01 december 2006

dråbe

de, der har den letteste gang på jorden er de, der kan se en mening med det, der sker. måske ikke altid her og nu, men i det mindste på længere sigt.
at kunne fordøje store og små ulykker, nederlag og kludderier og komme videre uden at bagagen er blevet for tung, er at høste endnu en livserfaring, der i sig selv giver livet mening.

nogle har brug for en religion. som kørevejledning eller som meningsforklarende. jeg er ikke religiøs, men jeg har min faste tro på et universelt princip om, at der er en mening med galskaben.

inde i Brønshøj ligger 'Det skal mærkes, at vi lever'.
jeg sidder i Harrestrup og kan derfor ikke citere ordret fra den.
men meningen er god nok.

Johannes Møllehave fortæller om at begrave et barn. et barn må ikke dø. men de år barnet og dets forældre og søskende havde sammen, hvor barnet var nede og lyse på jorden, var ikke forgæves. det ville dets far, mor og søskende ikke have været foruden.
der var en mening med, at barnet var her.

det tungeste ord i verden er meningsløshed.

9 kommentarer:

Lizelotte sagde ...

f*ck regitze - nu fik jeg tårer i øjnene igen. Det sker tit i disse dage.

Suzy Q sagde ...

..og afmagt.

Klaus sagde ...

ja, skal man prøve at forstå danseinstruktionerne eller skal man bare blive god til at danse...

ps: det ser ud til at det lykkedes at komme igennem..!

Dana Watsham sagde ...

"forgæves" er osse et af dem der klemmer en tåre i disse dage ... mens man ser på billeder af eget afkom og tænker ...

Lene sagde ...

Regitze nu ved jeg ikke, om jeg forstår dig ret, men noget der kunne få mig helt op af stolen,var når et barn døde og så præsten prøvede at give en forklaring, finde en mening med dødsfaldet. Det tror jeg ikke(håber ikke) at der er præster, der gør i dag. Det jeg har hørt i dag er at præster også siger det er meningsløst at et barn dør. Men at barnet i sit korte liv har givet meget, har betydet meget, derom er vi enige.
Jeg synes det er svært at skrive hvad jeg tænker, så jeg håber du forstår mig.

ella sagde ...

Og når man kæmper sig fra meningsløshed og afmagt til afklaring er man på vej ....

Stankelsind sagde ...

Da jeg opdagede, hvor vildt og intens jeg elskede, nu hvor jeg elskede mine børn, fortrød jeg næsten jeg fik dem. Kender i det? Man kan elske så meget, at man næsten ville ønske ikke...fordi - hvis man mistede, mistede man jo sig selv. At miste mine, er det eneste jeg i virkeligheden frygter, til gengæld frygter jeg det nærmest, hver gang de bare nyser. Den eneste tilstand jeg aldrig ville kunne "tage mig sammen" ud af.

Irene sagde ...

Jeg tror der er en mening med det meste ...

Regitze sagde ...

tak for jeres refleksioner hver i sær. jeg vælger bare at lade dem stå og tale for sig selv, for der er jo ikke så meget at snakke om.

Lene.. jeg har ikke været god til at udtrykke mig ordentligt, men vi er enige.

og stankelsind - godt at høre fra dig igen! ja. og det blegner ikke som de bliver ældre...