jeg fik en lille gave i dag, som jeg lige vil ha ned på falderebet, inden dagen slutter.
dagen startede lige sjovt som jeg havde regnet med. hvem siger, man SKAL gå på cyklernes spor op til busstoppestedet, når man kan hoppe i en lang bunke.
busserne var kørt hjem.
en ung kvinde fra Nørre G og en kvinde lidt ældre end mig med øjne så blå som Mads's, da han var lille, vidste det. i det samme kom en taxi. jeg troede, det var løgn, og blafrede instinktivt med en hanske. taxien stoppede og ind med jer, skreg jeg til Nørre G og Mme Eastwood.
så gled vi som i adstadig hundeslæde afsted til Husum. fru blå øjne og jeg vinkede farvel til den gæve gymnasiast, førend vi to voksne forcerede Husum stations trapper på alle fire.
her stod vi så og fordybede os i
langrend
havkajak
Harrestrup
bindeskøjter
islandske heste
mobiltelefoner
computere
weblogs
Irland
sønner
børnebørn
Tjekkiet
suppe
Japan
livet
taknemmelighed
ind imellem kom et tog, som vi tog.
vi nåede også lige at tale lidt med en anden kvinde på perronen samt en kvinde i toget.
da jeg skulle af og vi sagde farvel, havde vi kendt hinanden i to timer.
hende glemmer jeg ikke.
tak vejr.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
6 kommentarer:
Jeg vil også snart ha' vejr at være taknemmelig for!
Jeg sidder i gråvejr på Lolland...
Jeg føler mig udenfor, gør jeg!
Transitmenneskerelationer er berigende intervaller i menneskelivet.
Hun glemmer heller aldrig dig, Regitze ...
Den slags spontane møder er berigende.
Herligt at høre, at de stadig kan lade sig gøre i vor individcentrerede tidsalder :o)
sikke en skandale, Henriette. jeg må nu sige, nyhedens interesse er blegnet lidt i dag i takt med at sneen gulner..
nemlig Irene. følelsen af rummelighed holder længe.
næh, Ella. det kan godt være. eller også taler hun med masser af mennesker på sin vej, hver dag. men det gør hende ikke mindre hyggelig:)
ja for pokker, Dana. damer kan det der. nogen gange.
normalt er jeg ikke den store fremmedsludrer (nej tak til flysnak, fx).
100% nej tak til jetsnak!
Send en kommentar