08 december 2008

Gumman som blev liten som en tesked


i dag kunne vores mor være fyldt 74.
men det gjorde hun ikke.

det skal ikke afholde os fra at feste igennem med Birgit for bordenden.
så det gjorde vi igen i år.
i går.
på Lottenborg.

tilvalgt familie som blodsbeslægtede.

blandt de førstnævnte tæller blandt andre Birgits trofaste veninder, der har kendt hende siden.. ja for en enkelts vedkommende siden 40erne. men ellers siden 60erne og 70erne.


og vi gav den gas. hele bundtet.
det er vi ret gode til.

Alfa Romeo-entusiasten afholdt en veltilrettelagt afstemning om 'den bedste Nessun Dorma-indspilning' med indbygget ghettoblaster.
sådan helt naturligt.

1: Björling
2: Gigli
3: Pavarotti

(slå mig bare ihjel. med html. det var slet ikke disse indspilninger, der var med i brugerundersøgelsen, vel. men vi må også videre, ing).

ja ja. et gammelt, gennemvædet væddemål.
og det var festligt.

jeg er kommet dertil i mit liv, hvor jeg ler bedst, når tårerne springer som champagnepropper.
vi lo af os selv og med hinanden.

så. bombommelum.
søndagen nærmest den 8. december lignede faktisk den, den plejer.

tillykke, Gumman.

og p.s. billederne er fra nogle andre år.
ingen hokuspokus her.
tak, Kristian.

4 kommentarer:

Lene sagde ...

kære Regitze, din og min mor var fra samme årgang. Det er dejligt at læse at I også samledes og fejrede jeres mor med latter, musik og historier.
Latteren er dejlig musik :-)

Tina - omme i London sagde ...

Hvor er I bare skoere, sjove og soede!

Anonym sagde ...

Et kæmpestort tillykke med din mor, selv om hun ikke længere går rundt mellem os. Jeg holder meget af, at man fejrer vores kære afdøde ...

Regitze sagde ...

det var en god årgang, Lene:) men det var lidt vel tidligt, vores mødre blev syge og skulle afsted herfra.
der går en tråd fra dig til mig. den er jeg glad for.

jeg har, som du, en pivdejlig familie, Tina. deres arme er lange og runde:)

tak, Madame:) ja. ved du hvad. efterhånden synes jeg, de døde og vi levende fylder nærmest lige meget. og det er ok med mig.
så længe vi fejrer og tænker på dem, så længe lever de jo med.