nedenom

jeg tror, jeg synes Sydney er den pæneste by jeg har besøgt. det syntes jeg også i ni og otte. så det begynder at ligne en sandhed. måske er det fordi, jeg er københavner. måske er det fordi hovedstæder (sshhhh Canberra)! bare ER mere charmerende hvis de ligger ved et hav, en bugt, et sund eller en flod.
og ok. arkitekturen, mine damer. og herrer. arkitekturen.
for arkitektur-natur-kultur-gastronomitur-røvtur-afficionados er Sydney en af de syv himler.

det er bare så synd, man skal igennem den evindelige skærsild som spritruten er mellem Kastrup-Bangkok og retur. måske er det særligt klamt, fordi jeg vælger at rejse ud og hjem på en fredag - lørdag, for ikke at belaste redderiet i hverken den ene eller anden ende med fladt låg efter turen.

de mænd, der tager til Thailand, mand! jeg nævner dem hver gang.
du ser dem ikke hjemme på gaden. de lever i huller og kommer kun op i solskinnet, når de har sparet sammen til billetten. og en hawaiiskjorte og et par ikke-matchende shorts og en vest med mange lommer. og en tandbørste.
nogle af dem flasher, at de har været i Thailand tidligere. de er altså sådan nærmest ThaiprofFe og optræder i skræddersyede jakkesæt i en thaisilke, der aldrig var skabt til jakkesæt. i farver som karklud,-der-tørrede-en-pøl-kaffe-op-sidste-lørdag.
og hawaiiskjorte.
Thaiekspressen er den eneste ruteflyrute, jeg kender, der annoncerer både skriftligt og mundtligt at egen medbragt sprut ikke må konsumeres og at personalet har ret til at afvise berusere, der ønsker at tanke. de siger det i højttaleren igen og igen på de sidste syv-otte timer af turen. resten af tiden dukker stewardesserne sig for brølende branderter, der ikke fanger et høfligt thaivink om, at 'you have enough. no more drink'.
klimakset er, når der annonceres efter en doktor til ham, der tilsyneladende er gået i alkoholshock og må lægges i hvad der ligner et saltvandsdrop. lige bag ved mig.

hvis jeg havde sparet sammen til at tage til østen - eller Australien - med hele min familie, ville jeg afgjort finde ud af, om der er forskel på fredag og andre dage og om der er forskel på Thai Airways og SAS.

det tror jeg faktisk, jeg vil finde ud af alligevel.
11 timer er nemlig rigtigt langt tid at være i kabine med de slamfisere. bare tanken om, hvorfor de måtte være på vej er nok til at få mig til at se rød kvalme.

men bortset fra det. så er Sydney fanme en pæn by.

foto: 3. oktober 2010 kl ca 14 lokal tid (3. oktober 2010 kl ca 5 din tid). hvis du er virkeligt insisterende, kan du se det blomstrende kirsebærtræ til højre.

semiintellektudelikat.

Knaldekalle har hentehår, han kilder pigernes hvem-hvad-hvor.
Kalle kærlighed. Kalle li' hva' du ve'.
Kallelujah, Kallelujah
Kallelujah, Kallelujah

kær kat har mange sange.

og Kalle har højt selvværd.
og mange ambitioner.

i denne uge vil han han være forfatter.
nu mangler han bare at forstå i hvilken ende briller sidder.
(jeg garanterer. han tog dem selv på).

lysglimt fra dagene, der gik

jeg kan li London.

fem hurra - og så det lange liv

for fem år siden var august fabelagtig skøn. for både byknolde og bonderøve.
undtagen den 25. august.
så den dag besluttede C og jeg at gifte os.
med stort ståhej i regnvejr.
takket være de nordiske guders forkærlighed for motorcykler, holdt det lige akkurat tørt den tid det tog at trille til Købenshavns Rådhus.
og hjem igen.

for fem år siden var en af vores meget, meget dejlige veninder alvorligt syg. som i alvorligt. hun skulle bruge en nyre.
og det skulle være nu.

for fem år siden afgik et menneske ved døden, som havde besluttet sig for at være organdonor. just in case.

for fem år siden fik C og jeg en opgave for livet.
for fem år siden fik vores veninde livet igen.
for fem år siden.

livet er for kort til at diskutere organdonation pro et contra.

Napoleon uden hat.

nogle mennesker er sat her på jorden til at avle på gode gener. om ikke deres egne, så i hvert fald nogle dyrs.
det gælder også i hønseverdenen. farver sorteres og frasorteres. bl.a.

heldigvis. for jeg er en af dem, der foretrækker en pose blandede bolscher for i en ruf at kunne se, hvem der er hvem. så var det mig der kørte med farveklatten, var verden hurtigt af farveladelave.

men når man har silkehøns, skal man udleve drømmen om en hvid pudderkvast med vinger.

så jeg fik en idé. vi skal have en hvid hane. en hvid silkehane med balletmestermanérer og attitude i passende alder. jeg ledte. og ledte. og tilsidst fandt jeg ham. på sydfyn. og han kunne få et lift i en papkasse en søndag, så vi kunne hente ham i Valby.

sommetider er drømmene så stærke, at jeg på det subtile plan tvinger virkeligheden til at arte sig. således stod der i min annonce: hvid silkehane.
i den virkelige annonce stod der: hvid dværgsilkehane.
jeg syntes også, papkassen var lidt lille, da jeg sad med den på skødet på vej hjem fra Valby.
og ud af kassen spadserede verdens mindste hane. i hvid.
af fineste klasse.

i flere dage gik han alene. vi var helt sikre på at han ville blive til fem fjer, hvis vi lukkede ham sammen med hønerne. og Elvis, der var begyndt at træde så meget i karakter, at C havde hvæsset øksen.

så satte vi kikkerten for det blinde øje og lod Viggo, som vi troede han hed, spadsere ud til de øvrige. efter tre minutter havde Viggo banket Elvis, fundet en regnorm, danset for damerne og flirtet skørterne af dem.
ok. Kajs skørter sad stadigvæk, hvor de skulle.

han er ikke så stor. men så kompenseres der. en bænk kan godt bruges.


da sønnike kom forbi spyttede han cigarstumpen ud og sagde. Viggo. pffft. han hedder sgu da Napoleon.
så det gør han nu. vi er stadigvæk på fornavn.

og i går lagde Trunten sit første lille æg. i dag syntes Napoleon, at de skulle være kærester. i en to-fire sekunder.



Elvis blev lidt overrasket. (det er ham den sorthårede).
men han har indset, at en overmand ikke altid er et hoved højere.


Napoleon har lagt ind bestilling ind på en wienerhønsestige med hjul.
den fixer Claus.

nogle morgener er bare så... ah.

og sådan en morgen var det lige i dag.

stuens gang

en dag jeg kom hjem, så havestuen sådan ud.


man kan simpelthen ikke vende hjørnet til Spir og C et øjeblik.


og så levede vi sådan.


og sådan.
i pagt med naturen.
og regnen.
i mange, mange dage.


i dag jeg kom hjem, så havestuen sådan ud.

nu har projektet inviteret på middag.
en ud-af-huset-oplevelse er vist den bedste måde at vise sin dybe taknemmelighed på.

hule drømme

mit hoved er gået i hi.
og min krop er gået med.

ja. selv mit vækkeur ringede lydløst til morgen.
jeg er huleklar.

da jeg var omkring syv år og anderledes energisk, forsøgte jeg mig med min første kryds-og-tværs.
tidsrum på to bogstaver: wc.

i dag ved jeg bedre.
hi.

havens lyde

*øjs*


*uaks*


*huh*


*gulp*


bonus.
find Uffe.

Colombo har været til numerolog

takket være Farmer har Misse jo nu fået selskab af en lille stak nevøer, der til hinanden er fætre.
vi bliver nemlig i familien.
og da vi ikke er naboer, sendte Farmer pix på forhånd. hjerterne smeltede og Claus meddelte, at ham her


han hedder Colombo.

men. Colombo, ing. det bliver til Klumbo. eller det der er værre.
så nu hedder han


Uffe.

det lystrer han også.

sig pænt goddag til Kalle og Colombo

de er ikke så store.


endnu.

jeg har læst dig. og rakt en usynlig tommelfinger i vejret

det er ikke fordi jeg er blevet for blasert til at kommentere alle de spændende weblogs, jeg følger.
det er fordi mange kører på Blogger - som jeg selv - og i dette selskab har jeg mistet retten til at poste kommentarer.

jeg er træt af at rode rundt for at finde ud af, hvad der er galt.
det er livet lidt for kort til.

hvordan han kan få mine tæer til at kildre

kender du det.
du står oppe i badeværelset på vej ned ad trappen til paradehuset.
så kigger du ud af vinduet. ud på udekøkkenet.
på udekøkkenbetonbordet står en wienerstige.
ok. ikke verdens længste. men alligevel. en wienerstige.
på stigens øverste trin står en mand og hænger et solsejl op.

blodig nemesis

jeg skulle aldrig ha sagt det højt. uanset hvad man fintænker sig til i hindbærrene, skal man holde det for sig selv. men jeg troede jo, at jeg havde fundet et spændende, eksistentielt kompleks.

spørgsmålet, der ramte mit hoved, lød

bliver jeg aldrig stukket af myg, fordi jeg er blevet fysisk ufordøjelig og dermed er kommet dertil i livet, hvor jeg er hævet over slige småirritationer, da de aldrig rammer mig?

eller

bliver jeg aldrig stukket af myg, fordi jeg har lært at ignorere livets småirritationer, så de har opgivet at bide på mig?

det underholdt jeg Claus med.
det var dumt.

i nat blev jeg perforeret. i sengen. og i armhulerne. på knoerne. under fødderne. indeni hænderne.

det blev Claus også.
men det er han jo vant til.

dagen slår ud med armene

alle disse lange nætter, hvor man ligger og roterer. badet i angstens sved over manglende søvn og morgendagens heftige krav om toppræstationer.
de er nu opvejet af denne ene nat, hvor jeg vågnede efter tre timer, roterede en time og så stod op og satte mig ud på verandaen kl 04.30.
og vinkede farvel til elverpigerne på engen og godmorgen til fuglene, inden solen stod op med et Griegsk sus.

tankerne og fremtiden ligger på en pæn perlerække.
hønsene friserer sig og humlebierne vælter sig i kongelysets nyudsprungne blomster med pollenbukser så store som lammekøller.
hanerne galer i Harrestrup.
undtagen Rasmus. han galer forhåbentligt i sin himmel.

om en kaffe er det tid til at høste porsen til snapsen.

det bliver en vidunderlig dag af slagsen.
endnu en.

sommerferielykke er...

at have en plan uden at verden styrter i grus, hvis man ikke når/gider/orker den alligevel.

ferieuge 1 er spenderet på indædt at få arbejdet sig ned i klaveret. godt hjulpet på vej af nirvanesisk ferievejr og verdens mest fantastiske ferieAlberte.


vi har lavet masser af ingenting. med lydbog på.

en dag gad vi en dametur til København.


og jeg var så stolt af at følges med stjernen.

aftenerne er lange, lyse, fornøje- og sanselige med skiftende dejligheder omkring det lange bord på verandaen i de kulørte lampers milde skær.
C er mafiosoen for bordenden med grillsværd i hånd.

i dag står den - måske - på en ud-af-haven-og ind-i-nogle-andres-oplevelse: klostrene Æbelholt og Esrum samt Fru Plum. i slentregang på den gamle motorcykel.
måske.
vi når ikke noget.
det gør ikke det hele.

nu er alt, som det skal være

Bill og Ben er genforenet.


og Kaj arbejder på kuløren.


jeg kan godt lide sommer.

dytten og spytten*

jeg bliver nok nødt til at sige det, som det er.
sådan starter alle gode historier.
de dårlige starter med et for at være helt ærlig.

så. for at være helt ærlig, bliver jeg nok nødt til at sige det, som det er.
jeg aner ikke, hvor jeg skal starte. eller hvordan jeg skal forklare.

jeg steg på et fly i Kastrup sidste fredag ved lokal aftentid. og steg ud af et andet i Kathmandu 22 timer senere.
jeg kunne lige så godt være steget ud af en rumraket.

Louis og jeg steg ind i et fly i Kathmandu i fredags ved lokal morgentid. og steg ud af en rumraket i Kastrup 19 timer senere.

det er det, der hændte ind imellem, jeg ikke ved, hvordan jeg skal forklare dig.

jeg har mødt hjemløse tiggere, gadebørn, gamle, krøblinge og gadesælgersker med børn på ryggen dag og nat i mange lande. i Mexico, Colombia, Argentina, Puerto Rico, USA, Ukraine, Serbien, Rumænien og Kina.

men jeg har aldrig mødt så fattige, syge, forkrøblede og håbsforladte mennesker som i Kathmandu, hovedstaden i Nepal, en af verdens fattigste byer i et af verdens fattigste lande.

det er sin sag at skræve henover mennesker på gaden, når man ikke bagefter kan tage elevatoren op til 18. etage på Radisson og få sig en airconditioneret hjertestyrker på balkonen.

overlevelsespakken indeholder tunnelsyn og mental oplyning.

Kathmandu er fest og farver. og støj. enorme mængder af støj. stilheden er storbynepaleserens værste fjende. stilheden må provokere angst og tomhed. bliver der stille et øjeblik, skynder hundene sig at gø, bilerne sig at dytte, menneskene sig at råbe og rickshawsene sig at trutte i de hjemmelavede horn.
selv at spytte kræver en masse støjende forberedelser. at kaste op støjer. at skide støjer.

sidste morgen stod Louis og jeg op kl 5. vi sad på svalegangen sammen med Michael. det var helt stille.
en lille hånd tændte et lille stearinlys i et lille glughul i et nabohus.
en kvinde gik på taget for at fodre duerne og rede sit lange hår.
de små hjemlige bedeklokker startede. de lyder hver især som når du rører ihærdigt i din kaffekop.
munkene startede deres flerstemmige morgenhymne i klosteret.
aaaaaaaaooooooooouuuuuummmmmmm.

solen stod op.
det var lykken, der kom forbi.
og starten på en håbefuld, ny dag.



jeg bliver nødt til at skære elefanten op i de små berømte bidder. så dette må være den første.
værsgo at skylle.

*tak til Michael for titel. han er en af dem, der forstår at spidde, hvad der sker.

knirk i krakeleringen

først på året flyttede Mads hjemmefra.
sådan kan det gå.
det er vi stadigvæk kede af. hver dag.
men sådan kan katte gå.

i dag kom den gamle motorcykel, Claus og jeg hjem fra weekend i Sverige.
glade i lågene.
der var ingen velkomstkomité.
naturen har spist Rasmus, den lille røde og to af faverollesmamsellerne.
sådan kan det gå.
det sagde lyde indeni, da jeg samlede fjerene.

noget om helte

vi er verdens almindeligste familie.
vi holder f.eks. fødselsdagsselskaber.
i dag var det Brorsans tur til at blive fejret.

stand-up kemikeren havde bagt Napoleonskage.
den blev skåret med en Lord Nelson-køkkenkniv under skarpe protester.
men kagen gled glad ned. også hos Willemoës'erne.

og Brorsan fik hele to eksemplarer af 'Danmarks største søhelte'.
det er vist ikke sket før i verdenshistorien.

tak til Brorsans og stand-up kemikerens ældste arving for inspirationen til dette indlæg.