chicks

som du husker, rugede den vildtfarvede silkehøne den røde isa browns æg ud og silkehanen Galemathias er faderen til de tre silkeøgler, som kom ud af besværet.

silkehane + isa brownhøne = 1/2 silke + 1/4 white legbar + 1/4 rhode island red, fordi isa brown er en af industriens æglægningshybrider, som man ALDRIG må yngle på, fordi man ikke kan kontrollere, hvad der kommer ud af det.

vi håbede, der ville komme tre nuttede høner, men nu galer de to af dem.
den tredie afviger lidt fra sine brødre, og vi krydser økser for, at der snart ligger et lille æg et sted. ellers er det en meget feminin haneke, kan du nok se.
her er hun med sin bror.

og her er hun med sin mor.

du har aldrig set noget lignende. de har silkehoveder (og dermed ingen kam). de har deres mors øjne (silkehøns har verdens smukkeste øjne. her er Kajs).

de har deres mors fjerdragt (silkehøns har ingen hægter i fjerene, så de fluffer) og deres mors lyse kød, næb og ben (silkehøns har lyseblåt kød og mørkeblå næb og knogler). de to knægte har fire tæer som deres mor. den formodede dame har fem tæer som sin far.
de har en anelse fjer på fødderne, så med lidt overbærenhed kan man kalde dem fodbefjerede (som silker er).

den anden øglehane arbejdede hjemmefra i dag sammen med sin far.

 han er begejstret over at være vokset daddy over hovedet.

give the anarchist a cigarette

da jeg var lille, havde vi kokostæppe og lånerkort. og da jeg blev lidt ældre, fik vi en grammofon med en safirpick-upnål, som var adgangskortet til pladelånerhimlen på Sorgenfri bibliotek.
min far introducerede mig til Bob Dylan, som Tine og jeg elskede så højt, at vi gik i Tisvilde Bio og så Dont Look Back uden apostrof som ti-årige.
resten af tiden gik jeg lange ture i sneen på omslaget til The Freewheelin' og ventede på at blive gammel nok til at tage til Greenwich Village.

det blev jeg omsider tirsdag, den 13. november. dagen før var jeg flyttet ind på 230 East 51st Street på et Podhotel, som den navnkundige Beatlesekspert Per Wium havde anbefalet mig på facebook. det vil sige, der er to Podhoteller på Manhattan, og jeg var ikke helt skarp på hvilken han mente, så jeg tog det originale.

hvis du skal til NYC og vil bo på Manhattan, skal du checke Podhotellerne ud.
de ligger begge sådan ca ti minutters gang fra Grand Central Station.
du kan næppe finde noget billigere hotel med så høj standard - uanset om I vil dele et lille værelse med køje og bad på gangen, eller du vil have en queensize med eget bad. og jeg ved godt det lyder lidt tantet, men det tæller også, at der er rent og pænt og æstetisk.

*klik på billederne og forstør*

alle værelser er udstyret med tv og iPhone dockingstation og det hele er indrettet på at det skal være anstændigt for alle uanset pekuniær status.

walk-in badeværelse

hotelgangen på 11.

elevator - der var tre, de var igang alle tre og de var knaldhurtige. der var en smart oversigtstavle på hver etage over, hvor de hver især befandt sig. det lyder banalt, men det er det ikke.

lobbyen. her sad altid nogen. der var en dejlig stemning og morgenmad eller bar alt efter tidspunktet på dagen.

udsigt fra mit værelse med urbane haver.

da jeg vågnede den 13. støvregnede det, som jeg havde bestilt. jeg gik på Grand Central Station for at spise morgenmad og svømme gennem Foodmarket. derefter trak jeg en subwaybillet og havde håbet at ligne en newyorkerinde på platform.
toget kom og vi var 25 personer ved hver dør, der mirakuløst gled ind og erstattede de afstegne 25, uanset at der ikke var plads. fidusen er, at du placerer dine hænder med din mobil, kindle, iPad foran øjnene før du glider ind i hak og så ellers opfører dig venligt.
jeg stod af på Union Square, for det var et af de steder Marie, min yndlingsnewyorkerekspert no 1, havde foreslået.
og så gik jeg ud for at finde landsbyerne.

og pludseligt var jeg der.

huset her var en åndelig magnet. hvorfor forstod jeg egentligt ikke. men jeg gik ind i caféen og satte mig sammen med de andre skribenter.

her var hyggeligt og regnen plimrede på ruden. da jeg havde været her et stykke tid, spurgte jeg iPaden og bartenderen, hvor jeg var. og fandme om jeg ikke var lige midt i himlen: The Yippie Museum/Café and Gift Shop - 9 Bleecker Street. hvis du ikke bliver rørt her, så må du google Yippie.

do not ignore this flyer

please knock and we'll buzz you in

John's pizzaria, som har set ud som den gør siden 1927. 

jeg ved godt, at the village og omegn ikke er, hvad det var. jeg ved godt, at man skal være en etableret multimilliardær for at bo her i dag. men sådan er det. det er udviklingen, du ved.

ved siden af mig på denne her meget franske café sad til venstre et par fuldblodsheste af to skuespillere og til højre to unge mænd, der lærte mig hvad begrebet 'selvforståethed' indebærer. 

åh. New York.

efterhånden fik jeg tullet mig tæt på Meatpacking District, for Marie (du ved, min yndlingsnewyorkerekspert no 1) havde lært mig at når jeg skulle gå på The High Line, skulle jeg starte helt fra starten. og starten er der.
men det er et andet postkort.

andre boller på suppen

så var det i dag jeg skulle til Dynamisk Kropstræning.
iført nye kinesiske kopiNikesko og svedabsorberende, forunderligt kostume.
jeg har hadet tanken lige siden jeg meldte mig til i sensommeren. jeg hader at svede. jeg hader baderum. og jeg hader musikken.
og så svedte jeg slet ikke! og der var slet ikke noget baderum. og vi hoppede til opera!
dér skal jeg hen igen.

også selv om jeg godt er klar over at de skrå mavemuskler, bi- og triceps, skuldrene og knæene (dér er der nemlig også muskler i!), ryggen, lårene, læggene og bagdelen er ved at vågne af chokket og sparker tilbage i morgen. og i overmorgen.

nu har jeg nemlig i 25 år drømt om at ligne moren i Terminator 2.

vores Bryggen

Louis og jeg boede i mange år på Bryggen, dengang mænd var mænd i netundertrøjer i Sojakagens havnedis. også i november.
dengang børnene legede kloralarm i børnehaven.

dengang petroleum var guld og et cowboybad i køkkenet var en ugentlig luksus.
dengang vi boede på landet i byen.

i dag var jeg der igen. sammen med Claus.
og jeg mødte Rosa i Ballonparken som begge to lignede sig selv.
alting lignede sig selv.

Louis' børner og frit

vores fold

Michaels hus

Ballonparkens Halloween

vores hus. vi boede i karnappen på 4.

min Claus. og vores øl

det kan godt være, vi også får set den der nye Ørestad.

en anden dag.

så skidt med overskyen

min fredag var bragende. inspirationer og indsigter stod på spring og uden at falde over egne eller andres ben gled de ind i mit liv som en lind perlestrøm og lejrede sig. det startede med en stuvende åbningsreception i et intimt, robust og æterisk glasgalleri i Trepkasgade 2 på Østerbro, som hedder Vetro. den smukkeste Nina i verden, der også happens to be Louis' storebrors kæreste, har fulgt sit hjerte og det, hun er skabt til.
du skal kigge forbi. det er ikke Versaille, men der er højt til loftet.

derfra spadserede C og jeg langs søerne til Dag Hammerskjölds Allé og tog bussen til Skt Annæ Passage. derinde står tiden rigtigt nok stille, men det gør luften ikke, så kvælende bliver der aldrig.
over på Skt Annæ Plads og ned i den nyåbnede Feilberg og Otto og spise sublim treretters med veloplagt vinmenu og værter og et personale, som man fik lyst til at tage med hjem i lommen. det emmede af entusiasme, stolthed og sammenhold.
der var helt solgt ud og jeg skal tilbage og spise bakskuldstartar.

så skiftede vi lyd og fandt frem til Jaguaren i Holmbladsgade og kørte halve litre ned sammen med de nære inden vi gik i Amager Bio og hørte Forcentury som fik energien til at bølge i technocolor og læberne til at summe af klapsalvernes intensitet.
det summer endnu.

rokokobarbarbar

min yndlingsHanne og jeg tog en tur til Rokokomanien idag.

vi spejlede os






og spejlede









og så på de andre









og så gik vi solbeskinnede igennem Københavns rokokohave og vinkede til det lokale rokokoslot før vi talte og talte med og om og spiste sortfodsskinke og alle de andre på Lundgren V.I.P
og sippede os skålende igennem Frankrig, Spanien og Italien. i 1/8 døgn.

til sidst væltede vi Barbarbar.
og det så stille, at de ikke opdagede det.

leben

hvor er Snip?

hvor er Snap og Snude?

hvor er Snip, Snap og Snude?

hyldeskjul

i skyggen går det meget godt

og for ikke at blive for stiv i nakken kan man dreje hovedet lidt til venstre

og lidt mere

der er også rindende vand

dagens horn i siden

jeg kan ikke lide damer i fimsede Fiat femhundreder, der kører 94 i den midterste bane på myldretidens motorvej.
jeg kan heller ikke lide damer i fimsede Fiat femhundreder, der kører 94 på stregen mellem den midterste bane og overhalingsbanen på samme motorvej.

jeg er rimeligt rummelig og har mediteret hjemmefra.
og vil gerne nå så levende frem.

algemaske og anderilette

jeg er blevet en pensioneret passioneret rabatkuponsamlerske.
det havde jeg ikke troet om mig. jeg finder det nærmest foragteligt ikke at betale prisen.
men Sweetdeal og DownTown har vækket mit ursamlerinstinkt og hver gang jeg finder et tilbud der matcher mit segment, oversvømmes jeg af endorfiner og serotoniner og trækker kortet.

først var det en time på skønhedssalon til 1/3 af normalprisen. og Gitten Gas og jeg havde netop aftalt at vi skulle forskønnes sammen, så vi slog til og kombinerede med efterfølgende fransk sit-down charcuterie til halv pris i kælderen i Hyskenstræde. hudbehandling og efterfølgende kælder er en god kombo.
på briksen på Gl Kongevej iført lukkede øjne og store forventninger til den unge dames hænder udspillede følgende konversation sig.

hun: hm. du har tørre partier i ansigtet. hvilken hudplejeserie bruger du?
jeg: har jeg??? jeg producerer mine egne produkter.
hun: hvor længe har du brugt "dine egne hjemmelavede produkter"????
jeg: i godt tre år.
hun: hm. hvilke produkter brugte du tidligere?
jeg: ...
hun anpriste salonens produkter og spurgte derefter til min alder.
jeg: jeg bliver 54 år i år.
hun: din hud er fantastisk flot for din alder.
jeg: tak.

og så blev der endeligt stille. bortset fra bølgeskvulp og sækkepibe.

bagefter, da jeg dinglede ud i receptionen til Gitten Gas og den unge dame med hjernebølger, der bevægede sig i adstadigt Alpha, fremviste den unge dame en ansigtsmaske, som hun syntes, jeg skulle købe. jeg fandt ikke ud af hvorfor, men spurgte om prisen og hun svarede: 349 kr - nå nej, jeg mener 399.
jeg: hm. så vil jeg hellere bruge pengene på en behandling en anden gang.
hun: jamen så kan du købe et klippekort til fire gange og så får du den femte gang gratis.
jeg: alright! hvad koster en enkelt gang?
hun: eeeeh, den koster 599 kr. den er lige sat op fra 499.

lige dér vidste fru Gas og jeg, at vi havde æren af at blive betjent af Københavns gedignt dårligste sælger.

en time senere sad vi bænket i Frenchy i kælderen i Hyskenstræde og blev betjent af de kærligste (ja. det var de sgu) franskmænd, der sørgede for aftenens charcuterie for os, selv om den slet ikke var på menuen før kl 16. for det havde jeg lovet Gitte.
og vi fik god hvidvin og vi nullede og tullede os igennem anderilette, pølser i lange rækker, patéer og cornichones og jeg kunne næsten spise op.

kaffen blev indtaget i skyggen under lindetræet omkring et lille hvidt smedejernsbord i ditto stole med franskprintede puder i Skindergade/Gråbrødre Torv-sammenfletningen og det var den dejligste damedag i hundrede år og  det var alt for varmt vi var forrygende heldige med vejret.

og det jeg egentligt ikke havde tænkt mig at fortælle:

1. jeg glemte oprindeligt skønhedsrabatkuponerne derhjemme i farten, så vi kom en lille bitte smule for sent.

2. jeg havde glemt at læse det med småt på Frenchyrabatkuponerne, så vores rabat gjaldt først fra kl 16.
så nu skal jeg i Frenchy igen en anden gang, og en tredie og en fjerde. jeg har tænkt mig at få tatoveret Frenchy i panden. så godt er der at være.
iøvrigt havde jeg også glemt Frenchyrabatkuponerne.

3. jeg glemte at betale for kaffen før vi gik. så vi måtte lige slå en krølle på et par kilometer, da det gik op for os. men vi blev velsignet af personalet og fløj hjem via Torvehallerne.

ellers har jeg ikke noget med hukommelsen.

FÆRIE!

gratis coaching!

jeg er igang med at forankre den udgave af mig, som er resultatet af en syv måneder lang stress-sammenbrudsmetamorfose.
Regitze version 4.0 har et indiskuterbart behov for at få sat de opnåede indsigter i system, sætte dem i spil og  give en hånd til dem, der ønsker at blive den bedst mulige version af sig selv. fordi det er så fedt!

derfor er jeg gået i gang med en af Danmarks mest seriøse og ambiøse coachuddannelser, der som den eneste i Danmark, kan certificere indenfor det der i dag er verdens højeste standard indenfor coaching.


uddannelsen har fokus på læring via praksiserfaringer, og jeg skal inden medio januar 2013 have gennemført et vist antal coachforløb med personer, der ønsker at arbejde med at sætte og opnå mål i deres liv.
eneste betingelse er en villighed til forandring og en erkendelse af eget ansvar for udfaldet af forløbet.


kender du en sådan person, bosat eller med arbejde i Københavnsområdet - eller er det dig selv - sender jeg gerne yderligere informationer. min mailadresse finder du i 'Vis hele min profil' i venstre spalte.

jeg glæder mig sådan til at sprede glæden ved at udforske nuet og designe fremtiden!

der er dem, der samler på brændte tændstikker, der ser sjove ud

vi samler på parkeringspladser.