30 oktober 2012

andre boller på suppen

så var det i dag jeg skulle til Dynamisk Kropstræning.
iført nye kinesiske kopiNikesko og svedabsorberende, forunderligt kostume.
jeg har hadet tanken lige siden jeg meldte mig til i sensommeren. jeg hader at svede. jeg hader baderum. og jeg hader musikken.
og så svedte jeg slet ikke! og der var slet ikke noget baderum. og vi hoppede til opera!
dér skal jeg hen igen.

også selv om jeg godt er klar over at de skrå mavemuskler, bi- og triceps, skuldrene og knæene (dér er der nemlig også muskler i!), ryggen, lårene, læggene og bagdelen er ved at vågne af chokket og sparker tilbage i morgen. og i overmorgen.


nu har jeg nemlig i 25 år drømt om at ligne moren i Terminator 2.

28 oktober 2012

vores Bryggen


Louis og jeg boede i mange år på Bryggen, dengang mænd var mænd i netundertrøjer i Sojakagens havnedis. også i november.
dengang børnene legede kloralarm i børnehaven.

dengang petroleum var guld og et cowboybad i køkkenet var en ugentlig luksus.
dengang vi boede på landet i byen.

i dag var jeg der igen. sammen med Claus.
og jeg mødte Rosa i Ballonparken som begge to lignede sig selv.
alting lignede sig selv.

Louis' børner og frit
vores fold

Michaels hus
Ballonparkens Halloween
vores hus. vi boede i karnappen på 4.
min Claus. og vores øl
det kan godt være, vi også får set den der nye Ørestad.
en anden dag.

22 september 2012

så skidt med overskyen

min fredag var bragende. inspirationer og indsigter stod på spring og uden at falde over egne eller andres ben gled de ind i mit liv som en lind perlestrøm og lejrede sig. det startede med en stuvende åbningsreception i et intimt, robust og æterisk glasgalleri i Trepkasgade 2 på Østerbro, som hedder Vetro. den smukkeste Nina i verden, der også happens to be Louis' storebrors kæreste, har fulgt sit hjerte og det, hun er skabt til.
du skal kigge forbi. det er ikke Versaille, men der er højt til loftet.

derfra spadserede C og jeg langs søerne til Dag Hammerskjölds Allé og tog bussen til Skt Annæ Passage. derinde står tiden rigtigt nok stille, men det gør luften ikke, så kvælende bliver der aldrig.
over på Skt Annæ Plads og ned i den nyåbnede Feilberg og Otto og spise sublim treretters med veloplagt vinmenu og værter og et personale, som man fik lyst til at tage med hjem i lommen. det emmede af entusiasme, stolthed og sammenhold.
der var helt solgt ud og jeg skal tilbage og spise bakskuldstartar.

så skiftede vi lyd og fandt frem til Jaguaren i Holmbladsgade og kørte halve litre ned sammen med de nære inden vi gik i Amager Bio og hørte Forcentury som fik energien til at bølge i technocolor og læberne til at summe af klapsalvernes intensitet.
det summer endnu.

16 september 2012

rokokobarbarbar



min yndlingsHanne og jeg tog en tur til Rokokomanien idag.

vi spejlede os






og spejlede









og så på de andre









og så gik vi solbeskinnede igennem Københavns rokokohave og vinkede til det lokale rokokoslot før vi talte og talte med og om og spiste sortfodsskinke og alle de andre på Lundgren V.I.P
og sippede os skålende igennem Frankrig, Spanien og Italien. i 1/8 døgn.

til sidst væltede vi Barbarbar.
og det så stille, at de ikke opdagede det.

11 september 2012

leben

hvor er Snip?

hvor er Snap og Snude?

hvor er Snip, Snap og Snude?

18 august 2012

hyldeskjul

i skyggen går det meget godt
og for ikke at blive for stiv i nakken kan man dreje hovedet lidt til venstre
og lidt mere
der er også rindende vand

15 august 2012

dagens horn i siden


jeg kan ikke lide damer i fimsede Fiat femhundreder, der kører 94 i den midterste bane på myldretidens motorvej.
jeg kan heller ikke lide damer i fimsede Fiat femhundreder, der kører 94 på stregen mellem den midterste bane og overhalingsbanen på samme motorvej.

jeg er rimeligt rummelig og har mediteret hjemmefra.
og vil gerne nå så levende frem.

28 juli 2012

algemaske og anderilette

jeg er blevet en pensioneret passioneret rabatkuponsamlerske.
det havde jeg ikke troet om mig. jeg finder det nærmest foragteligt ikke at betale prisen.
men Sweetdeal og DownTown har vækket mit ursamlerinstinkt og hver gang jeg finder et tilbud der matcher mit segment, oversvømmes jeg af endorfiner og serotoniner og trækker kortet.

først var det en time på skønhedssalon til 1/3 af normalprisen. og Gitten Gas og jeg havde netop aftalt at vi skulle forskønnes sammen, så vi slog til og kombinerede med efterfølgende fransk sit-down charcuterie til halv pris i kælderen i Hyskenstræde. hudbehandling og efterfølgende kælder er en god kombo.
på briksen på Gl Kongevej iført lukkede øjne og store forventninger til den unge dames hænder udspillede følgende konversation sig.

hun: hm. du har tørre partier i ansigtet. hvilken hudplejeserie bruger du?
jeg: har jeg??? jeg producerer mine egne produkter.
hun: hvor længe har du brugt "dine egne hjemmelavede produkter"????
jeg: i godt tre år.
hun: hm. hvilke produkter brugte du tidligere?
jeg: ...
hun anpriste salonens produkter og spurgte derefter til min alder.
jeg: jeg bliver 54 år i år.
hun: din hud er fantastisk flot for din alder.
jeg: tak.

og så blev der endeligt stille. bortset fra bølgeskvulp og sækkepibe.

bagefter, da jeg dinglede ud i receptionen til Gitten Gas og den unge dame med hjernebølger, der bevægede sig i adstadigt Alpha, fremviste den unge dame en ansigtsmaske, som hun syntes, jeg skulle købe. jeg fandt ikke ud af hvorfor, men spurgte om prisen og hun svarede: 349 kr - nå nej, jeg mener 399.
jeg: hm. så vil jeg hellere bruge pengene på en behandling en anden gang.
hun: jamen så kan du købe et klippekort til fire gange og så får du den femte gang gratis.
jeg: alright! hvad koster en enkelt gang?
hun: eeeeh, den koster 599 kr. den er lige sat op fra 499.

lige dér vidste fru Gas og jeg, at vi havde æren af at blive betjent af Københavns gedignt dårligste sælger.

en time senere sad vi bænket i Frenchy i kælderen i Hyskenstræde og blev betjent af de kærligste (ja. det var de sgu) franskmænd, der sørgede for aftenens charcuterie for os, selv om den slet ikke var på menuen før kl 16. for det havde jeg lovet Gitte.
og vi fik god hvidvin og vi nullede og tullede os igennem anderilette, pølser i lange rækker, patéer og cornichones og jeg kunne næsten spise op.

kaffen blev indtaget i skyggen under lindetræet omkring et lille hvidt smedejernsbord i ditto stole med franskprintede puder i Skindergade/Gråbrødre Torv-sammenfletningen og det var den dejligste damedag i hundrede år og  det var alt for varmt vi var forrygende heldige med vejret.

og det jeg egentligt ikke havde tænkt mig at fortælle:

1. jeg glemte oprindeligt skønhedsrabatkuponerne derhjemme i farten, så vi kom en lille bitte smule for sent.

2. jeg havde glemt at læse det med småt på Frenchyrabatkuponerne, så vores rabat gjaldt først fra kl 16.
så nu skal jeg i Frenchy igen en anden gang, og en tredie og en fjerde. jeg har tænkt mig at få tatoveret Frenchy i panden. så godt er der at være.
iøvrigt havde jeg også glemt Frenchyrabatkuponerne.

3. jeg glemte at betale for kaffen før vi gik. så vi måtte lige slå en krølle på et par kilometer, da det gik op for os. men vi blev velsignet af personalet og fløj hjem via Torvehallerne.

ellers har jeg ikke noget med hukommelsen.

29 juni 2012

FÆRIE!


16 juni 2012

gratis coaching!


jeg er igang med at forankre den udgave af mig, som er resultatet af en syv måneder lang stress-sammenbrudsmetamorfose.
Regitze version 4.0 har et indiskuterbart behov for at få sat de opnåede indsigter i system, sætte dem i spil og  give en hånd til dem, der ønsker at blive den bedst mulige version af sig selv. fordi det er så fedt!

derfor er jeg gået i gang med en af Danmarks mest seriøse og ambiøse coachuddannelser, der som den eneste i Danmark, kan certificere indenfor det der i dag er verdens højeste standard indenfor coaching.


uddannelsen har fokus på læring via praksiserfaringer, og jeg skal inden medio januar 2013 have gennemført et vist antal coachforløb med personer, der ønsker at arbejde med at sætte og opnå mål i deres liv.
eneste betingelse er en villighed til forandring og en erkendelse af eget ansvar for udfaldet af forløbet.


kender du en sådan person, bosat eller med arbejde i Københavnsområdet - eller er det dig selv - sender jeg gerne yderligere informationer. min mailadresse finder du i 'Vis hele min profil' i venstre spalte.

jeg glæder mig sådan til at sprede glæden ved at udforske nuet og designe fremtiden!

07 juni 2012

der er dem, der samler på brændte tændstikker, der ser sjove ud


vi samler på parkeringspladser. 

10 maj 2012

turboevolutionsforsøg



så har virkeligheden overgået fiktionen. igen.
vores flotteste og største karpe, den der hed Lysglimt, fordi han var så dygtige til at kaste sig op i sollyset og beskrive en bue over vandet til ære for damerne, er sprunget på land.
det skulle han ikke ha gjort.
nu skal vi have fisk til middag igen.

update. det er et mirakel. hanfisken Lysglimt var fyldt med rogn. og vejede 500 gram. nu ligger han og simrer 30 minutter i urtesuppe med hvidvin.

update 2. så har vi spist karpe fra egen dam. og det gør vi nok ikke igen.
konsistens: perfekt.
smag: den sædvanlige muddertone fra en ferskvandsfisk. vi er bare ikke så vilde med ferskvands. tonen kunne dog let overdøves af lidt ekstra salt og peber.

06 maj 2012

/manys Ode til Kaj


lyrik: /many, 8. juli 2008

Kaj, 24. april 2008
Dyr er dyr
og høns er høns
og ikke særlig kloge.
Men Kaj hun har en særlig plads
i min hjertelåge.

Flokken er ikke for dig, Kaj.
Du går din egen vej, Kaj.
Åh, hvor jeg elsker Kaj.

Høns er høns
og Kaj er Kaj
og ikke en af mange.
For Kaj hun strejfer solo rundt uden at blive bange.



Flokken er ikke for dig, Kaj.
Du går din egen vej, Kaj.
Åh, hvor jeg elsker dig Kaj.

Kaj er Kaj
og jeg er mig
og lissom andre folk.
Når jeg bli'r genfødt og gerne som høne,
måtte det gerne være som dig, Kaj.


Lille Kaj døde, som hun havde levet. 
enestående.
om aftenen den 4. maj gik hun i stå på vej ind i hønsehuset og faldt i søvn i indgangen.
klokken 21 kørte den automatiske faldlem som sædvanligt ned med sin egen nakkedragsgrundighed.

requiescat in pace.
der bliver aldrig en som dig, Kaj.

28 april 2012

narcissus mig hér og narcissus mig dér

påskeliljer er hysteriske.
de flyder over det hele.
naturens Nettoposer.

sidste år gravede jeg alle de gamle op og hældte dem i rabatten foran hækken. så kan genboen få fornøjelsen.
i stedet købte jeg nogle eksotiske løg af slagsen og minerede haven med dem.
ledetråden var, at de ikke måtte være gule på den der påskeliljegule måde. så nu stritter det alle vegne med
sådan nogle:


ude og inde.
og da jeg havde taget billedet af min vase opdagede jeg, at der faktisk hænger en lille permanent påskelilje på væggen:


den købte jeg af en ung mand på gaden i Wellington sidste år i august på Daffodil Day, som er den dag i året hvor Australien og New Zealand har særligt fokus på kræft.
If yellow makes you happy... support Daffodil Day this August
står der på hjemmesiden.
gul gør mig melankolsk.
og det regner.


14 april 2012

she came in through the kitchen window


klammo i klasse med dem, der kysser deres dyr på snuden.
men jeg lover dig, at jeg ikke fremelskede motivet.
kom bare tilfældigt forbi.

20 marts 2012

Haiku 1 - 3

jeg går til zenmeditation og det er ret afslappende.
bortset fra når vi får spontanlektier for som vi fik i mandags og pludseligt uden varsel skulle skrive et hav af Haikuer på otte minutter.

skal vi lige repetere reglerne anno 12:

præsens. altid præsens.
strofe 1: fem stavelser
strofe 2: syv stavelser
strofe 3: fem stavelser

nå. men vi fik da noget på tapetet og jeg måtte også recitere.

Haiku 1
sollys i brosten
vagtparadens musikvalg *



latter og glimt


Haiku 2
hejren på engen
forveksles med en pingvin










for halsen er væk

Haiku 3
morgenmad til høns
grønt, gult, orange og hvidt















skraldesymfoni 

ok. vi er måske ikke helt i mål.
men reglerne, ing. dem kan vi.

*  (der kommer altid en sporvogn og en piiige til) 

19 marts 2012

slentre gennem by'n


klikogforstør.










 sådan sku den dag barberes.

07 marts 2012

Moder smiler, mild og klog




[citat]: Til Ringkjøbing Foreningens fest i anledning af byens jubilæum skrev en meget gammel dame, datter af en for mange år siden kendt murermester Møller, dette lille digt:

Helligdagens store Stilhed
hviler over By og Hjem,
Moder stille gaar og pusler
tager Søndagstøjet frem.

Fader hviler sig i Stolen,
læser i en Andagtsbog,
Fluen summer imod Ruden,
Moder smiler, mild og klog.

Far og Mor mig tor ved Haanden,
vi skal gaa en Søndagstur,
op af Slummer vaagner Gaden,
efter at ha' taget sig en Lur.

Frem fra blomstersmykket Rude
faar vi mangt et venligt Nik,
vi gaar over toppet Stene
efter Far og Mors Bestik.

Ud til Land, hvor Kornet bølger,
Græsset staar med Blomsterflor.
Far og Mor saa glade spøger,
Fugle synger med i Kor.

Ak! Et herligt Sommerbilled
fra min Barndoms glade Stund,
jeg det pudser, naar jeg gemmer
det paa Minders Kistebund.
 [citat slut]

og al denne herlighed, bare fordi jeg kom forbi forårskåde Farmer, der fik inspireret Kire, som satte minderne om dengang, jeg mødte Eigil Knuth på Nationalmuseet, hvilket ledte mig hertil hvor så dette Sommerbilled dukkede op fra Minders Kistebund.
akkeja.

05 marts 2012

sommetider overgår virkeligheden fjerneren






og sommetider leger jeg, at det er mig, der bestemmer. men det gider de ikke være med til ret længe.