jeg bor i et glasslot af elfenben.
jeg passer mit og lader resten af verden sejle i sin egen sø.
når jeg transporterer mig rundt foregår det som regel i Passaten og i landzonen. jeg er en venlig bilist, der ikke lader mig ophidse af medtrafikanter. og der er fire radiostationer at vælge imellem. førerkabinen er min bunker.
når jeg køber ind, er I andre gået hjem.
så faktisk er jeg stort set kun sammen med mennesker i det daglige, som jeg selv har valgt til.
i dag var så en undtagelse, for i dag skulle jeg på posthuset og sende et anbefalet brev og til isenkræmmeren for at se på en brødrister.
posthuset havde én gæst før mig. en ældre rolatordrevet dame.
'goddag, jeg skal bruge to tusinde kroner til en bryllupsgave'.
'kan jeg få dem som en enkelt seddel'?
'nå. kan jeg få dem udbetalt med det samme, eller skal de bestilles'?
da jeg havde skreget af ned i en kuvert, forelskede jeg mig i hende. det var nok hendes største dag i lang tid. ude i bilen igen vidste jeg alt om det søde barnebarn, der skulle giftes og hvad det koster at blive fragtet pr specialtransport til brylluppet og hvem der har lovet at bestille bilen og hvornår Ballerupcenteret lukker om lørdagen og hvilken størrelse bukser, damen bruger.
isenkræmmeren havde én gæst samtidig med mig. en tømmermand i trediverne.
'nåh. har I sådan nogen forklæder. du ved, sådan nogen, hvor der står 'verdensmester' på eller sådan?
'ja. vi har et af Jamie Oliver'.
'årlrajt. er det med nøgne damer'?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
8 kommentarer:
Ja, bilbobler og miljø-karosserier, som afskærmer os fra livet. Sikken et held du skulle på Posthuset:-)
Konklusion: send flere anbefalede breve!
Hun minder mig om "stomi-damen" - en ældre medborger, jeg ofte kører i bus med på vej til mit job i 2900 Happiness.
Jeg ved alt om stomi-damens operationer og rundtur i det danske sundhedsvæsen og har ydermere et indgående kendskab til hendes afførings konsistens, samt kendskab til hendes syn på børneopdragelse og håndtering af unge lømler.
Jeg har - efter stor indre kamp - overgivet mig og er begyndt at elske hende.
:-)
Det kan vaere ret underholdende at bevaege sig ud hvor man ikke kommer saa tit :-)
Det er vel okay, når man som dig kan høre de små historier i hverdagen.
Hvad der er værre, meget værre, er at Eels spillede på gamle scene på det Kgl. igår...Og vi vidste det ikke,- arrgh!
Jeg elsker at læse dine oplevelser, Regitze og allermest at høre dig fortælle dem i virkeligheden :-)
Fedt, jeg elsker at studere mennesker - tak for synet!
hehe, Donald:)
nej tak, Uffe. det er sjældent happy news man putter ned i sådan nogle breve...
det var nok hendes søster, Henriette.
dét kan det nemlig, Susan. ørerne virrer i nye omgivelser.
åh for filan, brorsan! det var ellers velvalgt omgivelse. næste gang..
tak, Ella:)
og tak, Tina:)
Send en kommentar