in situ

mange, mange tak for jeres hilsener og kommentarer i løbet af de sidste dage.
uden adgangen til webloggen kunne jeg ikke komme til at hilse tilbage, men da de også blev tilfløjet pr gmail, har jeg alligevel kunnet gnække, nikke og smile med og til jer.
så igen. tak fordi I havde lyst til at være med.

da vi gamle var unge, for det har vi også været engang, og tog på udenrigs dannelsesrejser, foregik eventuel korrespondance pr kuglepen og frimærke. i nogle lande, som England, kunne man endda ringe hjem og råbe hej! uden at betale, inden forbindelsen blev afbrudt.

jeg har haft en mening:
at man som ungt menneske i dag kan logge sig ind, næsten uanset hvor man befinder sig, og pronto fordøje sine oplevelser med dem derhjemme, betyder, at det store sus, der kommer af at være alene med sig selv ude i verden i lang tid, er gået fløjten. og jeg har ment, at det var det, der var en vigtig del af rejsen. dengang.

men en kop kaffe smager jo stadigvæk godt, selvom vi ikke skal køre en pind rundt i en flintesten for at få ild under kedlen og dermed rigtigt har gjort os fortjent til nydelsen.
det er udviklingen, du ved.

og jeg hører i øvrigt, at det er blevet trendyt at være offline ind imellem.
det lyder kedeligt.