ha!

jeg er så smart, at jeg ku undvære hatten.

ganske vist har Kina besluttet, at blogspot.commere er for systemkritiske, hvorfor storebor har lukket for dén hane. men jeg fandt bagvejen, så jeg i det mindste kan propagandere fra min egen blog, mens jeg er her.

turen gik til Shanghai over Frankfurt med to timers indcheck på hotel til rejseafstøvning inden arbejdet kaldte og senere videreflyvning til Tunxilufthavnen.
herefter snuppede vi to stive timer i en minibus uden støddæmpere op ad en delvist asfalteret og fuldvist hårnålet bjergvej på bredde med en halv Værnedamsvej med hornet i bund, og legede kylling med de nedadkørende fireetagers lastbiler i mørket.

jeg har prøvet det før for et par år siden, mellem Jinan og Taishan, men det var på en motorvej. det var bedre end playstation.

også i Kina har lastbiler lygter fra de er små. men på et tidspunkt er de slidt op. og så har de jo ikke lygter. i det mindste er det en trøst, at chaufførerne kører over så lange distancer, at de højst sandsynligt tager sig en skraber bag rattet. med panden på hornet.

så nu er jeg oppe i bjergene i Huangshan. der betyder det gule bjerg. på fredag kravler jeg helt derop. tror jeg nok. lige nu arbejder jeg bare. og har denne her udsigt når jeg kigger ud af mit vindue om morgenen.


i går havde jeg tid til en minisightseeing i byen.



det gule bjerg Huangshan.





til aften gik jeg en tur med mine medkinesere.
byen er bette. alle mennesker er på gaden. her er ingen gadelygter og ingen synlige fjernsyn. folk taler sammen. hænger ud. vasker tøj i bjergkildevandshanerne i bælgmørket, drikker og sælger lidt the og klapper de få børn på hovederne. her er både drenge- og pigebørn. i Beijing i sin tid, forstod jeg, at det primært er de intellektuelle og velstillede, der får pigebørn. jeg spørger ikke ind til så private, potentielle, problematikker, så jeg ved ikke, om jeg er udenfor etbarnszonen.
men jeg får meget at vide alligevel. de kvinder, jeg er sammen med, der kan engelsk, vil gerne fortælle. ligesom andre steder hvor jeg rager op rent fysisk. så jeg får en del indsigter. de vil også gerne lytte, så jeg er ved at lære at fortælle. for de spørger ikke.

jeg spiser alt. også hønsefødder. men fisken her hører til en af favoritterne.

nu sidder jeg på mit værelse foran det åbne vindue. jeg hader lyden af aircondition. klokken er 22 og temperaturen er dalet til omkring 30 grader. jeg kan hører latter, snakken, klirren og dytten, dytten og dytten. og milliarder af cikader og metalliskklingende frøer.
Kina er seks timer foran Danmark. selvom landet strækker sig over fire tidszoner. alle kører på Beijingtid. smart ikke?
resultatet er, at størstedelen af Kina står op, arbejder og går i seng på skøre tidspunkter, for at tilfredsstille trangen til at følge solen. tjok-tjok for dikteret smartnæs.

vi ses i Shanghai. hvis de ikke har lukket posthullet imellemtiden.
ha det godt.