mors dag

hvis du vil vide noget om mangrovetræer, skal du bare spørge mig.


mangrovesumpens floder i Langkawi består i den tørre årstid af en salt-/ferskvandsfordeling på 80/20. i regntiden er den 60/40.
mangroven er ligeglad. den har et filtersystem, der frasorterer saltet.
jeg ved også alt om, hvordan den formerer sig og hvordan den virker som økofilter og tsunamistopper. og jeg kan se forskel på to forskellige mangrover. den ene har store blade og den anden har små. den med de små blade indeholder en gift, der gør dig blind, hvis du får giften i øjet. hvis du har en uven, der drypper en dråbe gift i din drink, får du diarré i to uger.
den eneste kur er frisk bark fra et andet træ. som venligt nok altid vokser ved siden af mangroven.


i Langkawis mangrovesumpe bor den brune ørn. den er svær at fotografere. men smuk.
og varaner.


og flagermus. og aber.


her er aber OVERALT.

og sjove fisk, kobraslanger, krokodiller (undsluppet fra en farm) og hvad-de-nu-hedder.


sommerfugle på størrelse med en gråspurv og fugle, du ikke ser, men hører, såsom kingfisher.
og cikader.
på Langkawi bor der mange cikader.

jeg kunne også tænke mig at bo hér.
i går tog jeg ned på sydspidsen af øen, og fandt det her hus til C og mig.


udsigten er pæn.
og I må gerne komme og besøge os.


vi kunne selvfølgeligt også slå os ned her.


eller her.


der er toilet indenfor bekvem afstand.


min morgen startede drøntidligt i dag, da et par ældre, australske gentlemen på min egen alder havde udfordret mig til en morgentur på mountainbike.
det var en rimelig opvågning, der gik lige så meget ned som op ad bakke.
og vi tog en lykkelig morgenkaffe på en lokal café.


sammen med en sød, bette en, der gjorde os til sit behagelige selskab.


ved siden af os fandt en af aberne en coladåse i skralderen, som den fistrede op på et skrånende bliktag med for at trille den ned. igen og igen. det kan godt være, at dyr ikke 'leger'. men det lyder sådan.



alt er som det skal være. det eneste, der gør mig ked i hu er, at jeg ved, at Claus går rundt derhjemme og er syg og ikke kom på den weekendtur, han havde glædet sig til.
det er et skår.

øhop

jeg stak af i morges, min tid, uden at sige farvel.


kl 5.05 sad jeg i taxien og så gik rejsen nordpå. via Sydneys lufthavn hele vejen henopover Australien med et nik ned til Alice Springs i midten for at mellemlande seks timer i Singapore.
så med et lille bumlefly til en malaysisk ø, der hedder Langkawi.
pæn lang tur alt i alt.
nu er jeg halvvejs hjemme.
og vist på udebane som aldrig før.
jeg kan ikke se noget. her er mørkt.
men der er nogen dyr, der siger sjovt.
og skiltet på balkonen er ikke det sædvanlige.


jeg glæder mig til i morgen.

pink front

tid og sted: 1. maj.
krinolinøse: moi.

Louis og jeg syede plus 20 meter tyl sammen på minus to timer.
for sørensen, det var en hyggelig formiddag.

men sønnike. hvor er de betyllede benvarmere?

returning boomerang

når du holder weekend, arbejder jeg.
og når jeg arbejder, møder jeg nye mennesker.
nogle af dem er jeg rigtigt ked af ikke at kunne tage med hjem i kufferten. eller..
Sarah og Janelle vil være to af grundene til, at jeg gerne ville putte dig i kufferten og flytte herud for good. eller for en tid i hvert fald.


efter weekendens konference besluttede S, J og jeg, at jeg ikke havde været her, før jeg havde spist frokost på Icebergs på Bondi [Bondai] Beach.
så det gjorde vi. sammen med de andre rige.
bl.a. en stor sydafrikansk-jødisk familie. da de forlod os, chattede Sarah i forbifarten med den ældste dame i selskabet med det blå hår, de sorte solbrilleglas og den knaldrød læbestift (i alle furerne. ligesom os andre).
åh, sagde fruen. vi har fejret min 80-års. jeg er så trist. jeg synes, jeg er 40 indeni.

århja. sagde Sarah. når jeg fylder firs, vil jeg også fejre den her.
så elskede jeg Sarah lidt endnu højere og sendte et kys til min mor.




jeg åd flatheaded fish, så det stod ud til alle sider.


det var en lykkelig dag.

i dag arbejdede du. så da holdt vækkeuret og jeg fri.
hvis der er en swimmingpool på taget af din bolig, er det en fiks måde at få søvnen ud af øjnene på.


og så tullede jeg.
og spiste frokost på en bænk. i to timer.
og tullede. på den bænk.
egentligt havde jeg tænkt mig at kravle rundt på broen. men jeg nøjedes med at kigge på dem, der orkede.


egentligt havde jeg tænkt mig at sejle rundt i bugten. men jeg nøjedes med at kigge på dem, der orkede.


jeg er så forelsket i operaen.


jeg ved godt, at historien ikke endte lykkeligt for Utzon. at han rasede hjem i rejseri over ulidelige kompromisser.
jeg ved også godt, at Larsens operaklinch med Mærsk var ulykkelig.


men jeg formerligt foragter synet af det sølle kompromis af en brødrister med hat på - omend jeg glæder mig til, at Beologen en dag samler sammen til en guided blogførertur:)


og nu er det slut med al den tullen.
i morgen står den på arbejde igen.

til venstre for dig

i morges syntes jeg alligevel lige, det var lidt synd for dig, så jeg afsmuttede 50 meter til venstre på vej på arbejde for at tage et par pics til dig af hende fra min vinkel.




og når jeg kigger til højre, tænker jeg på, at man åbenbart stadigvæk takserer primært i grundpriser.


ellers er jeg mest optaget af gadens nye politimand, der skriver parkeringsbøder ud dagligt til mælkemanden og de andre, der bare forsøger at gøre deres job.
vi er helt oprørte. dagligt. nede i aviskiosken.

og både kioskdamen og cigaretmanden er begyndt at sige på gensyn.
så. jeg overveje at blive.

dagen ud

når du går i seng, står jeg op. og så går jeg op omkring hjørnet og spiser morgenmad i solen, mens du drømmer.


jeg spiser en semisådansund en. serveret af kvinder med alvorlige tørklæder på. kvinder, der kærer sig. men man kan godt slå et lille smil af dem.


og müesli-tranebærkagen er god. men grunden til at jeg spiser her er, at det er kaffen også og ikke nok med det.her dufter morgenfriskt og stille. man kan få lov at vågne indeni, selvom man er på offentlig sti.

den lokale due klager heller ikke.


og så. så er jeg panserparat til menneskemylder.
som er meget høfligt her. så snart man har lært at holde til venstre.




og når bussen kommer, hopper jeg på den som en anden indfødt.



udadtil vinker jeg farvel til indre by, mens jeg indadtil tisser i bukserne over hvor snæver pladsen er på motorvejen. sidespejlene formerligt kindkysser hinanden.


og se! hvem har vi dér! næh. næh. nåh, du så den ikke. det var operaen.



og vupti. 20 minutter senere er jeg på arbejde.


og så tager jeg hjem igen 8-9 timer senere.
nu er det mørkt.


og bang. er byen tilbage i billedet igen.


så går jeg ud og spiser.
og så går jeg i seng.

når jeg har skrevet i min dagbog.
godnat.

merge

Sydney og omegn er befriende fri for henkastet affald. og graffiti skorter det også på. så da jeg fik øje på dette simplistiske førstesalsmotiv i morges fra bussen, var jeg lidt solgt.
p.s. note the camera.

og når man taler om solen, rammer dunhammeren en med 180 i timen. så i morges sejlede jeg ud af sengen og erkendte, at jeg havde fået jetlag.
det har sin egen charme at konceptualdiskutere med en kvart, skvulpende hjerne. så kommer der noget andet ud af ørerne end det sædvanlige.

og så har Brorsan fået hidset mig op til at kigge lidt på mulighederne for at bruge resten af friværdien på en knaldhytte i området.
der er ikke så mange at vælge imellem.
men - med risiko for at krænke opretshavligheder - tak til www.realestate.com.au/realestate/nsw/sydney - sniger vi os lige til at kigge indenfor her:


Auction Sat 9-May-09 12pm
80 WINDMILL STREET THE ROCKS






alright, Brorsan. skal vi byde?

g'day mate

da jeg hører til de finere, bruger jeg ikke jetlag.

fidusen er vel hurtigst muligt efter take-off at sætte alle ure, inklusiv mobilens og pc'ens, til den lokaltid, der korresponderer med den tid, der hersker næste gang, dit fly - antageligt - rammer jorden. og så fremdeles. og så handler det ellers mest om at stirre stift på tallene undervejs og tænke. shoot. hvor er jeg søvnig (højre)/kvik (venstre).
det virker. [også på dansk sommer-/normaltid, om det skulle være].

og dobbelte whiskies til højre og stiv kaffe til venstre er gode smagsforstærkere under alle omstændigheder. [også på sommer-/normaltid, om det osv].

men ellers er det indstillingen, det kommer an på.
og livsindstilingen er jo evnen til at dy sig selv.

derfor må man vel nok være brugt efter en lang arbejdsdag hvor man har valgt hyregryder fra og busser til. og satme også fået købt et klippekort i en hyggelig kiosk. primært for sportens skyld (jæ ku). men også fordi busser kommer tyve gange hurtigere frem end alt andet i myldretiden (Bondam, HØRER DU)?

og så har jeg ellers gået og klappet på The Rocks, som jeg valgte at bo på denne gang og ikke er helt sikker på, at jeg forlader frivilligt igen - hvis ellers C, kattene, hønsene og alle I andre nærme gider flytte herned og møde lykken i dette liv.

tilbage

mine langsomste rejser gik fra Tørring til Silkeborg.
67 km/uge. i kano.
i 1978 blev Helge og jeg et par middelmådige studenter. Max måtte op i fuldt pensum og fik et snit på 10kommanoget. det var mig der lærte ham om forskellen på de doriske og joniske og alt det, dagen før han skulle op i oldævl. han fik 11. jeg fik 9. det var ellers mig, der havde patent på det fag. Bo havde opgivet at gå til eksamen og gik andetåret på kurset om. sammen med de øvrige drenge i slænget. i dag er de ministerielle embedsmænd, journalister eller det, der er værre. nogen forsvandt. og nogen blev tossede.
vi fulgte stort set statistikken.

nå. men Helge, Max, Bo og jeg tog ud og fejrede og besluttede, at vi ville på kanotur i Jylland dagen efter. så det gjorde vi.
solen skinnede i en uge og jeg så en isfugl. Helge stak forresten af om tirsdagen.

året efter drog vi en større flok afsted for at gøre Gudenåen sammen. det regnede hele ugen. undtagen 20 minutter. så vi spiste småkager med tjald i og ugens højdepunkt var de tyve minutters tørvejr, hvor vi hørte en solsort.

da jeg kom hjem fra arbejde til aften gik jeg min runde. ikke at sammenligne med Tùrells sidste tur gennem byen, men alligevel.
stærene har slået sig ned. eller op. på vores pittoreske pind med en digitaltvting på.


nedenunder, på gavlen, hænger to stærekasser.
da jeg var lille og sang hør den lille stær, den er åh. så fornøjet, havde jeg aldrig hørt en stær. jeg troede, den trillede. københavnske skolelærere burde tage en fugleplade med i skole. børnene ville falde ned af stolene.

dammen er vågnet.


og selv om jeg er lidt træt af gult, er damblommerne i orden. og porsen vågner snart. og åkanderne. og dunhammerne. og de andre.
da Claus i sin tid gravede ud til den dam, kunne han ikke ane, hvor populær den ville blive. som savannen har sine vandhuller, hvor bøfler og løver mødes og drikker side om side, cirka, er vores lokale vandhul en lise for høns, katte, bier, småfugle, frøer, myg. og fisk.
og min pileflet skyder.


forhåbentligt også under jorden.

og så skulle jeg lige ud igen i skumringen. og lukke bildøren. for da jeg kom hjem, skulle Misse ind for at udforske bilen, så jeg måtte lade døren stå åben. og så duftede der, derude i haven. for første gang i år. der duftede, så hårene rejste sig og lykkecenteret citrede.

ude i paradehuset ligger frøene. og de franske anemoneknolde. og nåede ikke i jorden. selvom det er nu, de sku. og tulipanerne er lige på nippet. og jorden værker af små stædige spirrer. både ude og inde i jiffypotterne.

på gulvet bag mig ligger to kufferter og buler. og jeg står op i morgen før fanden, for at øve mig i at vende døgnet en trediedel.
når du begynder på at tænke på kaffe, tager jeg afsted.
16.000 km/døgn. i en 777er.

om til efteråret.
i tre uger.
tal lige om dårlig timing.

CityRiders

der er unge mænd, der får min stolthed til at bulne.
fingre buldner.
hjerter bulrer.

jeg lærte Joa at kende, da han var på sin egen Oskars alder.


siden blev han Louis' storebror.
der er ingen, der nogensinde har tabt de tre bag af en vogn.

faktisk er Joa lige nu igang med til at løse et af Københavns mest krybende problemer.
nemlig: hvordan får du dig og din bil hjem på behageligste vis, når du ikke kan gå på line?

hit the road, CityRiders.

og ved du hvad.
fyr så den tusse af på din nye titel som mikro-andelshaver.
den kan hurtigt være tjent ind igen.

hjertet bulrer.

børneord

Louis 5 år
sidder i det mobile badekar i køkkenet med den ene arm durk oppe i luften.

mor! mor! se! jeg er begyndt at få hår under skuldrene!

Louis 10 år
sidder ved spisebordet og åbner en skruecola med stritalbuer. han er lige så forurettet som jeg over FDBs dispositioner.
skruelåget slipper sit tag.

spffft! der røg Brugsen. så er der plads til en Irma.

Louis 25 år
sidder med en nonchalant cocktail i den ene hånd og en løs gestikulation i den anden.

jeg siger ikke længere til mine venner, at jeg skal ud og besøge min mor og Claus.
jeg siger bare, at jeg skal ud og besøge mine forældre.
for jeg har en bonusfar.

C lignede en nybagt, da jeg fortalte ham det.