27 februar 2007

tante ét

i dag har jeg været til begravelse.
det var en af de gode. en tante, der opnåede den elefantastiske alder af 82.
med slutningen på tantens æra, er vi rykket endnu en tand tættere på udryddelsen af de gamle mamutter.

vi havde så mange af dem i vores familie. vi nærmest svømmede i dem. og nogle var sjovere end andre.
Tante Rix, født på Skt Croix og hjemvendt derfra som 3årig. som talte med accent hele livet.
Onkel Peter, der aldrig rørte en finger. en damernes ven, der aldrig valgte hverken side eller livsledsager(ske) - udover Tante Rix.
han kunne leve af gamle penge og gjorde det.

og i hobetal af andre. mere eller mindre belevne, livsduelige og samfundsorienterede.

fælles for de fleste var, at de ikke var nær så sjove som dagens tante, der var gift med vores farmors yngste bror.
kunne man foreslå, han var en intellektuel crooner?
hun kunne ihvertfald både skure gulve og bevæge sig på de bonede.

dagens tante var en af de festligste festbomber man kan forestille sig. chrysantemumsdittoer udstødte et tamt puf ved siden af hende.

nu er de snart væk, alle de gamle. nu er det os gamle børn, der står for skud.
sådan rykker man så ubarmhjertigt op igennem livet som en ludobrik.

men jeg er altså ikke altid i humør til gravøl med pels på.

så Claus og jeg skålede for tanten og jeg fortalte røverhistorier i motorcykelværkstedet hjemme i Brønshøj istedet.

skål tante.
min fars børn lagde et kort i kosten til dig i dag.
det tør jeg godt gentage her:

du gjorde det meget sjovere at være os børn.
du lyttede til os unge.
og for os voksne var du tråden tilbage til fortiden.
du lærte os, at der skal masser af karse på maden.

æret være dit minde og store hjerte.

9 kommentarer:

Anonym sagde ...

Jeg er helt enig med ovenstående kommentator (i de indledende 3 ord)!

Og alt i alt er det jo heller ikke så nedslående, når vi sådan rykker op. Det er en god fornemmelse at blive gammel og viis, og hvis man så samtidig kan bidrage lidt til underholdningen, hvad kan man så forlange mere :-)

Anonym sagde ...

Nå nu forsvandt han lige. Men det begyndte med Very good article!

Anonym sagde ...

Ja, skål tante- og hils.

Anonym sagde ...

Jeg var til bisættelse i dag, han hed Christy, der var enkemand i næsten 40 år og var 85 og lavede middagsmad til sin søn hver evige eneste dag. Landmandssønnens kone var jo ude og arbejde til hverdag, så ...

Farmer sagde ...

Sandt Regitze, vi rykker stadig nærmere mamutternes orden.
Åh, gid man kunne få lov at blive den der lidt sære onkel/tante, som går rundt og fortæller skøre historier fra gamle dage og griner lidt af det hele.

-Og når DET så er slut, skal det være en klokken-11-begravelse med suppe, peberrods-kød, sur/sødsovs, kortenspil og hele moletjavsen.

Dana Watsham sagde ...

Ja, den slags tanter er en forsvindende størrelse.

Jeg havde selv en af slagsen (min morfars søster) - typen, der kunne fortælle mig som 8-årig, at "det er en kunst at spise slikasparges med fingrene uden at være vulgær!", som lod os børn lege med de venetianske glasdyr og de sønderjyske hovedvandsæg, og som i det hele taget var sin egen. Sin helt, helt egen.

Regitze sagde ...

very many tak, Madame.
madame, Farmer - det slår mig, at vi voksenbloggere kan defineres ved at vi forholder os til endeligheden. og planlægger den:)
Claus og jeg fik aftalt i går hvor vi vil hhv begraves og strøes.
og fest skal der til. med peberrod og kortenspil. og løgnehistorier.

æret være Christy, Irenschen - han har kogt nogle liter irsk stuvning i sit liv, tænker man sig.

Jep, Dana. din tante lyder i sandhed også forrygende.
sjovt at tænke på, at vi selv blive forsvindende størrelser en dag.

Anonym sagde ...

Jeg vil også være en gammel tante, dog uden høj cigarføring.

Kan man godt få lov at være det, når man har mand og børn - jeg mener - lidt tosset er man vel altid ;-)

Anonym sagde ...

Ella, man spørger da ikke om lov til noget man allerede er, vel? ;-)