28 juli 2007

bjergbestigersken. frit efter Willumsen.


det var min ære, der stod på spil.

op kl 6.
ud i en taxi med to kinesiske gentlemen kl 7.
ind i en lillebitte shop for at hyre en bjergguide og købe det vigtigste overlevelseskit. mens herrerne forhandlede, så ruderne raslede, tullede jeg rundt og studerede udvalget af kleenex, sammenklappelige hatte og torskerogn på dåse.
i et sidelokale sad en håndfuld mænd og spillede mahjong, så cigaretasken fløj dem om næsen.

omsider nåede forhandlingerne frem til valg af rute. jeg er sådan en japerson, så ork. den farligste, hårdeste og længste rute var i orden med mig. ligner jeg måske en svækling? og er det måske ikke bare en turistattraktion, vi taler om?
alle kiggede bekymrede på mine klipklappere, og det var med nød og næppe, og kun på grund af min myndige udstråling, at jeg undgik at skulle tilbringe dagen sammen med vabler i et par af de kinesiske Nikeefterligninger, som stod opmarcheret i vinduet.

ind i taxien sammen med den lillebitte, søde, seje og kinesisktalende kvindelige guide.
op ad bjerget til indgangen til Huangshan og købe billetter og forsikring. jeg blev forsikret for 8000 RMB i tilfælde af, at jeg skulle dratte ned ad bjerget.
det svarer til femtusindesekshundrede kr.

vi valgte at flyve de første 8 km af bjergmassivet i en kugle, der til min stille glæde er konstrueret i Schweiz.


så var vi der. i de mest kinesiske af alle berømte kinesiske bjerge.

og vi gik. og stod stille. og fotograferede.

og gik. og stod stille. og fotograferede.


vi gik udelukkende på granittrapper. brede og smalle. opad og nedad.

gennem kløfter og grotter.
med udsigtsdepoter strøet ud med rimeligt mild hånd.


guiden tog også et billede af os tre eventyrere, mens vi endnu har vendt ryggen til turens højdepunkt

- kan du se den savtakkede kant oppe på toppen? kan du også skimte vejen derop med nogle små tshirts på?

jeg kunne se guidens pegefinger og at hun herefter overlod os til os selv. klog dame.

der blev spyttet i næverne og taget en slurk vand. så gik starten.

i tyve minutter kiggede jeg udelukkende på granittrappesten. trappen er smal. de bredeste steder er den en meter. uden rækværk eller anden livline. og vi blev fra tid til anden passeret af nedadgående kinesere, der var lige så bange som mig for at falde i grøften og trille i kløften.
og så gjorde det iøvrigt lidt ondt i venstre knæ. og læggene skreg og blev kun overdøvet af lungernes hvæsen og pulsens højlydte trommen i tindingerne. jeg stoppede. vendte mig rundt og satte mig på en trappesten og kiggede på denne her, som jeg genkendte som det, jeg havde udset mig på forhånd som halvvejsmarkøren.

og så var det at jeg tænkte. hva faen er det lige, der er sjovt ved at gå op ad en trappe?
jeg ved godt, at det ikke handler om at nå udsigten alene. det handler om at overskride en indre grænse. at flytte sig mentalt. at flytte sin grænse for, hvad der er muligt her i livet.
men det gjorde jeg jo allerede sidste år. og året før. og forrige årti. og før det.
og for to år siden nåede jeg toppen af bjerget Taishan. så det er ikke for det.

så. jeg efterlod mine to gentlemen og gik ned igen. og nød turen tilbage. og konverserede med søde unge kinesiske turister, der gerne ville bruge deres engelsk. og tilbage i helvedets forgård ventede jeg i et par timer sammen med guiden på vores to superhelte.

trods larmen, der var at sammenligne med en dansk skolegård i spisefrikvarteret x 100, fik jeg taget en lille lur på en trappesten, når jeg ikke konverserede om H.C. Andersen med unge kinesere.
der var nogen, der måtte få vandmelon.

med sten i.

og superheltene klarede skærene og var vokset adskillige centimeter.

så kørte vi tilbage til byen for at fejre bedriften med en god frokost sammen med guiden.

i restauranten diskede de op med vilde dyr. vilde kyllinger og fisk fra de omkringliggende floder.


den ene af superheltene blev i køkkenet under tilberedningen for at sikre sig, at kokken ikke skiftede vildkyllingerne ud med nogle tamme undervejs.

og jeg håbede, det her var en slange.

men det var bare bambus.

jeg er ret sikker på, at det ikke var et skår i mine bordherrers glæde, at de havde gennemført hvad vikingedamen havde måtte opgive. og jeg vil aldrig fortælle dem, at jeg ikke opgav. jeg gad bare ikke. eller rettere, min krop gad ikke.
måske skulle jeg begynde at cykle lidt igen, når jeg kommer hjem.

et par timer efter midnat nåede jeg til Shanghai. og nu sidder jeg lige og tager mig sammen til at gå ud og kigge på byen. fra mit vindue på 14. kan jeg se smoggen ligge tung og gul. Shanghai ligner en asiatisk storby til forveksling.

nå. men batterierne er ladet op. også i kameraet. så måske er der lidt at dele med dig i aften.

7 kommentarer:

Madame sagde ...

Drømmer jeg eller er jeg vågen? Det internet og du bliver ved med at overgå sig selv, og jeg kan slet ikke få nok - jeg vil ha' mer'! Men pas nu godt på dig selv, Regitze, vi vil gerne have dig helskindet hjem!

Acq sagde ...

wow!!!

Der vil jeg hen. Må jeg få et job hos dig? Eller skal jeg promovere Kina for min ledelse? Hmm...

Sifka sagde ...

Med begejstring og gyngende højdeskræk læste jeg dit indlæg, puha, godt du er nede igen. Fantasktisk og spændende!

capac sagde ...

Jeg gad også ikke gide på den trappe! ;-)

Irene sagde ...

Jeg gemte det bedste til sidst! You rock Hon!

Husejer sagde ...

Fantastisk natur, billeder og fortællekunst.

Tak for turen op og ned ad bjerget.

GoodKnight sagde ...

.. ka' sæl 'være at jeg oss' var blevet ugidelig, der er fa'me højt ned.

... og smukt