for fem år siden flyttede Louis og jeg på landet. for byen er blevet for gal, for hård og for grim.
fra Nørrebros Runddel til Håbets Allé i Brønshøj sad jeg på nåle på flyttelæsset og bed i overvejelserne om, hvad jeg skulle stille op ude på villavejene. fra at bo i en gade skulle jeg til at bo på en vej. det er altså en omvæltning.
taxameteret viste 4 kilometer, da vi stoppede.
Brønshøj er landet.
den første sommer kunne jeg sidde i vindueskarmen i Louis' værelse (som i dag er soveværelset) kl fire om morgenen og kigge på sol over Degnemosen, mens jeg lyttede til nattergalenes pissen territorie af.
så landede Claus.
og ret hurtigt blev Brønshøj vores vinterbolig og Harrestrup, som var hans medgift, vores sommerbolig.
nu er Brønshøj byen.
på vej hjem til aften skulle jeg lige runde Irma i en fart. butikken var stort set stille, bortset fra en ældre damestemme, der konstant kæftede op om hvad dette og hint kostede. i Irma er de unge mennesker høflige, så hun fik svar. det døve spektakel skulle have alle priser gentaget tre gange. og hver gang skreg hun tilbage at hun ikke skulle købe. bare lige høre 'hva koster'n'.
jeg snuppede crostinierne og en røde Noilly Prat (jeg siger dig, det er ikke til at opdrive en rød NP udenfor Irmaregi i vores område) og styrede mod kassen. der stod konen allerede.
med en kaffe, en sodavand og en pakke rugbrød.
og hun tog tid. åh. jeg var ved at eksplodere. hver eneste af mine effektive bevægelser gav hende et gib, hvilket i det mindste var tilfredsstillende.
og da endeligt de tre varer var slået ind (hvad koster den) havde hun fame ikke penge nok, og så kan det nok være at en fortravlet karrierekvinde i lak og læder fik nok. jeg knaldede en tier ned i møntskålen og stilede demonstrativt ned til slidske 2 i forventning om at få mine to livsnødvendigheder. pronto.
og konen kvidrede... går ikke med pung længere... overfald sidste november... kaffen kan jeg ikke undvære... nu skal jeg sørme også hjem og ha et lille stykke mad...
lille, søde æblemor.
12 kommentarer:
Ikke alt er, hvad det giver sig ud for, tak for belæringen, Regitze :-)
jeg sidder og krummer mine tæer lidt endnu, Ella.
Der er mindre end en måned til 8. marts ...
Hun var da også lidt sød, og I var sikkert de eneste, hun mødte den dag ...
ja, Uffe. det er på tide at opføre sig ordentligt.
er det ikke forunderligt som overskud fiser ud af sprækkerne i byen, Ella.
Du slipper heldigvis snart ud ;-)
Røde sko at se på kan være en god påminder til bevarelse af jordforbindelsen ...
Nå. Så er æblemor sgu taget til Brønshøj.
Hun plejer ellers at købe ind i Fakta i Sakskøbing.
Jeg tror nu ikke, hun behøver frygte overfald og den slags - medmindre altså nogen lige desperat står og mangler et mimrekort til HT.
:-)
Er Regitze lidt gnaven i disse dage, mon?! ;-)
Nej, det er hun slet ikke, hun er på Ginsing, eller det ;-)
En god antidspat/hyggeventen så: Jeg havde lige 2min inden bussen, til at nå i det asiatiske madtempel på Rådhuspladsen. Rådhuspladsen i Århus, er sådan et rådhuspladsagtigt sted, hvor man helst skal se fortravlet ud. Så træder man ind i madtemplet, og tiden og stedet forsvinder, og man tænker på den næste portion pho. Jeg skulle skaffe (læs: SKAF DET! Eller drop at komme hjem) tom yampaste. Kaste kaste sig over hylden, storme hen til kassen, tænke på bussen. Ved kassen, og det er en særlig kasse det her - for den står der! Men den anvendes ikke. Den er en slags kulturel garant for ordnede forhold i Skandinavien, men jeg har endnu aldrig oplevet at den ringede og skuffen kom ud. Der tælles sammen i hovedet, og beløbet mumles: undskyld, den koster 4 kr.
Så denne her gamle, også en hun, asiatisk og herre sej, bestred prisen/hovedregningen. Her overvejede jeg total panik - gamlen insisterede på at pakke samtlige 4 poser ud, på gulvet jo - for disk er der ikke, der står kasseloven jo, så tavst. Ud kommer alle vare, og det hele sammentælles på ny. Ok, PIS! Jeg når måske ikke bussen...Men så! begynder hun oven i købet at forhandle priser, her frøs jeg altså - sej sej sej gamling. Så ufatteligt fedt og udansk, give sig til skælde ud over en plet på mangoen, så ok, den kostede 5 kr. men den var kun 3,75,- værd! Sådan blev det ved, 5 poser igennem, jeg var ikke alene underholdt, jeg hyggede mig?!? Jeg slappede af, jeg har hestens evner, jeg kan låse leddene og har et rigt indre univers til kedsomme stunder, det er jeg nød til, jeg er voksen. Hvor var hun kær, og sej, og faktisk burde jeg havde givet lidt mere for den Tom yam, mit liv var ikke blevet nævneværdigt kortere, da jeg endeligt kom hjem.
jep Irene. rødt gir tyngden. hvis man husker at kigge nedad, that is:S
hver by sine æblemødre, hvert sogn sine hekse, Morticia:)
jeg tror min lokale af slagsen slet ikke ved hvad et mimrekort er. de sidste af slagsen har stort set ikke været udenfor Brønshøj hele livet.
ligesom de gamle Islands Bryggeboere og ditto Christianshavnere og andre øboere..
hvorfor sku de?
Capac og Ella.. ikke drille nogen der er mindre end jer selv!
Stankelsind. gid vi går over i historien som lige så seje i vores individuelle kontekster. skideirriterendedejlig histore.
Send en kommentar