Uffe synes ikke mærkelighedsværdien var høj nok i forrige indlæg. så nu har jeg gået rundt i en cirkel for at støve noget mere mærkeligt op. det er ikke let. jeg mener, det er jo ikke unikt at være venstrehåndet, -øjet, -øret, -fodet eller nærsynet. at mangle otte tænder. at pille næse når ingen ser det. at ikke kunne stå i spagat.
vi er allesammen mærkelige og det mærkeligste i mine øjne er vores evne til at leve med de tilsyneladende indbyrdes modsætninger.
denne uge har budt på en mærkværdighed, jeg gerne ville have været foruden.
hver eneste aften fra mandag til torsdag, har jeg siddet og gynget på en stol og nevet mig i låret for at holde mig vågen til klokken enogtyve så jeg kunne gå i seng og sove tungt til næste morgen. ti timer.
undtagelsen kom så i går, hvor jeg nev mig i låret til klokken halvtreogtyve for at få lidt fredag aften ud af det.
og her til morgen vågnede jeg klokken halv fem.
så nu sidder jeg her på stolen og niver mig i låret tolv timer før tid for at holde mig vågen.
da Louis var lille hørte vi Ved dagens begyndelse på P1 mens vi spiste morgenmad. en uge var Thomas Windings. en dag talte han om Den grimme ælling som retteligt starter med
det var så dejligt ude på landet..
senere udgivelsers der var så dejligt ude på landet betyder noget helt andet. en meget vigtig pointe og stemning er med andre ord gået tabt med tiden.
Thomas Winding slutter sine fem minutter før syv af med
det var så dejligt inde i min varme seng. nu går jeg der ind igen.
det gør jeg også.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
12 kommentarer:
Jamenforhøvled, du er jo bare parat til at gå i hi!
Når ejg får det sådan drømmer jeg om at være isbjørnehun ....
tror du det er det?
nu gør du mig helt lettet. jeg troede nærmest at det var noget gammelkoneterminalt..
Jeg har den sidste tid lidt af samme dødlignende søvnmønster og træthed og har derfor næsten bundet en flaske "kräuterblut".
Og det er faktisk ved at hjælpe. Placebo eller jernmangel?
Så længe det virker...
:-)
Ikke en skid gammelkonenoget.
Jeg har haft det sådan en periode hver eneste vinter, lige siden det år (1979) jeg tilbragte med at være i Trondheim frem til den anden side af vintersolhverv. Du ved, dagslys på det niveau hvor man siger "Nu står solen op. Så er det frokostpausetid. Nu går den ned. Så skal vi tilbage på jobbet igen." Gæt selv om det er befordrende for vintersøvnen?
Så jeg er som regel i overvintringsmode fra primo januar til ultimo februar. Med afvekslende grader af vinterdepression.
I dag skinner solen fra en emaljeblå her i Korsør. Man blir så klar- og skarpsynet af det :o)
Jeg er også forfalden til Kräuterblut - og helt enig med HenrietteB. Det er genialt!
Jeg vil sgutte være isbjørn, nu hvor det hele smelter...Dana
kräuterblut, sol og emaljeblåt er skrevet på huskelisten. solen skinner allerede her fra isblå himmel. så hjælper det selvfølgeligt heller ikke at sidde med ryggen til lyset i alkoven.
ud med os. og huske huskelisten
Capac: Det med isbjørnen var en tanke der dukkede op i de år jeg havde småbørn i huset. Ikke ret godt foreneligt med vintersløvhed ;o) Så virker det hartad forjættende at kunne sove fra amning, bleskift og andre forstyrrelser, og så vågne med dem når de kan klare sig selv.
It's the effin moon that done it, here too!
what done it, that is ...
What done wha'?
det kan godt være det er månen, Irenschen. den plejer bare at have en modsatrettet effekt her..
Send en kommentar