

Anonym sagde ...

"...ude i virkeligheden, som jeg oplever er et langt mere nådigt sted."

Her er jeg enig med Henriette (og hej, i øvrigt, og, dejlig blog du har, Regitze - den kendte jeg slet ikke): Virkeligheden synes også på mig som et langt mere nådigt sted, blandt andet fordi:

Der ligger jo i selve dét, at man i Blogland kan kontrollere sit selvbillede og reelt set kun er repræsenteret, når alt kommer til alt, via ord og/eller fotos, som man selv nøje vælger - en fare for at man som blogger kommer til at optræde grænseoverskridende i forhold til andre mennesker.

Det er alt, alt for nemt at stikke modbydeligheder ud til eller om dem, man elsker at hade, til mennesker, man måtte have en beef med af en eller anden art (hvad enten den er baseret på real life oplevelser eller blot på sammenstød i Blogland) - det er alt, alt for nemt at kalde kæresten for Mr. Monster og kollegaen for Dragen, eller - og her bliver det endda lige en god kindtand værre efter min mening - at væve ordkoder og indforståede sproglige billeder/nicknames/etc. ind i ellers tilsyneladende uskyldsren poesi og på denne måde få ram på sin counterpart (eller hende/ham man sidder og savner, forsmået, forbigået eller hvad ved jeg) - UDEN nogen sinde at blive stillet til ansvar for sine ord...

Som digter-blogger kan jeg jo altid henvise til, at jeg netop DIGTER, at mine ord er fiktive, universelle i deres betydning, og ikke rettet mod nogen i virkeligheden - og ham kæresten, som jeg reelt set er godt gal i skralden på, han kommer jo ikke ret langt med at hævde det modsatte - for hvor mange beviser er der f.eks. i:

Som kniv
skærer du
mit liv over
dit og
hun
der gik
er tilbage
igen
og
igen og
blodet
i al sin
kværulerende
koagulerende

jeg drukner
du drukner
mig
nat
efter nat
efter
nat
i
mørket.

(ovenstående blot et eksempel, ikke taget nogen steder fra)

- og som prikken over i'et: I de fantastiske kommentarfelter, som er med til at knytte tømmerne tættere i sammenholdet, i forbindelserne gennem cyberspace, ja der kan andre indbyggere i blogbyen levere klapsalver, klap på skuldrende, blinke-smileys eller direkte medfølende bemærkninger om, hvor dumt et svin ham kæresten også er (og om hvor synd det dog er for dig), uanset at de fleste ikke kender bare en brøkdel af baggrunden for din historie - og hele vejen igennem går du selv fri for at skulle forklare dig, du har frit lejde til sladder, til løgnehistorier, til hvadsomhelst... uden konsekvenser, selv om det givetvis koster en hel masse for de mennesker, du i din frustration og/eller afmagt og/eller vrede har udsat for din skarpslebne, lyriske pen...

Og hvis det lyder som om, jeg har prøvet lidt af ovenstående selv, så er det fordi jeg har.
Og jeg har desværre også hørt en hel del historier fra andre, som har oplevet tilsvarende, og jeg ser derfor med det brede smil på den nye tendens der er ved at brede sig (og som Anna lader til at være lidt ked af), nemlig den at man er lidt mere direkte sig selv, med navn, med billede, Google-able med andre ord, at man er begyndt derude at overveje lidt mere, hvad konsekvenserne egentlig er af at skrive i et rum som dette, det her fuldstændigt OFFENTLIGE rum, som en masse bloggere hidtil har opfattet og behandlet som deres eget, helt personlige, hemmelige (?????) dagbogsunivers.

Jeg glæder mig over en blog som din, Regitze - du skriver godt, du digter, du tager billeder, du lever, elsker, elsker livet (eller lader til at gøre dit bedste i hvert fald) - jeg håber virkelig, at det er blogge som din, der får lov at stå som lysende forbillede for de nye/næste generationer af bloggere.

Venlige hilsener og god vind og tak for en god blog fra en tidligere blogger, nu yderst selektiv læser :-)

Regitze sagde ...

Henriette.
fut puberteten. klematisen trives!
kommer du snart?

Kære ukendte.
hvor er jeg ked af, at du ikke længere fører weblog.
og jeg ville ønske, at dit indlæg ikke gemte sig her i et lille hjørne, men kunne ligge som en kanonkugle i et weblogmanifest.

og jeg tænker. øjs. hende ville jeg gerne møde.
tak.
også tak fordi jeg nu sidder og træder mig selv over fødderne.