Claus og jeg deler arbejdsbord. han bor på den ene side og jeg bor skråt overfor til den anden. så kan vi sidde og nørkle, tale og have øjenkontakt uden at få en skærm i munden.
i går aftes vendte vi et arbejdspladsinitiativ der er blevet mødt af protester blandt medarbejderne - til trods for at initiativet er en indlysende fordel for alle parter. 'åh', sukker husets frue indigneret. 'det er også alle de gamle røvhuller'.
'jamen', siger Claus. 'jeg synes sq da, at det er mig, der hører til i kategorien de gamle røvhuller'.
jeg opregner, at jeg kun regner med at have en tyve års tid tilbage på arbejdsmarkedet.
fordi jeg kom så sent igang, vil det nok være passende at blive ved, til jeg bliver 70. hvis jeg forbliver klar i pæren og kan bruges.
med Claus er det anderledes. han har gjort sin borgerpligt og vil gerne nyde et otium.
det her har vi aldrig talt om før. det har en speciel farve.
vi griner sammen af, at Claus' skat gik til min lediggang dengang vi var unge.
og tørrer grinet af ansigtet, da det går op for os, at det er tredive år siden.
vi er nogle gamle røvhuller.
[stol ikke på nogen over 30]
9 kommentarer:
Forleden nat holdt Stefan og jeg en spontan to-mands fødselsdagsfest for Bowie.
Heroes. Vi er begge den generation. ChristianeF og "Wir Kinder vom Bahnhof Zoo".
Filmen kom såvidt jeg husker i '81.
Vi tørrede grinet af ansigtet, da det pludselig gik op for os, at det er 26 år siden...
:-)
åh gudskelov. vi er ikke alene:)
det er jo ikke den der kokette angst for krøller i hovedet. det er mere den erkendelse af at være nået over det første gyldne snit, der rammer en i nakken med et boldtræ.
men på en endelig linie er der jo to gyldne snit. så skal vi ikke gå efter det andet nu. og så glemme alt om Simone de Beauvoirs 'Alderdommen' som står inde i reolen og hvæser.
Og min mann var i fødselsdagsselskap i går - guttefest til lyse morgen. Han var den eldste, fødselsdagsbarnet var 35. Så fikk min mann vite at flere av gjestene hadde fedre som var født samme år som ham selv. Men moro var det uansett når man var født, - og han var jo tross alt der! Og han lever!
det er nemlig det, Hege. en dejlig betragtning.
'endelighedstanken' og 'åh. jeg den ældste i flokken her' er på den ene side umådelig akademisk og uvedkommende.
men på den anden side er det naturligvis den vished, der giver respekten for øjeblikket.
Anakronistisk Folkeparti må indføre kategorien Æres-Gammelt-Røvhul! :-)
Og, apropos Hege, så skal vi jo huske på, at vi har fået lov til at være her så længe - og vi er her endnu! :-)
Røvhulslivets alderdomsalternativ er kategorisk. Slut.
Kærlig hilsen,
Levende gammelt røvhul med samt runkne 'morider ...
jeps, Capac og Irenschen.
jeg er aldeles enig.
vi er her endnu.
det tæller.
Ikke alene ER vi her endnu - vi AGERER endnu. Vi der kan huske da Jimmy Cliff og Bob Marley ramte de danske ører. Vi der gik ned og købte Dark Side of the Moon da den var ny og på blank vinyl. Vi der husker John Renbourn som ung, slank og eventyrlig genert på scenen. Vi, der læste Go Ask Alice og Christiane F før de blev skolepensum.
Nogen af os kan endda snakke fornuftigt med vores store unger. Personlig husker jeg ikke meget af den første Space Shuttle. Min ældste blev født samme uge ... det er osse snart 26 år siden.
Send en kommentar