fukuoka yourself

Fukuoka.
de unge kvinder går i lårkort med høje støvler, indadvendte fødder og bare lår. smådrengene løber i shorts. vi er sydpå og temperaturen sniger sig op på 9-10 grader.
de unge japanere har klodens bedste stil. og jeg mener, hvad jeg siger. de skal bare lige lære at gå som voksne mennesker. manga sætter stadigvæk sine dybe spor. eller de dybe spor har skabt mangastilen. jo mere dyrebarnlig, jo bedre. hvis jeg ikke havde været så diskret bygget, var jeg blevet gadefotograf.

da jeg vågnede i flyet i formiddags og kiggede ud ad vinduet lå de tyste små klippeøer og strakte sig i støvregnen og bugten udenfor Hiroshima. tårekanalerne er selvrensende, så pænt er det.

ingen små levende fisk til middag (de serveres er kun på de dyrtdyre restauranter siger Setsuko), men dybtstegt fiskesæd smager da lidt derefter.
og efter 14 dejbetvungne overraskelser er koksgrå sesam-is med overskåret jordbær en drøm af en afslutter.

da jeg nu havde fået både øl og snaps på yams, røg hæmningerne og jeg turde godt tage et pic af mit brugte service.
træskål, som jeg netop har drukket den sidste suppeslurk af. en spist reje (der oprindeligt havde overfrakke på af ris og tang), den stedsegrønne thekop. og jep. jeg kan godt gøre det med pinde.
hvis jeg bare havde turde vise jer interieuret. det var det smukkeste lille spisested. jeg har ondt i kroppen endnu af at sidde på japansk. farverne var mahogni og terracotta. lydene stille. og afdød kollega var med hele vejen, og mændene delte den sake, han havde haft stående her på sit stamspisested.
buddhister griner og græder også samtidigt.