29 december 2008

respekt for reflektionen


swusjh
- det var dét år.

jeg vågnede og havde igen drømt absurd og dybt symbolladet.
det ligner, at disse drømme er min måde at reflektere over året, der snart er gået.
og det er ikke flatterende.
jeg vågner ikke med et smil.
i morges nåede jeg næsten at få halet et turkis stykke gennemtygget tyggegummi på størrelse med en knytnæve op gennem halsen (min egen), inden jeg vågnede.
sikke en fødsel.

for tre år siden, lavede jeg mig en række nytårsfortsættelser, som jeg stadigvæk holder og forholder mig til.

jeg har i årets løb vundet mit livs magtkamp ved vedholdende at afvise den.
et tre år langt mareridt er ovre, men kommer stadig tilbage som en tyv om natten.
så skal sengetøjet vrides.

vi har i årets løb mistet vores mor, men mine søskende og jeg får stadigvæk hende og vores far til at grine, der hvor de er nu.
vi passer på hinanden.

jeg har i årets løb mistet retten til at bloddone.
jeg vil stadigvæk holde på min ret til at spise alt det, jeg kan lide og heldigvis elsker jeg mine to slags blodtrykspiller, som jeg begejstret har spist i et års tid nu.
gevinsten er et blodtryk, der ikke længere slider hårdt på systemet.
men det er slut med at drømme om en 25tapspokal.

jeg har i årets løb rundet de halvtreds år, sammen med en masse andre mere eller mindre stouwte damer og herrer. det betyder specielt meget for mig, at Søs Egelind og jeg er akkurat lige gamle. jeg ved ikke hvorfor. men så længe hun er i live, er jeg det også.

at fylde et halvt århundrede var lidt af et chok for mig, hvilket ingen af jer, der læser med herinde, har været i tvivl om.
jeg har aldrig interesseret mig for alder. og jeg har aldrig før tænkt så meget over min endelighed som i dette efterår.
jeg har åbnet en frønnet havelåge og er trådt ind i livets efterår. sådan er det, og det kan sagtens være helt og aldeles ok.
et efterår kan være langt og farvestrålende.

men jeg erkender, at jeg fra nu af kun bliver skrøbeligere.
og jeg erkender, at jeg med tankens kraft kan skrøbeliggøre mig selv på rekordtid.
så det er noget af en balancegang at spadsere raskt afsted mellem tabuer og selvopfyldende profetier.

Claus og jeg sidder yderst på bænken nu, som Uffe så fint udtrykte det på et tidspunkt.
og jeg har tænkt mig at vi skulle nyde udsigten herfra et godt stykke tid endnu.

8 kommentarer:

Brorsan sagde ...

Du er meget kønnere og dejligere end på det billede der, Dorian....

:)

Regitze sagde ...

hahahahaha:))))
Brorsan, min Brorsan.

den havde jeg sq da ikke lige tænkt over!
kh
Dumrian

Uffe sagde ...

1) Jeg kan ikke mindes at have sagt de nedslående ord, men hvis det kan være en trøst, er vi som bekendt nogle stykker der sidder yderligere - og udsigten bliver bedre og bedre.

2) Hvis jeg må være så fri: Brorsan er en vismand :-)

GSH sagde ...

Søde Regitzen, jeg forstår så alt for vel dine tanke-cirkler... Er det måske ret meget længere siden end sidste tirsdag, at vi var 16 og havde taget patent på det at være ung? Hvor gaaamle mennesker på 40 betragtedes som en slags mumier... og så sidder man selv her og ved, at minimum en trediedel af tiden ER gået... Set i bakspejlet er det gået så ualmindelig stærkt, og angstens sved springer ved tanken om, at den sidste tid går med samme hast... På den anden side... Du ka' også gøre, som jeg (forsøger): Jeg er 17 til hverdag, og lige omkring 35 når jeg skal tale med Anette i Nordea eller noget andet voksen-agtigt.
Når man er 17 må man nemlig godt gå med hættetrøjer og jeans, og så kan man stadig opleve, ikke at blive taget helt alvorligt. Næsten som da man VAR 17 :o)
Kærlige tanker
GittenGas :o)

Dana Watsham sagde ...

"Dorian" er da vist lidt af en dobbeltbundet kompliment eller hva?

Cirkelformede tankebaner er lidt ligesom cirkelformet logik når man diskuterer. De fører ikke nogen gode steder hen. Havde vi bare vidst det da vi var 17, hva?

Men hvorom alting er: Vi er først rigtig gamle, henfaldne, mumieagtige når vi ikke mere griber os selv i at tænke (eller drømme), at "når jeg nu blir rigtig voksen, så ....". Og så er det forøvrigt rystende ligemeget hvor på bænken man sidder.

Uffe sagde ...

Under alle omstændigheder kan man da altid blive sat på plads ...

Lupo sagde ...

I efteråret, yderst på bænken -nydes livets dessert.

Regitze sagde ...

Kære Uffe, Gitten Gas, Dana og Lupo.
tusind tak for jeres fine ord. dem har jeg puttet i lommen og går og aer på.