lærenemlighed

hér lærer vi, så længe vi lever.

Kaj har lært at komme, når man kalder. hvor mange høner kender du, der gør det?
den lille røde høne har lært at åbne låger.
og nu har bilen lært at sige som en tørretumbler.

jeg er mere tryg ved cyklens raslen. den kan jeg lære at leve med.
men jeg er lidt utilfreds med, at det regner.
jeg er sproglig.

Tijuana Brasseriet

når man bliver søsyg af at scrolle ved man, at det nok var en god fest igår.

jeg knirkede ellers lidt i det stille, da C glædestrålende kom hjem for et par uger siden og fortalte, at han havde inviteret 13-20 mennesker til fest. med overnatning.

vi kan være seks omkring spisebordet. og sofaen er en halvandenmanders.

men gæsterne slog telte op på engen og naboen har et partytelt, der lige kunne klemmes ind mellem dammen og det belgiske køkkenhavehegn.
og chili con carne, tequila og texanske trompeter varmer og det regnede ikke.
og ingen klagede.

og i morges var temaet britisk morgenbord med hele griseriet.

så nu vil jeg gå ud og røre en helende salve.

fo ajle de små blomster, der dow æ te' i år

Claus' far var nr seks, cirka, i en søskendeflok på 13 brutto, hvoraf de 11 levede til de blev voksne og mangfoldiggjorde sig.
det fejrer afkommet med muntre fætter-kusine-fester og jeg havde fået lov til at være medarrangør i år, så vi er lige kommet hjem fra vestfyn efter et brag af et babylonsk party, hvor løgnehistorierne fløj på allehånde dialekter.
fantastisk.

Claus og jeg har en tradition når vi er på Fyn på motorcyklen, der byder os at bruge så lang tid på at komme tilbage til Harrestrup som overhovedet muligt. i dag tog det ungefär seks timer med dinglende fødder og kameraet ved hoften.


i Falsled var vi desværre ikke sultne.


i Faaborg snød vi lidt og indløste en returbillet med veteranjernbanen til Korinth.




vi valgte at stige ombord i en vogn vi kan huske fra dengang vi havde fletninger og sår på knæene.



vi var skam ikke de eneste passagerer.


og toget fløjtede og jernbaneoverskæringerne bimlede for fulde dopplereffekt gennem det sydfynske landskab med snurrende vindmøllevinger med sejl, sirlige haver, smukke stubmarker og bøgeskove med fynske nisser.



jeg tror, vi tager aftægten i en stråtækket på Fyn.


den tid skal nok komme.


hvis bare vi husker at følge foreskrifterne her i livet.

negling

da jeg var 14, ønskede jeg mig et hjerte af sølv og stærke negle.
i de seneste uger har mine hænder væltet sig i alle de her testcremer med padderokkeekstrakter og andet urtehejs.
og mine negle har aldrig været så fine. de løber hurtigere end Claus' vinranker.
enten er det et interessant sammentræf, eller også har jeg opfundet verdens bedste neglecreme.
om ikke andet.

det der Regitzes NoNoNsense

efter 16 timers ihærdig lørdagsfritidssyssel ser her nu sådan ud.
det er i linkbaren til højre, det sker.

ok. måske er det lidt overdrevent.
jeg har også spist en mad sammen med kattene i løbet af den tid.
og lukket hønsene ind.

men det nærmer sig en raketaffyring, sgudhha.

det der sker, mens du sov

jeg skammer mig.

dette er ikke et forsvar for, at de asylafviste irakere skal have lov at blive i Danmark.
det ved jeg ikke nok om.
dette er en dyb rystelse over, at vi er blevet lige så simple og forråede som dem, vi så indædt tager afstand fra.

skam dig, Danmark.

sæt lige tiden op, hva!

jeg skulle til lægen. for jeg har en meget interessant skavank, der ikke rigtigt lader sig forklare, med mindre lægen ved noget, jeg ikke ved eller med mindre, det er en fysisk udposning på en psykisk ubalance.

som jeg forstår stresstilstande, kan de også ramme mennesker, der har masser om ørerne OG ikke når, hvad de skal.

travlhed er en temperamentssag og jeg kan godt lide at have travlt med at kigge på og gribe mange bolde og sæbebobler på én gang. ind imellem.
men nu gik jeg og tænkte på, om jeg var blevet lidt stresset.
eller i det mindste presset.

har jeg tid nok? jeg vidste det ikke.
ikke før i dag.
jeg bestilte tid til lægen kl 9 for mange dage siden og i dag stod jeg op og tog mit patientansigt på.
når jeg tager til lægen, er ikke bare noget med at smutte forbi på vejen. det skal planlægges. lægen bor helt inde i København.
så jeg var tidligt ude af røret og da jeg ankom til Nørrebros Runddel, knaldede jeg døren op til konsultationen, marcherede ind og meddelte at her var jeg og undskyld, at jeg kom 25 minutter for tidligt.

det er onsdag.
jeg har en aftale med lægen torsdag.
så jeg kom ikke 25 minutter for tidligt. jeg kom 24 timer og 25 minutter for tidligt.

stress er hermed ikke længere mit forslag til diagnose.
det er tiden, der ikke kan følge med.
jeg er for hurtig for den.

men. når man er taget helt ind til byen, vender man ikke bare om og tager hjem igen. så var det blevet en minusdag.
så jeg spadserede ind til Botanisk Have for at sidde og arbejde lidt der på min gamle, hemmelige bænk ved søen.

på Dronning Louises bro traf jeg Jørgen Leth. han var også i byen. han havde heller ikke travlt. i den ene hånd havde han en sort paraply. i den anden en weekendavis og Maos Lille Røde. eller også var det Den Lille Røde for Skoleelever. eller en anden lille rød.


jeg så også ænder.

mine 0.23 mins of fame

øjs. det viser sig, at jeg har været i fjerneren.
siden sidste jul.
nu er solbrillerne fundet frem.
Justin Case.
man vil jo gerne kunne handle i Skovlunde Superbrugs uden en hale af autografjægere i hæren.

nogle ting holder man bare for sig selv

C er taget på weekendherretur og jeg har glædet mig sådan til at være bare mig. bare for en stund.
det er lovligt.
min egen stund, hvor det suverænt er mig, der bestemmer.
ligesom Pippi.

her fredag aften er jeg så træt, at jeg tror, at havde jeg været en anelse mere menneskelig, havde jeg siddet og grædt.
eller også havde jeg sovet allerede.

dagen igennem har jeg været tonefilmsstarlette. ti timer i træk har jeg lagt cool krop, insistende ansigtsmimik, højt hår, medrivende gestik og engelske gloser til det, der bliver klippet ned til fem minutters hypnotisk call-for-action-movie.

jeg har glædet mig.
og forarbejdet intenst.
det hører med til jobbet, fordi jeg kan og vil.

men kunne mit hylster så ikke have valgt en næsten hvilken som helst anden dag til at bryde ud i en blærebetændelsesfanfare?
eller hvad det er.
pis.

god aften

jeg tror, jeg venter med at klage til en anden dag.
aftensolen fnuldrer alt ind i guld. hønsene sidder på rad og række på bænken og polerer sig, Mads stirrer så intenst ned i vandet, at han står på hovedet om et øjeblik, bierne tager en sidste runde, den roterende købeøkokylling på grillen synger, mens Kaj går lidt rundt og snakker med sig selv.

og her sidder jeg.
midt i det hele.
i en salig duft af nyfældet kvan, lavendel og solsortepift.

og C har plukket agurker og lavet den rigtige agurkesalat.
og aspargeskartoflerne ligger og venter sig.

ast din. sturkr min.
dixit, asterix*