09 oktober 2008

boa noite


jeg er så pivheldig, at jeg kan slå mig ned og arbejde hvor som helst. bare der er elektricitet og netadgang.
så det gør jeg.

hvis jeg står op i morgen før hønsene og taster fingrene til blods i nogle timer, kan jeg nå et gensyn med Alfama.
så det gør jeg.

06 oktober 2008

en dannelsesrejse

jeg tænkte, at hvis man vil have noget ud af dagen, skal man stå tidligt op.
så jeg stod op klokken fire i morges og tog op for at se på operahuset i Oslo.


i modsætning til vores lokale brødrister med hat bliver man høj af huset i Oslo.

operahuset er en kæmpe marmorbræ, som nordmændene frygtløst promenerer rundt på.
de går på tagene og det de må gerne.




ude fra bræens stævn kunne man vinke til Oslofærgen. eller Københavnerfærgen om du vil.



så tog jeg hjem igen.

05 oktober 2008

familiegalleriteria


sønnikes storesøster, Pernillepigen, tog lige efteråret på kornet.

sæt næsen mod skærmen og snus.

det var så dejligt ude på landet

jeg har ligget på landet i weekenden.
derude, hvor røde egern løber op og ned ad østrigsk bjergfyr, som suser i vinden.
i et lille eventyrsommerhus, hvor tiden står, hvor den blev sat og alting er, som det var og skal være.

jeg har ligget i en tidslomme. og sippet cosmopolitans med stouwte kvinder.

og fået visualiseret min ønskeliste:



tak for et vidunderligt døgn, d'damer!

04 oktober 2008

englemorgen

jeg har drømt på svensk hele natten.
i går aftes var det Änglagårdsaften. en gave af en film, som vi fik forærende af en kær ven for længe siden. og nu fik set. og hjertet svulmede og tårene flød. mest dem, der er lavet af latter. og rørelse.
jeg har glædet mig til at se den siden 92.

så jeg stod op med et hej allihop på lystige læber og gik ud i haven, mens dagen endnu var jomfruelig.

derude er der rigtignok lyserødt.





det er helt utroligt, hvad jeg har fået lov at snige ind efterhånden. ikke at C ikke kan se. han er bare et mægtigt large menneske der nok håber, at denne passion går over. ligesom radiosporten.


dahliaen er opkaldt efter Brorsans hustru. hun forærede mig den fra sin have, da den var et lille pus. nu er den på størrelse med rundetårn og bliver ved. og ved. jeg har aldrig kendt mage.

da jeg stod nede ved bierne før og kiggede op, tænkte jeg.
det her er sq vores Änglagård.


og nu galer Rasmus.


så er der kaffe.

02 oktober 2008

en kærlighedserklæring

i dag har jeg femårsjubilæum på mit arbejde.
det har jeg fejret med at arbejde hjemmefra.

sommetider er det lettere at elske sit arbejde, når man ikke skal se på det.

29 september 2008

romeo og julie

vi kender en, der samler på Alfa Romeoer.
og hver eneste gang han har vristet en ny perle ud af Italien, får Brorsan lov at teste passagersædet.
og hver eneste gang går testturen til Harrestrup.
så i går kom de igen.


denne gang er det en hun. fra 1973.


Claus, Louis, Asbjørn og Mathias, som væltede rundt ude på parkeringspladsen og tryllede to tons betonaffald væk, stod parat med honnør.






mens vi damer ordnede resten af verdenssituationen.



ok søndag, den.

26 september 2008

Fedt Mikkels Gang


hvor lå den?
den kan hverken googles eller krakkes.
det foresvæver mig, at vi var i Ebeltoft?
men hvad ved jeg.

jeg havde solbriller på.

23 september 2008

vraget


i vores verden punkteres trommehinder og mellemkød klippes førend ballonerne revner.
i min verden skred syningen en uge efter, og jeg mistede fem liter blod.

det synes jeg for nogle år siden det var på tide at kvittere for. og da Blodbanken efterfølgende ovenikøbet begyndte at lægge vejen forbi min arbejdsplads, var det jo bare et lille stik og en æblejuice i ny og næ og så tilbage på pinden.

i dag kom Blodbanken forbi igen. jeg drønede ned for at få min juice og da jeg meldte mig ind, bragede fanfaren ud af blodmandens computer, for jeg havde titapsjubilæum. og jeg måtte vælge en gave.
jeg valgte med tak en indkøbsvognspolet i erkendelse af, at jeg ikke husker at skifte nålen fra revers til revers.

det var en kry Regitze, der udfyldte den sædvanlige seddel. nej. jeg har ikke fået nye piercinger hverken i øret eller andre steder siden sidst. nej. jeg har heller ikke delt ud af min kanyle siden sidst.

så ind til lægen og snakke sedlen igennem.

'nåh. jeg kan se, at du blev tappet sidste gang i november 06'.
'øjs. er det så længe siden. jamen, det er fordi jeg har været i et antal karantæner efter oversøiske rejser'.
'åh. og jeg kan se, at du har titapsjubilæum i dag'.
[fnidder og vriden på stolen. regner med, at han har set en indkøbsvognspolet før].

hvorefter manden rejser sig op rækker hånden frem og siger: 'og tak for din indsats. jeg kan også se, at du spiser blodtryksnedsættende medicin, og det er jo desværre på livstid'.

jamen.
jamen?
jamen.

jeg mangler lige at donere en halv liter i at være kvit.

halløj. er det ikke noget, jeg kan vokse mig fra?

jeg havde helt glemt hvordan det er at blive valgt. fra.

jeg er fanme ikke klar til at være et dårligt liv.

22 september 2008

skæve vinkler med uden finish

vi triller igennem et transitbadeværelse.
frem og tilbage.



for der er gulv i.


man kan vaske sine hænder.
og det, der er værre.


i et springfald.
det er smart.

vi kan også bade.


det er smart.

og så er det, du nu skal spørge mig.
'hvor er afløbet'?


det er også smart.


om det så er toilet.
du nævner det. vi har det.

jeg ville helst have ventet med at vise dig det, til vi var helt færdige. der venter stadigvæk ditter og dutter.


og det.

men på den anden side.
to måneder er længe siden.


der er alligevel sket et og andet.

18 september 2008

våde underlæber

I det nærliggende center kan man få et grusomt pasfoto på ti minutter for 80 bobs klokken ti om formiddagen. når man har forceret et antal bombastiske medborgere, der utålmodigt har ventet på dagens første bajer eller softice.

På det lokale rådhus kan man - måske - få et pas tilsendt om 14 dage for 600 ditto på baggrund af sin præudprintede ansøgning, når man har ventet tyve minutter på at en næse er pillet færdig akkompagneret af grædende spædbørn, der ligger på gulvet som små kronblade, mens forældrene ophav knokler sig igennem lange ansøgninger siddende ved børnemøbelarrangementer, som er de eneste øer i rådhusets iøvrigt elegante servicebutik, hvor der hører borde til.

arj. det er løgn. næsen var ikke færdig, da det var min tur. men på rådhuset kan man godt taste med én finger.

de seneste tre dage har jeg frekventeret nok virkeligt liv til at være dækket ind i de næste måneder.

17 september 2008

nyt fra vestfronten

jeg har lige samlet en hyndeboks.
og sidder stadigvæk og ryster lidt på hovedet.
det havde jeg ikke troet. om mig.
en hyndeboks.
sådan en havde jeg ikke lige set komme ind i mit liv.

men sådan går det når man i går tog i Ikea. og Silvan. og Jysk Sengetøjslager.
og i dag måtte tibage i Ikea. og til Bauhaus. og i Jysk Sengetøjslager.

og jeg havde sådan set heller ikke forestillet mig at jeg som midaldrende skulle vælge at bruge to fridage på at spurte rundt i Taastrup, Glostrup og Ballerup.

nu manglede det bare, at C blev syg.
så det blev han.

han ligger og strutter på nybagt topmadras ovre i soveværelset og sender sms'er, når han synes, noget er for galt.


der må ikke være høns på verandaen.


de skal være på bænken.

16 september 2008

godt jeg ikke er en mand

- for så havde jeg ikke fået en pris!
og havde jeg alligevel været en mand, ville jeg have kaldt mig Oskar Wylde.

tusind tak, Irenschen!

jeg er overmidlet. beæret. og en lille smule nervøs.
for priser forpligter.
ord forpligter.
forprisende forord.

formålet med at videregive prisen oversætter jeg som at sende kærlighed og anerkendelse til kvinder som beriger min dag, lærer mig nye ting og lever deres liv fuldt ud med åbne arme og et grundlyst sind.

der ryger kun kvinder gennem nåleøjet og ind i den personlige sfære. der beriger min dag, lærer mig nye ting og lever deres liv fuldt ud med åbne arme og et grundlyst sind.

livet er ikke en stor happy hoppeborg. men grundglæden er et godt fundament at bygge på. også når vi græder. skærer tænder. ængstes. raser. og kravler op ad stejle skrænter.
du er ikke alene.
det er det, det hele handler om.

der er et antal uvurderligt seje kvinder i mit liv, der har fortjent at få denne pris.
Yndlingssis. Purtslab EttelobEnna. Gitten Gas. Kagedronningen. blandt andre.

men da jeg må formode, at medaljen forudsætter, at man er weblogførerske, svinder kandidaterne en anelse ind.

så jeg synes, /many lige skal have et kys.

*addr*

stressforebyggende fridag

jeg har foræret mig selv en dag med blød elastik. det kan man trænge til.
hvis man skal holde til mosten, skal foden lettes fra speederen en gang imellem.

langsom. langsom.

må gerne tegne krusseduller hele dagen, hvis det skal være.
hånden leger.
og pludseligt har krussedullerne taget magten og formeret sig til noget, jeg genkender.

købe gave
få taget pasfoto
bestille pas på rådhuset
købe vigtige dimser i ikea
slå græsset
pudse vinduerne
luge staudebedet
ringe til banken
samle badeværelsesskufferne
...


hjertet banker og synet tunneler.

15 september 2008

at kysse sig selv i nakken

bankerne begynder også at ruptere i USA og nu er opsvinget i selve Danmark slut. vi er nogle, der taber penge, hvergang vi trækker vejret.
og træerne slipper bladene. gud ved om de kommer igen?

hvorfor kommer det bag på nogen?
efter alle disse år.

12 september 2008

hjemme igen


.. på flere planer.

det lykkedes de to Masters of the Universe at finde fejlene hos hinanden. og ikke nok med det. det lykkedes d'herrer at få løst egne fejl. så vi blev koblet på med et snuptag i tirsdags, mens jeg var på hotel og flade ud seks timer i døgnet.

en lille uge iklædt rollen som fuldtidsakademibestyrerinde, træner, best boy og allestedsnærværende værtinde tærer på modne damer.
så onsdag og torsdag har vi slappet af efter mørkets frembrud, efter lange arbejdsdage, med at bygge badeværelse. og det. til vi segnede.
i dag, fredag, har vi kun hjemmearbejdet indtil kl 21. og efter pizzaen fra den lokale er C væltet omkuld og jeg holder mig oprejst ved hjælp af mellemrumstasten.

det må være ligesom at være med i en meget lang filmserie. en af dem hvor der sker en masse. men det er ligesom det samme og det samme. og det samme.

man får lyst til at springe nogle afsnit over.

men ok. lidt drama skal der også være plads til.
vi er ved at drukne i små æg.


.. jeg må lige møve mig ind i blogosfæren igen. sidder og træder mig selv over fødderne uden at vide, hvad der er at sige.
blogmusklen er blevet slap.

men jeg kan jo altid starte med at takke for alle de dejlige kommentarer, den seneste måned. tusind tak. allesammen.
ikke mindst tak til min kommende svigerdatter, Kit. næste gang du kommer, skal vi sminke.


man ser det for sig.

Ægte Kit & Co
Vogt Dem for efterligninger.


hjerteligt godnat.

07 september 2008

når internettet ikke vil komme til mig

- så må jeg flytte på hotel.

men hva. vi lever.


det gør Carlo og Alfred ikke længere.


og de smagte saftfiseme godt!

28 august 2008

et lille pip



vi skal have dværgomelet i aften.

18 august 2008

lost in space

vi er skiftet til Cybercity. lokket af løfter om at kunne køre ornligt sygt stærkt.

siden 11. august har vi været uden dsl-forbindelse, og efter i timevis at have hængt i et telefonisk venteværelse den seneste uge er jeg lige blevet forsikret om, at en servicetekniker vil se på sagen indenfor fem arbejdsdage.

de mener, at der er nogen, der har glemt at stikke vores stik i Cybercitykontakten.

om fem arbejdsdage er vi oppe på to ugers netfravær. vi skal desværre selv kontakte kundeservice for at undgå at betale for to ugers ikke-forbrug.

det slår sq næsten postdanmark.

10 august 2008

jeg har en hane at plukke med dig


regnen har slået hårdt ned på paradehusets tag det meste af natten.
Carlo, Rasmus og Alfred har holdt galekonkurrence siden kl 3.
jeg drømte, at jeg klaprede rundt i træsko på brosten i gyder og fangede hanekyllinger. omgivet af bindingsværk og svalegange.

af de elleve høns har vi fire unghaner. Carlo tog têten inden han var kommet ud af papkassen og kunne have fortsat som flokkens leder en rum tid endnu, hvis han havde spillet sine kort fornuftigt.


man må ikke grine af en alfahane, men stive haneben og rituel dans er underholdende. desværre er han så overrumplet af sine hormoner, at det giver sig udslag i decideret mishandling af hønerne. de gider ikke blive trukket i fletningerne hele tiden. og er han en ballademager nu, siger sagkundskaben, at han kun bliver værre med alderen. det ender med, at jeg får en spore i nakken.

Rasmus er den flotteste af de fire fyre og den, der kommer nærmest idealet af en dværgfaverolleshane. sort bryst og grøn metalglans som en nypomaderet rockabilly.


adfærdsmæssigt lægger han sig desværre lidt op ad Carlo efterhånden, så han står på vippen. med mindre han tager sig sammen, når Carlo ligger og simrer i gryden.

Alfred er stor. og pæn. og anonym. jeg har ikke set ham banke damerne endnu. måske har han et godmodigt sind.


men han er ikke særligt spændende. med mindre han tager sig sammen, når Carlo er spist og Rasmus ligger og simrer i gryden.

og så har vi vores lille Ferdinand.


ham, vi en rum tid troede, var en Isabella. han triller rundt og er veninde med hønerne og siger ikke en lyd. jeg ville ikke blive særligt forbavset, hvis han gik med i redekasserne, når de begynder at blive interessante om nogle uger.


udseendemæssigt er han ikke noget at bygge videre på, dertil er han alt for kedelig og grå. men når Carlo og Rasmus er spist og Alfred ligger og simrer i gryden, kunne det være, han trådte i karakter og blev den galanteste tropsfører på vestegnen.
jeg hørte engang om en hane, der holdt solbærgrenen ned, så kyllingerne kunne nå bærrene.

hanerne har samme far som hønerne, så han skal kun bruges til en enkelt generation. men derfor kan man jo godt øve sig i at gøre sig umage.


se. det er væsentlige tanker at sidde at gøre sig på en grå, regnvåd søndag.
der skal tages en beslutning.
nu.
hvad synes du?