sæt lige tiden op, hva!

jeg skulle til lægen. for jeg har en meget interessant skavank, der ikke rigtigt lader sig forklare, med mindre lægen ved noget, jeg ikke ved eller med mindre, det er en fysisk udposning på en psykisk ubalance.

som jeg forstår stresstilstande, kan de også ramme mennesker, der har masser om ørerne OG ikke når, hvad de skal.

travlhed er en temperamentssag og jeg kan godt lide at have travlt med at kigge på og gribe mange bolde og sæbebobler på én gang. ind imellem.
men nu gik jeg og tænkte på, om jeg var blevet lidt stresset.
eller i det mindste presset.

har jeg tid nok? jeg vidste det ikke.
ikke før i dag.
jeg bestilte tid til lægen kl 9 for mange dage siden og i dag stod jeg op og tog mit patientansigt på.
når jeg tager til lægen, er ikke bare noget med at smutte forbi på vejen. det skal planlægges. lægen bor helt inde i København.
så jeg var tidligt ude af røret og da jeg ankom til Nørrebros Runddel, knaldede jeg døren op til konsultationen, marcherede ind og meddelte at her var jeg og undskyld, at jeg kom 25 minutter for tidligt.

det er onsdag.
jeg har en aftale med lægen torsdag.
så jeg kom ikke 25 minutter for tidligt. jeg kom 24 timer og 25 minutter for tidligt.

stress er hermed ikke længere mit forslag til diagnose.
det er tiden, der ikke kan følge med.
jeg er for hurtig for den.

men. når man er taget helt ind til byen, vender man ikke bare om og tager hjem igen. så var det blevet en minusdag.
så jeg spadserede ind til Botanisk Have for at sidde og arbejde lidt der på min gamle, hemmelige bænk ved søen.

på Dronning Louises bro traf jeg Jørgen Leth. han var også i byen. han havde heller ikke travlt. i den ene hånd havde han en sort paraply. i den anden en weekendavis og Maos Lille Røde. eller også var det Den Lille Røde for Skoleelever. eller en anden lille rød.


jeg så også ænder.