brun var min barndoms dal

vi spoler lige tiden frem til onsdag den 20. december 2006 og acq's 8. udfordring.

vi spoler lige tiden tilbage til onsdag den 19. december 1962.

min mor og jeg stiger på S-toget. lædersæderne er brune og krakeleringerne dufter. de blanke messinghåndtag langs midtergangen reflekterer kupéens ovenlys. de skærer i øjnene.
vi har frakker på. min har knapper på i to lodrette striber. halvdelen skal ikke bruges til noget, men jeg må ikke pille dem af. uldstrømpebukserne sidder ikke i ål.

vi besøger min mormor. hun arbejder i en papirhandel. man skal ned i kælderforretningen ad en trappe. på hver side af trappen står der en jerndrage, som man kan holde i noget af vejen.
lyset skærer ned fra loftet. der er ingen skygger. den brune duft er overvældende. det smukkeste er kolonnebøgerne med marmorerede forsider og stofryg. der er også voksdugsindbundne bøger. kladdebøger. karduspapir i store ruller. mange længder. man bliver svimmel, når man læner nakken tilbage.

min mormors disk er af glas. jeg glæder mig til at blive så stor, at jeg kan lægge næsen på den og se ned på skriveredskaber og og viskelædere. de runde med metalringen i midten kunne man bruge til mange ting. men de er til blæk.

når man køber noget hos min mormor, bliver varen pakket ind i brunt indpakningspapir. og forseglet med klisterpapir, som hun gør vådt, så gummiet binder.

vi må videre.
sporvognen hyler. og lugter anderledes end S-toget. men den brune smag og messingen er den samme.

Illum har et magisk ur. der flyver svaler rundt om det. hver time går to låger op i hver side, og damer og herrer i par danser frem fra begge sider og passerer hinanden i en halvcirkel. det er næsten lige så godt som guldsmedens vinduesforlovelsesringsudstilling på Nørrebrogade hvor han og hun kysser hinanden hver gang de mødes.

hver ting, min mor køber, bliver pakket ind og omslået en tynd rød-hvid bomuldssnor, som ender i en bærepind.
til sidst har min mor mange pakker og en pind mellem hver finger. jeg må holde hende i lommen.

når vi kommer hjem, gemmer hun bærepindene i den skuffe i køkkenet, hvor hun også har sit klisterbånd.
det er ikke legetøj. men gid det var.