på min venstre side ligger et køkkenrullerør. på min højre dynger et bjerg gennemblødte køkkenrullestykker sig op i en spirallignende formation.
Capac skylder mig en køkkenrulle. tacapac.
da jeg var 15 blev jeg af Charlotte Strandgaard og en brite ved navn Peter Watkins inviteret til at medvirke i en film, der hed Aftenlandet, en pseudodoku om livet efter bomben.
jeg blev takseret til elleve timers optagelse. mit bidrag til den endelige film bestod i at sidde i skrædderstilling med en hof mellem knæene og kommentere forældrekontrol med de uddødelige 'jah jah. de voksne er godt åndssvage. hvad man gør om natten, kan man sgu da ligeså godt gøre om dagen'. og det var noget jeg selv fandt på.
elleve timer af 50 kroner. 550 danske kroner i alt lige ned i afghanerlommen.
de brune træskostøvler var hjemme.
og
en brugt Beocord 1000 med et hav af indspillede bånd. beatles i hamburg. kinks. alles.
man kunne købe opspolede basfbåndrester, der var fyldt med elendige splejsninger. men de var billige, og dengang fandt vi os i at den ringeste kvalitet, det var bare os.
jeg elskede den. og sled den op. og fik et chok, første gang jeg på et andet anlæg opdagede, at der var kor på Happiness Is a Warm Gun.
så var det tid til stereo.
billedet er fra Watkins' War Game.
dengang troede vi ikke, vi nåede at blive voksne.
11 kommentarer:
Ja, sådan noget rammer dybt i hjertekulen. Det er, hvad nostalgi betyder. Sender flux en rulle Kleenex-køkkenmodel med ekstra sugekraft... ;-)
tak for vækkelse og kleenex. jeg deler gerne ud.
Kan godt huske at mine ældre søskende havde sådan nogen dyr.
Da jeg kom i båndoptageralderen, var det kassettebånd, der var sagen...
Nu virker din side sørme igen! Hvad mon der var galt?! :-)
Lizelotte, jeg sparede selv hele 500 kroner op til min. Og jeg optog både Lola og sidenhen Plastic Bertrand ...
Lizelotte - ja for dylan. kassettebåndene var en gave til fumlede fingre. alle de gange, jeg lige fik stukket lidt for meget bånd gennem den tomme spoles slids, så man i timevis skulle høre på det der swusj. swusj. swusj. hvergang båndstritten stødte på noget.
Capac. jeg fixede den sq lige. hoho!
men Lizelotte og Irene. I er sådan nogle smukke årsunger, der sikkert havde de nymodens sort/sølv kassettebåndops?
da vi babyboomere blev konfirmeret, fik de forkælede en teaktræs.
Min var en flad fra Philips med drejeknap til Play og FF og en rød knap at trykke ned, når man skulle optage og det ...
Veninderne fik kontorlandskaber i finer med mørkebrun baggrund ...
Jeg fik en fiks rød Cavalet kuffert, den har jeg endnu ...
den liggende fra Philips var lige den jeg tænkte på! var den ikke lidt teaktræsagtig i tremmerne? og drejeknap til FF? sejt.
jeg fik en lyseblå rejseskrivemaskine, som jeg havde ønsket mig hele mit liv. den har jeg ikke længere.
Min var ren moderne med på noderne plastik, ikke noget finér dér!
Min far havde en knaldgul Olivetti, med ding og tofarvet bånd. Jeg elskede at skrive med det røde, det var også mindst slidt!
Min første var sådan en Grundig med højttaleren ovenpå - den var vel størrelsesmæssigt mellem a4 og a5. Og det hele foregik ovenpå den.
Da jeg blev konfirmeret fik jeg vistnok en Apollon-stereo-kassette-ting ... det var stort.
Har også optaget MASSER fra "Hej P3" ... nok osse Plastic Bertrand .. ca plane pour moi... :-)
Send en kommentar