spred armene ud

Sydney er sikkert mægtig. hvad ved jeg.
skyskrabere er pæne fra luften og på afstand. men jeg får fnidder af at gå rundt nede mellem tæerne på dem.

jeg er et umådeligt påpasseligt menneske når det handler om bagstræberiskhed og sentimentalitet. så umiddelbart ville jeg ikke sætte et køberhavnerkryds ved

skyskraberdrømmene ind i bilerne. bilerne ud af byen.

men. jeg ville fame nødigt have min daglige gang nede mellem dem.

i dag tog vi et fly til the Gold Coast små 1000 km nord for Sydney. tror jeg nok. vanen tro, faldt jeg i søvn med det samme i flyet og da jeg vågnede op på mit vinduessæde så jeg det her.

og nu har jeg givet den hele forelæsningsarmen i en vågen og spørgelysten sal og har checket ind i min suite med balkonudsigt. og askebæger på balkonbordet.


livet er sq ok alligevel. jeg er ikke kommet her for at blive ædt af en haj, sådan som den stakkels 16årige surfer blev forleden lige her i området.
det var også bare fordi hans skolelærere strejkede.
og jeg kan ikke finde karlsvognen. og månen vender forkert. men sydkors, hvor er det alligevel dejligt endeligt at kunne se himmelen.

kvalt i trods

til aften har jeg fået skæld ud og en bøde for at ryge på mit firestjernede værelse.

og fettucini i højdepunkt var underkogt.
uden regning.

så gik jeg en tur.


nu sidder jeg på mit forpustede værelse med brølende aircon.
og kæderyger.

og livet kort

det er lidt sjovt at tænke på, at jeg de seneste to dage har kigget på hver sin ende af Stillehavet.
det var lige før, jeg kunne se mig selv i nakken.

i dag har jeg
- kørt i taxi til arbejde og set Operahuset i regnvejr fra motorvejen.
- kørt i taxi fra arbejde og set Operahuset med lys på fra motorvejen. i regnvejr.
- spist en aussiemacdød med fritter på mit værelse.

i morgen skal j se, om j ender på arbejde, hvis j tager en bus.
man skal prøve noget nyt.
det nytter jo ikke noget med det samme trummerum hver dag.

11922 km senere

mens jeg sad og gassede mig i lotusstilling på fire economyplussæder med papirer, laptop og ørepropper spredt over det hele, forsvandt 7. april ud af kalenderen.

jeg får simpelthen aldrig oplevet 7. april 2008.

før var jeg ni timer efter dig.
så. *boing* kom jeg ni timer foran dig.

tid, ing.
det er sq noget besynderligt noget.

If you are going to San Francisco...

ikke så megen snak.















- og her spiste Susan, Cathrine og jeg frokost.





Alcatraz...

I'll be back!

3700 km senere

jeg har vundet her til aften.
tre timer.
så nu er jeg ni timer ude af synk med dig.
og jeg har vinket til Golden Gate fra en taxi.


nu sidder jeg og gnider øjne på det røde kryds og glæder mig til i morgen.

godnat.

jeg har fundet på noget helt nyt

store parties har altid været sådan.
uha.
men til aften fandt jeg fidusen.
man skal bare blive stående.
så mingler partiet der, hvor man er.
smart.

kvinde, kend dig selv

nu handler det hele jo ikke om mad.
tag-selv-bordet af åndelig føde er stort i disse dage, omend noget er lettere fordøjeligt end andet.

jeg kunne ikke nære mig for at starte dagen med 'Leadership and Women in Audiology', en halvandentimes paneldiskussion med fem af de stærkeste kvinder i amerikansk audiologi på basis af skrifteligt formulerede spørgsmål fra en stuvende sal.

det var første gang jeg så tegnsprogstolk i dette regi og vred mig ved tanken om at sessionen var på halvanden time. så jeg tænkte på Liselottes arme arme.


og jeg klappede lige så stille, da jeg konstaterede, at to tolke var på tyve minutter ad gangen. og efterfulgte hinanden så umærkeligt for en normalhørende, at der gik adskillige minutter, førend jeg opdagede at den kvindelige tolk var blevet til en mand.


(jeg har med nøje og besvær manipuleret billederne for at sløre deltagernes identitet. bare hvis du tror, at jeg er en dårlig fotograf. det er jeg sørme ikke. jeg kan både bruge tænd/sluk funktionen og udløserknappen. de andre dimser er til pynt).

ved siden af mig sad to unge kvinder og hviskede på tegnsprog. og de grinte samtidig med os andre.

jeg glædede mig til at skrive hjem om denne fantastiske to-tolkeidé, der med lidt held nedsætter omfanget af invaliderede arme og skuldre. men Liselotte kom først.
gudskelov. vi har også opfundet tallerkenen her hjemme.

tilbage til indholdet.
jeg går ikke med en amerikansk lederdrøm i maven. men jeg tænkte mig, at jeg ville lære mere om amerikansk kultur i almindelighed og amerikanske karrierekvinder i mit fag i særdeleshed på 90 minutter end det tager at læse en amerikansk selvhjælpsbog. ikke mindst fordi panelet og tilhørergruppen geografisk repræsenterer hele USA.

jeg gik ind i salen osende af fordomme. jeg har badet i hysteriske kvindestemmer og deforme dietcokehofter i de seneste døgn og ved alt om, hvilket backlash det er for en europæer i hurtige sko at snige sig rundt blandt hunkøn i guds eget land.

og jeg blev ret overrasket.
dette var ikke en husmoderforening anno 1956. alle nævnte ganske vist deres mama som vigtigste mentor i deres liv. men. hånden på hjertet. hvis det er sandt, er der noget ved at være mor. og datter.

og der blev sagt ting som 'Give God the power. move forward'. og ja. jeg ville måske lige have formuleret det lidt anderledes. men idéen er sq da meget god.

vi kom hele vejen rundt omkring lønforhandlinger, karriere/moderrolle, networking, tøjstil og attitude, kvinder-er-kvinder-værst, mænds teamwork, generationskløfter, kunsten at blive taget alvorligt og diskrimination, forstås.

paneldeltagerne var meget forskellige. mellem 30 og 60 år. de var til tider meget uenige. men grundlæggende var hver enkelt meget inspirerende.

Own your profession.
It's a profession. not a job.
Know the rules of the game.
If you want to be a leader, you have to be there when it's time to lead.
Don't use discrimination as an excuse.

Dagens take-away var, at erfaring er alt. at kende sig selv er alt.

omkring mig sad unge studerende i tuttebluser og rottehaler og lyttede med store ører.

på vej ud af salen skreg en af tutterne: oh my God. this was gooooood entertainment.

jeg er helt rolig for de amerikanske kvinders fremtid i vores profession.
it goes with age.

sydstatsdekadentialt

her i byen holder de magnum-Dom Perignonerne på samme køletemperatur som kødet.
er det også din tommelfingerregel?

og jeg fik kobecarppacio til forret.

stik den.

micropolis

nu skal det jo ikke være arbejde det hele.
man skal også have kaffe.
og det er vigtigt at vide, hvor man er.
så på med sommerjakken og ud i SimCity.

man begyndte at bygge på byen i sidste uge.


man har ikke haft tid til at føje simmere til den endnu. heller ikke butikker.

men her er blomstrende kirsebærtræer.


endeligt så jeg en simmer gå ind ad en dør. så jeg gik efter.



og så fandt jeg dem. de arbejder allesammen i centeret. enten i banken eller i en af de hundreder af frokostrestauranter.

jeg rendte ind i to kødelige kolleger og tog med på centersushirestaurant.


det kan man ikke sige nej tak til.
kaffe kan man altid få.


og så tog vi en Lincoln ud i boligstaden. her var heller ingen mennesker.

hytterne er skåret over samme læst.



træerne er ældre end husene.


hov! en havesimmer!




og så sprang vi ind i en South Park shopping episode.

nu tør jeg ikke komme hjem til C.
den flotte sorte dame i dameafdelingen tvang mig til at købe en
grøn.
hæklet.
kjole.


men den passer i det mindste da meget godt til tasken.

og nu skal jeg ud og lede efter en Starbucks.

Godmorgen, Charlotte

a room with a sound.


North Carolina public school busses dunker om kap med værelsets air con.


og nu.
Starbucks.

fødderne på Jorden. hovedet i himlen.

1. april
SK 925 - rejsetid 8:40

1. april
UA 7360 - rejsetid 1:33

5. april
US 1167 - rejsetid 5:51

6. april
UA 863- rejsetid 14:38

10. april
? - rejsetid ?

13. april
? - rejsetid?

14. april
TG 996 - rejsetid 9:25

14. april
TG 950 - rejsetid 11:05

SK-Scandinavian Airlines System
TG-Thai Airways International Public
UA-United Airlines
US-USAir, Inc.

jeg siger dig, Jules Verne.
gå hjem og vug i din ballongynge.
jeg gør det på 15.

og undskylder for mit CO2udslip. til gengæld cyklede jeg i mange, mange år. i modvind. op ad bakke. med et barn i traktorsædet.

og vi gik op til 4. sal.
og tog dynerne om os, når det var koldt.
og badede en gang om ugen i køkkenet.
i vandet fra to kedler fra komfuret til én liter fra hanen.

uden at slå så meget som en prut.

kapitlerne skifter

jeg flyttede hjemmefra i en ruf.
det vil sige. jeg flyttede altid hjem til drengene.
Erik i Elledalen, Jens i Hjortekær, Ian i Faxegade, Asger i Brumleby, Kaj Nikolaj i Hedebygade. og sådan.

om og vende på egne ben i London og ud på Den Internationale Højskole.
tilbage og leje to værelser i Frederiksborggade i 1979 med indlagte isblomster.
i 83 blev udlejeren far til Louis Sebastian.

nu flytter jeg snart igen.
med årene er jeg blevet lidt mere bedaget.
kender du det.
det går ikke så hurtigt længere. og jeg har lært at bede om hjælp.

C har malet for mig.
ja. det er faktisk ham, der har sat det hele igang.
jeg flytter ikke derhen imorgen.
men en dag.

når jeg får tid.

sluk lyset, Harrestrup

det var ligesom i gamle dage.
næsten.

så kan folk måske lære det!

TV havde for nogle år siden besøg af to mesterkokke.
den ene kendte jeg, da jeg var barn, så det var jo fornøjeligt. bortset fra, at hun omtalte os middelmådige frikadeller som folk. stort set hver eneste sætning startede med

'hvis folk bare ville lade være med..'
'hvis folk bare vidste, at..'
og i den dur.
så sukkede jeg og slukkede.

nu skal Bondam & Co finde på noget at vise frem til klimatopmødet i København næste år.

så i radioen fortæller skuespilleren om intelligente stoplys, der ikke skifter til grønt ved byens indfaldsveje, når CO2tallet er for højt.
så kan folk måske lære det. siger han.

så kan byens fattigfolk, der bor i de områder, beholde udstødningen fra forgæves ventende biler. de har jo alligevel ikke råd til at holde sådan en selv.

så kan det arbejdende folk, de der holder byens hjul igang, sidde i kareterne og spilde tiden.

ja. så kan de svin måske lære istedet at spilde tiden på nedfaldende køreledninger og chauffører i fagligt møde.

så kan vi måske få fyldt bus 5A op.

og så kan folk måske lære at stemme på dem, der vil arbejde for billetfrie sporvogne.
der kører.

livet. du ved. og det.

jeg har lært et godt udtryk af kagemiraklet Rikke.
at være grundglad.
det er min største vuggegave. tak til feen.

mit liv beskriver, som de flestes, en sinuskurve. et vuggende skib.
bølgetoppene er vel ofte kemisk betinget.
belønningen for at gå ud med skraldeposen. at kigge ud af vinduet. at læse en god sætning. at dele samvær.
og sådan.

og i går aftes var jeg glad. happy. efter en aldeles vellykket arbejdsdag i Greenwich Mean Time. så glad, at jeg trodsede sviende kontaktlinser og sengens kurver og bestilte en taxi til den lille by Warwick.

for her ligger tilsyneladende en pub, man ikke går forbi. The Rose and Crown blev belønnet med prisen som UKs bedste pub i 2004. og det forpligter vel.


den er stadigvæk hyper. så hyper, at jeg helt mistede modet, da jeg stod foran bygningen og kiggede ind på menneskemylderet, der var at ligne med Märkbar på Vesterbro på en god aften. dengang der var noget ved at gå i byen.
så jeg gik lige en tur for at sunde mig lidt i den lune aften.



og endelig fandt jeg en boghandel.


jeg er ikke sikker på, om Uffe ville have valgt samme udstilling. men jeg siger dig.
jeg ved ikke om jeg skal være glad eller trist over, at den havde lukket.
alle have-, hønse- og drivhuseksperterne samlet.


revl og krat.


bagefter valgte jeg The Tilted Wig blandt byens øvrige 15 pubs.
det var et godt valg.


så godt, at jeg måtte bippe til C for at fortælle ham, hvad han gik glip af.

grillet portebello svamp og gedeost.
lammeskank, der blev tygget med tunge øjenlåg.

nu er jeg hjemme i brændeovnens og stearinlysenes skær igen.
C tryller i køkkenet.
hjemmes bølgetop.