har vi været gift for længe allerede

hun: passerer ham og bøjer sig i sin fulde vægt for at give ham et lille kys på vejen.
han: 'du krøller mine briller'.

tante ét

i dag har jeg været til begravelse.
det var en af de gode. en tante, der opnåede den elefantastiske alder af 82.
med slutningen på tantens æra, er vi rykket endnu en tand tættere på udryddelsen af de gamle mamutter.

vi havde så mange af dem i vores familie. vi nærmest svømmede i dem. og nogle var sjovere end andre.
Tante Rix, født på Skt Croix og hjemvendt derfra som 3årig. som talte med accent hele livet.
Onkel Peter, der aldrig rørte en finger. en damernes ven, der aldrig valgte hverken side eller livsledsager(ske) - udover Tante Rix.
han kunne leve af gamle penge og gjorde det.

og i hobetal af andre. mere eller mindre belevne, livsduelige og samfundsorienterede.

fælles for de fleste var, at de ikke var nær så sjove som dagens tante, der var gift med vores farmors yngste bror.
kunne man foreslå, han var en intellektuel crooner?
hun kunne ihvertfald både skure gulve og bevæge sig på de bonede.

dagens tante var en af de festligste festbomber man kan forestille sig. chrysantemumsdittoer udstødte et tamt puf ved siden af hende.

nu er de snart væk, alle de gamle. nu er det os gamle børn, der står for skud.
sådan rykker man så ubarmhjertigt op igennem livet som en ludobrik.

men jeg er altså ikke altid i humør til gravøl med pels på.

så Claus og jeg skålede for tanten og jeg fortalte røverhistorier i motorcykelværkstedet hjemme i Brønshøj istedet.

skål tante.
min fars børn lagde et kort i kosten til dig i dag.
det tør jeg godt gentage her:

du gjorde det meget sjovere at være os børn.
du lyttede til os unge.
og for os voksne var du tråden tilbage til fortiden.
du lærte os, at der skal masser af karse på maden.

æret være dit minde og store hjerte.

gebyrligt

opkrævet billetgebyr refunderes ikke.
slut. prut. finale.
(?)

og fortrydelsesretten?
hvad har den nu gjort?
j'ai ne regretté rien jamais, moi.

månedens kunstner

kunst er alt det, man ikke bare lige kan.
kunst er alt det, man bare ikke lige tænkte på at gøre.
kunst får vinger til at blafre.
kunst vækker stemninger og tanker.
kunst er uden alder.

kunstneren foreslår dig at kigge:








(så du hatten?)

månedens kunstner er
Caoimhe Louise Willemoës

10 år.

bang bang

ligefør var det min tur til at sætte en plade på.
så stod jeg med denne her i hånden.

ikke fordi den skulle på, for det er en ren Regitze-alene-hjemme-plade. Claus har aldrig været dér, men det har jeg.

den røde B&O-pladespiller var faktisk lige igang med Vanilla Fudge den aften i 1980 kl 23.15, da der lød et gevaldigt brag og pick-uppen sprang ind over pladen.
gaseksplosioner var og er, om ikke dagens orden, så en risiko, så jeg løb ned i Nansensgade for at se, om vi skulle evakuere os.
i krydset Venders-/Nansensgade kom en stor champignon svævende fra venstre.

Barsebäck er røget, manner!

men det viste sig bare at være Sojakagen, der var sprunget i luften. resten af natten lyttede vi til Bang Bang fra pladen, mens vi ventede på, om kloranlægget skulle springe med.

og så var det, at jeg tænkte på, hvornår Capac mon nåede til Vanilla Fudge.
er det ikke et fantastisk sammentræf.

dagens klage

man vil jo gerne give sine ører en oplevelse, så jeg bestilte en billet i Billetlugen.


180 kroner plus gebyr for dit og dat og dut.
totalt 214,66 kroner.

et par dage efter kom den forudsigelige mail.


og nu er der så gået 180 kroner ind på min konto.

skal vi vædde 34,66 kroner på at jeg ikke selv skal æde gebyret for ingenting?

ugens værste

she declaws her cat because she cares about her furniture.

opdatering: Washington Post prøvede at nuancere amerikanernes syn på kloamputation som værende en naturlov ved bl.a. at indsparke et 'scratching is normal'.

hvornår laver Sony en kat.

fynboen og københavneren

det var så hyggeligt inde i sengen. lørdag morgen har sin helt egen charme.

pludseligt siger

han: rakethår.

hun: hvar?

han: rakethår.

hun: hvaD?

han: HA'Æ KATT'HÅR!

Snap snap. grin grin. wink wink. nudge nudge.

søj no more, føjtex.

ikke et ord om nedfald

jeg fik en lille gave i dag, som jeg lige vil ha ned på falderebet, inden dagen slutter.

dagen startede lige sjovt som jeg havde regnet med. hvem siger, man SKAL gå på cyklernes spor op til busstoppestedet, når man kan hoppe i en lang bunke.

busserne var kørt hjem.
en ung kvinde fra Nørre G og en kvinde lidt ældre end mig med øjne så blå som Mads's, da han var lille, vidste det. i det samme kom en taxi. jeg troede, det var løgn, og blafrede instinktivt med en hanske. taxien stoppede og ind med jer, skreg jeg til Nørre G og Mme Eastwood.

så gled vi som i adstadig hundeslæde afsted til Husum. fru blå øjne og jeg vinkede farvel til den gæve gymnasiast, førend vi to voksne forcerede Husum stations trapper på alle fire.

her stod vi så og fordybede os i

langrend
havkajak
Harrestrup
bindeskøjter
islandske heste
mobiltelefoner
computere
weblogs
Irland
sønner
børnebørn
Tjekkiet
suppe
Japan
livet
taknemmelighed

ind imellem kom et tog, som vi tog.
vi nåede også lige at tale lidt med en anden kvinde på perronen samt en kvinde i toget.

da jeg skulle af og vi sagde farvel, havde vi kendt hinanden i to timer.
hende glemmer jeg ikke.

tak vejr.

men flotte Mads fik da sine ti søde minutters kreative verdensberømmelse

1) til Lupo og andre bekymrede sjæle skal jeg lige understrege, at det kun var os trendsettere, der underlagde os §7.

2) at vi gamle idiot så hverken forstod konceptet eller kan læse font 6 indenad er en anden sag.

3) og iøvrigt. kan man overhovedet bruge begrebet parameter i denne her sammenhæng?
man vil jo gerne sløre 2) ved at knalde lixen lidt i vejret.

vedr.: forretningsrelateret samarbejde

Mads - vores egen tvhelt

vi har planlagt at sne inde i dag, så der arbejdes hjemmefra. i dagens anledning måtte vi se børnefjerner for voksne aka tv2s morgenflimmer. reklamerne er de bedste.

der var også en reklame for hjemmedesignede dankort fra vores bank.
og midt i det hele - så så man lige Mads!
med et snuptag er vores Mads blevet en af de berømte.
så kan man bedre tilgive ham alle hans stjernenykker.


og nu er det så, at jeg sidder og spekulerer på, om det i det mindste så ikke hører til den gode tone lige at spørge om lov.

vi sætter stor pris på en god Barolo.
hehe.

hjertestavn

åh. det kommer til at handle om steder for tiden.
Liselotte har været på Eternitten i dag.

jeg, som er lige ved at være forlovet med Brønshøj, svigtede på en hældrejning og fik ondt i venstre brystregion af længsel efter Sojakagen.

Louis og jeg boede på Islands Brygge, på den anden side af Langebro, i mange år. ikke mindst førend det blev moderne. jeg ville have haft vidunderlige billeder af læssende og lossende mænd i netundertrøjer og tåge, hvis jeg havde haft et kamera dengang.

da Sojakagen endeligt døde (og de to ugentlige kloralarmer dermed blev indstillet på de lokale børneinstitutioner) blev den hurtigt et dansk-cambodiansk palads i storbyjunglen. Louis legede der, til han fik en bøde. jeg gik bare rundt og rundt og rundt og kendte til sidst hver et hjørne.
jeg flæber ikke over at Sojakagen og Bryggen har ændret sig. der var til tider mere end råt. også så sent som i midtfirserne.
det er en anden historie.

men det er indlysende, at Eternitten og Sojakagen (som den var) deler en egen voldpatineret charme. som enten går i hjertekulen eller støder fra.
Liselotte og jeg deler åbenlyst.

på tide

femårsjubilæet som brønshøjborger blev fejret på det lokale.
billederne får tale for sig selv for nu, for hovedet er træt af ord.













den underjordiske Carlstadsudstilling er under ombygning og nu vil jeg i seng og læse om dengang vi var besat af svensken. en fantastisk historie, der foregik lige om fødderne på os.
den bliver du også tvangsindlagt til ved lejlighed.

sysselsætninger

vores økonomi er blevet meget hyggeligere, efter at vi har fået katte.

som kattelort i måneskin

Claus er en lykkelig mand.
han er nemlig godt gift.
i dag har jeg vimset og dimset og vasket og sjasket.
og nu er det drinkstid.

- og zigzag hen over det hele

jeg har altid ønsket mig

1. postkort
2. pakke
3. poverraskelse

og hvad kom der ind ad døren?
alle tre ting på én gang!

et postkort


en pakke, som jeg flåede op så hurtigt, at du ikke nåede at se den

og en poverraskelse af de helt store!

"Du ymtede på bloggen, at C ønskede sig skåneærmer. Dagen efter lå denne bog i mit lokale antikvariat.

Så nu er det bare at gå i gang!

Dana"

Claus skal naturligvis ha rockerskåneærmer.
personligt er jeg mere til de sexede.

det er helt magisk.
nu behøver jeg ikke mere.
dak for dalle daverne, Dana!

blogtjek 07-initiativet

man kan ikke lave surveys med blogspot.com, så du får ingen radioknapper at trykke på. men, jeg ville blive rigtigt glad, hvis du gad overveje nedenstående, efter denne lille jingleløse intro.

intro:

jeg interesserer mig ikke for Blogtjek 07-initiativet fordi

1: følelserne

a. jeg får det sådan [pædagogerne kommer] hvergang der er nogen der skal manifestere sig akademisk, karrieremæssigt eller personligt ved at introducere et system, der kan være med til at definere blogosfæren ved at sortere perlerne efter farve.

b. min weblog og min webloglæsning er en af mine yndlingsfritidssydsler. den er et helle, som jeg ikke har brug for at aflæse i diagramform - udover hvad jeg kan se i diverse statistikker, men som oftest glemmer at kigge på.

c. jeg kan godt blive nysgerrig efter at vide, hvem de passive læsere af vampyrpingviner er. men, jeg synes også, det er lidt romantisk, at der, udover de weblogførere, jeg hinker med, samt min familie som klikker forbi, er en del, som jeg ikke er frue over.

2: fakta

a. ved umiddelbar gennemgang af Blogtjek 07 tabte jeg interessen, fordi jeg vurderede at spørgsmålenes udformning, forhåndsovervejelserne og brugerinstruktionen var ringe.

b. jeg har en meget begrænset interesse for akademikernes færden i blogosfæren.

c. jeg er helt på det rene med, at

i. det er en stor opgave, at så mange mennesker, som har været involveret i Blogtjek 07, har skullet være enige om opgavens bredde og vidde.

ii. at det er en frivillig opgave, at lave en sådan survey.

iii. at gaven for at deltage med sin weblog er chancen for at få sit tavse flertal i tale.

men også at

iv. det er rigtigt mange mande- og kvindetimer, der bedes om til sådan et lille projekt?

intro slut.

så er det bare, at jeg gerne vil bede dig overveje

[rød knap] er jeg et gammelt, konservativt røvhul, der intet fatter og som snart er uddød som weblogger.

[gul knap] er jeg et gammelt, surt røvhul, der bare skulle holde min kæft. kan jeg ikke sige noget konstruktivt så klap hesten i stedet for.

[grøn knap] er jeg et gammelt røvhul, der skal lade de unge lege og huske, at jeg selv var ung dengang og at alting har sin første gang.

variationer

det her billede er fra i går.


det her billede er taget i dag.
der er pokker til forskel.
i dag er det tåget.

bidrama

som nogen måske husker, har vi Danmarks mindste bigård med to stader. vi kigger ikke til familierne i løbet af vinteren, fordi det er dumt at åbne og slippe varmen ud og fordi forstyrrelser kan forårsage bugløb. altså rendeskid.
inde i staderne sidder de i en klump og svirrer med vingerne. vi gav dem godt med sukkervand da vi havde taget honningen fra, så den har de lavet ny honning af, som de overvintrer på.

når det bliver en 10-12 grader i luften vågner de op til dåd. det plejer at være i begyndelsen af marts. så flyver de ud på renselsesflugt. tænk, de har jo bare spist uden at komme af med noget hele vinteren. de vil helst rense ud på noget hvidt.
sne er ok. vasketøj er ikke så ok.
men er der sne risikerer de at få blive lammet af kulden, og så er det sket. de kan ikke flyve, hvis temperaturen er under 10.

i weekenden listede jeg undtagelsesvist ned for at kigge til dem. på flyvebrædtet lå der desværre en mængde bilig.
hvor mange, der eventuelt ligger rundt omkring er umuligt at konstatere.

er det den globale opvarmning, med de pludselige kuldeslag der driller?
er de syge derinde?
hvordan har dronningen det?
er hele familien død?

vi kan ikke ane, hvad der er galt, før end begge familier har været på renselsesudflugt, og vi kan kigge til dem.
huh. det er ikke lutter glæder at passe dyr.

sporgehjornet

jeg er helt skudt i P1. nu er det blevet trendyt, og det er godt. så er der ikke så stor en risiko for, at DR forsøger at klare skærerne ved at spare inde i vores radio.

P1 får mig til at føle mig helt tryg ved at slippe jorden og flyve med. her får jeg genopfrisket, at ord ikke behøver at være tomme kulhydrater.
på P1 er ord tunge bobler.

og så er der Spørgehjørnet.
jeg tør ikke påstå, at C og jeg er Spørgehjørnets mest trofaste lyttere, alene af den grund at der givetvis er mange, der mener at bære den titel. og så er der andre ting jeg hellere vil slås om.

Hvad er et ramaskrig, hvordan lyder det, og hvor højt er det?

man blir langtidsklog. og hver eneste udsendelse ender med mailaddyen. www. spOrgehjOrnet.. og hvad mere? for nu skal jeg bruge den adresse, fordi jeg kan SVARE på noget.

der er en, der eftersøger en sang.

copypaste:
Har nogen anelse om, hvad dette kan være for en sang?

Sangen er formodentlig dansk, men kunne også være norsk.

Selve sangen handler om en lille dreng, der får et stykke smørrebrød af sin mor. En lille hund, Kvik, tror og håber, at drengen vil dele med den. Da drengen ikke vil dele, gemmer han sig blandt buskene i skoven. Et andet sultent dyr gemmer sig bag busken - nemlig en bjørn. Den skræmmer drengen, som bliver bange og vil flygte, i det samme kommer hunden frem og gør. Bjørnen bliver også bange, drengen taber sin mad og dreng og bjørn løber hver sin vej, mens hunden guffer maden i sig.

Drengen hedder vist nok Ole, men det kunne også være Poul eller Polle. Og den har ikke noget med "Mors lille Ole i skoven gik.." at gøre, selvom der kunne være visse lighedspunkter.

Første linie: " Lille Ole (eller et andet navn) gik til sin mor og fik - en mellemmad med rullepølse på.....", og sangen slutter med ".....Kvik blev kisteglad, han pølsen åd, den rad!"

Melodien har måske (evt. både før og efter) været brugt ved andre lejligheder. Tempoet er nærmest vandrende, meget staccato og uden den store dynamik i linierne.

JAMEN DET ER JO DENNE HER.
HEP.
JEG KAN DEN.
JEG HAR DEN.
grib:

lille Peter gik
til sin mor og fik
en mellemmad med rullepølse på
men i porten stod
slagter Hansens hund
den kik på pølsen fik

Peter løb
i vilden sky han skreg
hunden gøede
og tog godt på vej
Peter smed sin mad
Kvik blev kisteglad
den pølsen åd
den rad

Brorsan og Sis synger med. det er en af de sange, der til stadighed vil lugte af citroën og lange ture ud og hjem.
Louis kan den selvfølgeligt også. den burde hører hjemme i ethvert børneærme - en gyser, der efterlader det store spørgsmål: når alt kommer til alt, er skurken så virkeligt en skurk?
til gengæld hører der ikke nogen bjørn til.

efter en lille god øl er vi villige til at synge den.
staccato og amar halshug.

sunday

vi havde bestilt sol i Harrestrup til morgen, så det var med uanfægtethed, at der blev lyttet til radioens meldinger om, at snefygning og politiet lukkede E20 ved Fløng 20 km herfra.
jeg fik endda hældt Claus i støvler, halstørklæder og kamera og så gik vi tur og Misse gik med. det er første gang vi har haft følgeskab af en af kattene så langt og så længe. halen var tyk som en flaskerenser og hun sludrede nervøst og konstant. hele vejen.


om sommeren er her yndigt og nu er her råt på en måde man enten drages af eller bliver utilpas over. jeg synes, den er mægtig. også at man ugener(e)t kan kigge gennem hækkene.



indrømmet. der er lidt Alf og damerne over det hist og pist. den moderne version af den lille kvindes livsdrøm som manden fletter med på.


andre steder dufter her udpræget af testosteron.


her lugter ganske vist også stadigvæk moderat socialdemokratisk i en del hjørner. men både andelshaveforeningen og Brønshøj er ved at blive erstattet af nye tider og kræfter. om alting var meget bedre i gamle dage, vil jeg lade nogle andre diskutere.

eftermiddagen er kviksølvfarvet. og stormen er ved at hidse sig op for alvor. hestene har samlet sig. Claus er kørt, P1 kører og kattene sover til middag. jeg sidder og kigger ud i den vide verden og på brændeovnsflammerne der spejler sig i ruderne.



lad mig bare sidde her.

soft eyes

vi lignede de overvægtige kattedyr i min barndoms zoologiske haves bure.
frem og tilbage. frem og tilbage. frem og tilbage.

da Claus gjorde klart for mig at nu var jeg nok, og at selv mine tanker pendulerede, fik han provokeret mig til at rykke.

og så blev der rykket, mine damer og herrer.
frem med transporttaske, ost og underbukser.
kattene springer ned i tasken af sig selv. resten skal heldigvis hjælpes.
Claus tog ud for køre sig noget tog.
kattene og jeg tog bilen og trillede ud på landet.



nu er der plads til hjertet igen. det er da utroligt så lidt, der skal til. en irsk minearbejderpude, en stout og en solnedgang til en begyndelse.



nu er det så blevet mørkt. når jeg går udenfor, kan jeg se mælkevejen, når jeg kigger opad.
derude et sted fiser katteungerne rundt i øjeblikket. de suser ind og ud. ind og ud. ind og ud.

ved midnat tager jeg op og henter C på stationen. så står den på limet laks og tralalulalej.
indtil da er det bare.
tralalulalej.

og brændeovnen synger med.


damerne her fryser hver år på denne tid. men om lidt bliver de puttet i erantisser. og så er det forår.

hej, mit navn er Misse

jeg skulle hilse og sige, at nu er vi os.

min mand er til dimser

nu ønsker han sig sagomame (tak Takashimaya) også ærmeskånere.

overskud

for fem år siden flyttede Louis og jeg på landet. for byen er blevet for gal, for hård og for grim.
fra Nørrebros Runddel til Håbets Allé i Brønshøj sad jeg på nåle på flyttelæsset og bed i overvejelserne om, hvad jeg skulle stille op ude på villavejene. fra at bo i en gade skulle jeg til at bo på en vej. det er altså en omvæltning.
taxameteret viste 4 kilometer, da vi stoppede.

Brønshøj er landet.
den første sommer kunne jeg sidde i vindueskarmen i Louis' værelse (som i dag er soveværelset) kl fire om morgenen og kigge på sol over Degnemosen, mens jeg lyttede til nattergalenes pissen territorie af.

så landede Claus.
og ret hurtigt blev Brønshøj vores vinterbolig og Harrestrup, som var hans medgift, vores sommerbolig.

nu er Brønshøj byen.

på vej hjem til aften skulle jeg lige runde Irma i en fart. butikken var stort set stille, bortset fra en ældre damestemme, der konstant kæftede op om hvad dette og hint kostede. i Irma er de unge mennesker høflige, så hun fik svar. det døve spektakel skulle have alle priser gentaget tre gange. og hver gang skreg hun tilbage at hun ikke skulle købe. bare lige høre 'hva koster'n'.

jeg snuppede crostinierne og en røde Noilly Prat (jeg siger dig, det er ikke til at opdrive en rød NP udenfor Irmaregi i vores område) og styrede mod kassen. der stod konen allerede.
med en kaffe, en sodavand og en pakke rugbrød.
og hun tog tid. åh. jeg var ved at eksplodere. hver eneste af mine effektive bevægelser gav hende et gib, hvilket i det mindste var tilfredsstillende.

og da endeligt de tre varer var slået ind (hvad koster den) havde hun fame ikke penge nok, og så kan det nok være at en fortravlet karrierekvinde i lak og læder fik nok. jeg knaldede en tier ned i møntskålen og stilede demonstrativt ned til slidske 2 i forventning om at få mine to livsnødvendigheder. pronto.

og konen kvidrede... går ikke med pung længere... overfald sidste november... kaffen kan jeg ikke undvære... nu skal jeg sørme også hjem og ha et lille stykke mad...

lille, søde æblemor.

give me an F! give me a U! give me a C! give me a K!

inspireret af Henriette ville jeg i morges køre i bil for at undgå at blive påvirket af mine medmenneskers ulideligheder. passaten holder i gården.
min bror har lært mig at skrive en forrudeseddel til parkeringsidioter, der indeholder ordet klovn. så det gjorde jeg. chaufføsen dukkede dog op og til min påstand om, at hun holdt foran en udkørsel replicerede hun, at det vidste hun godt. hvorefter jeg hvast fik placeret følgende spydighed i nakken på konen:

nå. men det er altså ikke særligt behageligt!

det er dejligt at ha ordene i sin magt, når man skal bruge dem.

nu sidder jeg her og er så glad for at jeg ikke titulerede hende hverken smatso eller overvægtig blondine. og lykkelig for at jeg ikke truede med fremtidig selvtægt, hvis miséren gentager sig.

men altså. hvordan kan det være at alle overvægtige blondiner er så snotdumme?
alle. undtagen mig.

det er eddermame sin sag at sprede kærlighed i februar.

bussen er overfyldt. den obligatoriske gale galer op om at vi allesammen lugter og at buschaufføren snyder og holder pause hele tiden, hvergang vi holder i kø og for rødt.
spadsereturen mellem bussen og toget foregår i knæhøjt affald. samtlige cacaomælksdrikkere, princerygere og slik-, bagerbrøds-, vand- samt kaffe-to-goforbrugere lægger vejen om ad min stationsvej. og de kan kunsten at lade affald gå. ind i hækken. off it goes. år efter år.
i toget sidder jeg med fødderne otte millimeter over gulvoverfladen i forsøget på at undgå at køre sålerne rundt i en efterladt fastelavnsbollerest og en ordentlig slat kaffe, der skvulper rundt mellem sæderne. en voksen på min alder sidder og skælder sin søn ud pr mobiltelefon, mens en en tyve år yngre kvinde smadrer morgenen for den anden halvdel af kupéen med sin skingre sang for en snotforvirret søn i klapvogn.

jeg glæder mig til 4. marts.

opdatering. det hjalp lidt at sove på det. nu kaster jeg mig ud i skidtet igen. i dag vil jeg prøve med et smil til hele verden.
i latterklubberne ler du heller ikke af noget. men vi er tilsyneladende nogen der har hårdt brug for smilets kemi.

haha.
:)

mother's little helper

jeg skal da lige love for at det ginsengnoget virker i en fart. det kan godt være, at der ikke er vitaminer i, men amfetaminer kan gå hjem og lægge sig.
swusj fik jeg skrubbet og skuret hele hytten.
nu er her lige så fint som i en livmoder.