power shopping

på mit arbejde er vi danmarksmestre i medarbejderklubber og -foreninger.
der er guf for enhver entusiast. og da jeg nødigt ser mig selv som uentusiastisk, er jeg medlem af kunstforeningen.
så jeg har været på mit livs første auktion i dag. med 2800 brændende points i lommen.

de kloge gemmer deres points fra år til år og har til sidst nok til at dyste om kunstkometer i olie på lærred.
jeg er mere til det, man kan ae.

så nu har vi fået en Verner Jensen


og et Lisbeth Dauv


jeg er kistehappy.
og C mener ikke, vi behøver at sætte forsikringspræmien op.

men ikke nok med det.
jeg vandt også en antikvaritet i den efterfølgende lodtrækning.


min ungdoms almendannelse i én firkant.

den man elsker

dengang jeg var ung og Louis var to, var unge mænd tit sådan nogen tynde halse, der stak ud af en læderjakke. som regel ovenud.

også Fupz, som drak vores kaffe, spiste vores mad og malede vores dørskilt, når han ikke boede i skriverskjul i Amsterdam.
her bor Anso, Sara, Regitze og Louis.

han skrev Louis' yndlingstællebog:
på sin fødselsdag laver hr Struganoff en fantastisk lagkage med ti lag. Til slut spiser han det hele og går i seng uden at børste tænder.
Lix: 34
Originaludgave 1985
ISBN: 87-7333-310-7

hvis du ligger inde med Tillykke hr Struganoff og ikke læser den mere, vil jeg gerne bytte med noget.

har man hørt så galt! to.

lørdag midt på dagen ringede jeg til Jimmy-med-konen-med-bildøren, sådan som jeg havde planlagt.
jeg er ligeglad med personen Jimmy. så jeg talte med moralen Jimmy.

en skrælling poppede ud af telefonens højttaler og forsøgte at gentage sin løgn. efter at han var blevet skrællet, blev vi to enige om, at det var ok med mig, hvis han ringede eller sms'ede mandag aften efter at have talt med sit forsikringsselskab.
for det kunne jo være, han nu var bange for, at budskabet om hans ændrede forklaring ville løbe for sent ind til vores forsikringsselskab i forhold til min deadline, når han nu havde så dårlig en sag.
og så måtte moralen Jimmy ringe af, for han skulle på toilettet.

lørdag midt på dagen tyve minutter senere ringede telefonen fordi moralen Jimmys kone havde taget têten og knoglen og i sit høje spil havde ringet til den lokale politistation, hvorfra en kvindelig betjent nu efterfølgende ringede til mig.
et kvindeligt trekantsdrama tog form på min krussedulleblok.

takket være moralen Jimmys kone fik jeg nu den støtte fra politiet, som jeg havde troet, jeg først skulle indhente imorgen formiddag.
og det er nu du skal spidse ører, for en dag kan det være dig.

1. man skal ikke kontakte modparten i en forsikringssag. forsikringsselskaberne agerer advokater.
men der skete jo ingenting på anden måned. og nu fik vi hul på bylden. jeg truer ikke med tæskehold. kun med hjælp til at retfærdighed sker fyldest.

2. i forsikringsselskaberne er der medarbejdere, der ikke bestiller andet end at kigge på billeder af skader og derudaf foretage afgørelser.
[godt. hvor er de?]

3. ja. det er meget, meget mærkeligt at vores forsikringsselskab end ikke har udbedt sig billeder af skaden. det er sådan i familie med uhørt.
[ja. hvorfor har de ikke engang bedt Claus om det mindste lille billede? - ligger de forskellige sagsbehandlere under for en stille tværselskabelig aftale om, at påstand mod påstand-sager, hvor kunder uden kaskoforsikring selv dækker udgifterne, er til økonomisk fordel for samtlige selskaber i det lange løb - hvorfor der engang er aftalt en forsikringspåtværsselvskabelig under-bordet-aftale?]

4. anyways. betjenten foreslog, at jeg gik ud og tog mange billeder af skaden fra alle vinkler og afstande og sendte ind til forsikringsselskabet, for så var de da tvunget til at reagere.

5. og så bød betjenten på et held og lykke og hold moralen oppe og god weekend.

så i går sendte jeg mailen med hele historien igen-igen krydret med elleve vedhæftede billeder til forsikringsselskab og fik idag verificeret at de havde fået den.

så det.
så dat.

sår'n særlig søndag

hårtotten og jeg er nogle hyggerøve.
ikke at vi udelukkende flød ud over youtubes most scariest monster movies ever hele formiddagen.
vi tog også jakker, solbriller, formiddagsbajer og havestol ud i solen og legede højfjeldshytteferie.

og så kørte vi til kongernes og jægernes pris. en pragtfuld tur i et pragtfuld vejr. forrygende så glad man bliver, når lyset aer pinealkirtlen.

bagefter fortsatte jeg min færd ad gamle stier. over Farum. Midtpunktet, hvor bedste venner boede i sluthalvfjerdserne. Fiskebækbroen. tænk, den 8. februar er det 37 år siden. Kollekolle. Kulhusevej. Åsevangen. alle disse steder langs Furesøen, som jeg red tyndt i mange år. kapløb i westernstyle ad Farummotorvejen, da den endnu bare var en endeløs grusbane. uden sadel og liggende med fødderne oppe på hestens kryds når vi badede i søen.
for så at ende på min sædvanlige smukke tur gennem Nybro og Frederiksdal til Sorgenfri.
ind på tanken og købe et par orn'lig sygt store vaffelis og så over til min mor, for nu skulle vi fame hygge.

allerede inden jeg åbnede døren til plejehjemmet, slog det mig, at jeg havde popcornluft i næsen. fra tanken?
ind i dagligstuen med isvaflerne på ryggen.
og der i midten af selskabet sidder min mor. vores mor. i husets bedste sofa med sin filejs og fjanter og fjerneren er stillet ind på Danmarks Radio.
stemningen skinner og der bliver budt hvid- og portvin rundt. dannebrog stråler fra hver eneste sted, man har kunnet kile en plasticpind ind.

så er håmbold sq i orden.
tusind tak til det utrættelige personale på Virumgård.

og så spiste Caoimhe og jeg da bare isvaflerne og Sis gav latte og pludseligt sad vi også og så Boldsen og de andre og ham den langhårede fra Kroatien og hvorfor fletter han ikke sit hår og vi skreg og lød som Champs Elysée på en nytårsaften. vi er gode til at sige som bilhorn i vores familie.

jah. det kan jo ikke være lort altsammen.

god søndag aften til dig.

jeg elsker..

.. små hårtotter, der gider sove i min sofa.

har man hørt så galt!

tør du vide, hvor gal jeg er?
altså i skralden?
jeg er så gal!

Claus ringede til forsikringsselskabet i dag, og det viste sig at Jimmy og Jimmys kone, du ved. dem med hende, der åbnede sin dør op i min bil, da jeg kørte ind i en parkeringsbås nede ved Irma i Skovlunde, har fundet på at sige til deres forsikringsselskab, at Jimmys kones dør allerede var åben, da jeg drejede op i båsen.

hvad gir du mig!

jeg er så jeg ryster. tab af forsikringsdækning er det mindste. men krateddeme om de to kummerformer skal slippe godt afsted med at lyve - og dermed lige ud erklære, at jeg gør det.

det er gået lige i solar plexus. jeg ringede til dem med det samme, men desværre fra Claus' telefon, da mit eget teleselskab er nede (der er nok faldet en ledning ned i blæsten) - og Cs telefonnummer kender de. så måske var det derfor, at de ikke tog telefonen. hvem ved.

hvis jeg ikke får fat i dem pr telefon i morgen tager jeg op og besøger dem. de bor mægtigt centralt i Skovlunde. og når jeg så får dem i tale, vil jeg forklare dem, at de har til mandag eftermiddag.

hvis de ikke inden den tid har ringet til deres forsikringsselskab og forklaret sagens rette sammenhæng, melder jeg dem til politiet for forsikringssvindel.

det kan ikke tage en kyndig mange sekunder at fastslå, at en skarp dørbule i karosseriet lige bagved forhjulet med en vis sandsynlighed hidrører fra en dør, der åbnes op i min bil.
og jeg blinkede fanøgalme oven i købet til venstre, inden jeg drejede ind i båsen. jeg ved ikke hvordan man drejer uden at blinke. det er sådan et tic, jeg har.

jeg kan ikke rumme løgnere.

tiden er min hjælpetantes tand

arbejdsmæssigt er jeg i must.
dvælen er min længsel.

skolelærerglød

sådan en som mig, kan ingen lære noget.
jeg kan praktisere hvad som helst - og har gjort det.
op og ned ad bjerge, op og ned ad bål, op og ned ad ishave og det, der er værre.
du nævner det. jeg har været der. (ok. ikke sådan noget fake noget som elastikspring, vel? nu taler vi om virkelighed).


således polstret kan jeg nu læne mig tilbage og gå til kommuneyoga om mandagen på den lokale vestegnsskole sammen med de andre damer.
det bedste er, at jeg er den yngste.
det værste er, at jeg er den eneste, der ikke har pix med af mit seneste barnebarn.

de seje koner fortæller vittigheder fra virkeligheden, så jeg skriger. mere af forskrækkelse end af grin.
eller er det det samme.

og så holder vi kæft, for nu går vi igang.
90 minutters indædte, stilfærdige øvelser, der nulrer, strækker og glæder hver eneste fysiske og mentale sene og muskel.
man bliver fucking høj. og fokuserende lykkelig.

og bagefter, når jeg bonert står og hopper på et ben for at komme i gangtøjet bag skolescenens bagtæppe, foran hvilket det hele sker, lover jeg hver mandag mig selv en dag at dokumentere Ballerups checkede dramalærere.


det er som at se Cs værksted.
jeg er vildt imponeret over, hvordan nogle kan få omformet noget tredimensionelt til en indholdsfortegnelse.
der ku jeg sq alligevel lære noget.

birdies. namnam

lørdagskylling og nonneblod er yt.
så i går stod den på peanuts og ale.

søndagsfasan og en gran reserva valdepeñas fra 1998 er hit.



så er det glædeligt at kende en eminent jæger. og som at der kan nedlægge en fugl med et enkelt stålhagl.


sidst jeg spyttede hagl, var de af bly.
og der var manne.

vi var sq lige trætte til aften her i huset.
jeg efter gårsdagens dominerende damedruk med henteherrer og C efter at have bygget hønsehus fra gråvejr op til gråvejr ned.


så tak til alletiders kogebog, der gav den direkte adresse til fasan med bacon.
ammenam.
og nu.
godnat.

hvemka?

Sifka!

det kinaruller i årerne

en af dagens donter var at søge et visum til kinesisk kollega, der er inviteret til *MIT* Academy.
because he's worth it.

det er altid invitatøsen, der sørger for visa og det foregår ved henvendelse til den danske ambasssade i det pågældende land.
og så kunne jeg jo ikke undgå at se, at fredag var sidste frist for aflevering af ansøgning til jobbet som visumbehandler m.m. på ambassaden i Beijing.
et job, der er flere galakser fra mit nuværende. og ok. måske ikke helt matchende drømmen om at være havnefogedske på en meget lille ø.

men suset i maven er ikke til at tage fejl af.

hej chef. kan jeg få to års orlov.
hej skat. hvad siger du til at bestemme resten af livet efter et par år.
hej kats. ku det ikke være spændende at prøve at flyve. to gange.

åh. what a sus.

hold da ferie

sådan en dejlig weekend.
og jeg, som i min vrangforestilling havde set et alenlangt hysterisk møjfald for mig selv.
oh noh. tværtom. den ene flødefulde samtale har afløst den næste.

Yndlingsisen og Brorsan var også indenfor rækkevidde.
førstnævnte med en længselskalender. sådan en, man kan kigge på hver dag og tænke. åh. gid jeg var i County Tipperary.
i Galway.


i County Cork igen. i County Donegal. i County Kerry. i County Mayo. i County Clare. i County Wicklow. eller måske tilbage i Dublin.
det man gider, gør man.

Brorsan & søn sendte Claus og mig omkring lokalpizzariaet efter endt dagsdont, da jeg sad og fedtede med matadorpenge og ville købe mig fra at gøre det selv.


og det var godt nok den bedste rosmarin-kartoffel-bacon-pizza, jeg har fået i hele mit lange liv.
og Claus' smagseksposion af ricotta, spinat, mortadella og friske tomatskiver var også til at pive over.

så, min ven. når du passerer en Gastronomia Italiana. så gå ikke forbi brænderøgen.
den vi plimrede ind i ligger ved Husum Torv.
det er ikke hver dag, der lander med så smukt et punktum.

op! al den ting

solen er oppe i dag.
den trækker dette


og hint



med sig.

livsknytnæve!

civiliseret ulydighed!

fødderne ud af byen

vi er mange, der i øjeblikket griner af det der tyndhårsbekæmpende produkt.
hehe.
hver dag.
hehe.

nå. når det kommer til herre- og damehoveder ved jeg bare, at den del af vores hjerne, der styrer gangarter, er nabo til den del af vores hjerne, der styrer forplantning.

og endeligt forstår jeg.
håret sidder i hjernen.

hjernen sidder i kønsorganet.

kønsorganet sidder i foden.

så behøver jeg ikke vide mere.

søndagsflugt

C er gået i hi. med the, tusinde bærbare dvdfilm og min mandelgave.
imens fjumrer, tuller og dagdrømmer jeg i ro og mag.
bl.a. om at sy.

de hersens fra Jane Mayle (tak til Alf og damerne) er ganske vist ganske givet strikkede. men det skal ikke afholde mig fra at forfølge en gammel drøm.


da jeg var nyalene med Louis på to år (jeg synes, den nye term enestående mor er. bare slet og ret mig. enestående. tak de damer) boede vi i tøsekoller*) i St. Kongensgade 108 i den gamle politistation. altså i stueetagen.

dengang var jeg kostumier og havde tid til at sy til alle andre end mig selv.
Langelinie lå lige rundt om hjørnet og udover min tiltuskede tagterrasseudsigt til marmorkirken var mit yndlingslook de forskellige søfolk, der rullede forbi mine vindver. så foruden at bruge rigtigt meget tid på at græde over dronningens vagtparade hang jeg evigt og altid som hende i flugten til Amerika-vinduet.



Argentinerne var de bedste med deres bordeaux uniform med hvide gamascher. kæft, de var smukke.


gamascherne.

siden har jeg drømt om at sy mig selv de ultimative gamaschebukser.
forstå mig ret. det er en drøm, der har fulgt mig siden midtfirserne. nu må den snart være moderded igen.

nå. men andre kan også selv. bl.a. Brorsans svigerfar, der blandt andet har lært Claus og mig at holde bier. vi har nærmest adopteret Conrad som vores egen svigerfar.
i dag tog han og jeg en the sammen mens han bl.a. gav mig pråsen til hvorfor et døgn ikke bare er et døgn. dette døgn vi futter rundt i lige nu er således årets korteste.



rart at vide, ing. det kan KUN gå fremad fra i dag.


*) kan du huske den der tøseforskrækkelse for nogle år siden? jeg vil stadigvæk gerne ha mig frabedt at kaldes en tøs. af alle andre end mine nærmeste. men dengang. da var vi sq nogle seje tøser.

vi har det

åh. hvor jeg elsker lørdag ovenpå en heftig tredagesuge, hvor vi nåede det samme som på fem.


brændeovnen står og hopper.
kattene ligger og blopper.
hønsene fjoller rundt i friske halmhuler.

og vi er nogle, der arbejder på at hagle inde.

ædeløre

jeg har fået to par gaver forærende i dag.

tusind tak, Mrs Skipper. jeg er så glad for, at en hyggelig hollandsk kvinde dirigerede mig ind i dit liv på en rød berlinerlufthavnsvinylsnask i 2005.

mine damer og herrer. tryk på knappen og bliv betaget, beriget og beglædet.
og bemærk betalbarheden.

første dag

i går gik jeg rundt i et iskrystal og spiste så meget torsk jeg kunne.


i dag gik jeg en smuk tur i skoven og vinkede farvel til julehejset.

nye år kom an.


jeg er ready.

en anelse selvransagelse

at pakke kuffert ind for at drage ud, tager tid.
at pakke kuffert ud ude, tager ingen tid.
at pakke kuffert ind for at drage hjem, tager ingen tid.
at pakke kuffert ud hjemme, tager ingen tid.

at pakke gamle 2007 sammen burde ikke tage tid, tænkte jeg. men jeg tog fejl.
for jeg pakker 2007 ind for at drage ud.

jeg har også i år haft meget glæde af at rejse en del. (mine tanker går til Grønland, Færøerne og søens folk).
stumper af mit hjerte ligger og flyder rundt omkring i Asien, Central- og Vesteuropa, Mellem- og Nordamerika.
jeg rejser som troubadour. jeg pakker ud og erobrer mit podie. der er ikke noget der hedder en dårlig dag. den vare, jeg skal levere, er dybt afhængig af, at jeg forstår mit lokale publikum. ellers ville det hele være forgæves.
og det var det ikke.
den gensidige respekt er lykkehjulsdrejende om sin egen akse.

så forresten. tak til vampyrpingvinen for et godt år.
var du ikke her, var historierne forblevet inden i mig. jeg er ikke så god til at puffe på piben og fortælle om dengang jeg la i Biscayen.

jeg holder meget af mit arbejde og min arbejdsplads. så meget, at jeg ikke kan forestille mig andet end at jeg blir der til jeg sætter træskoene.
i år har jeg opdaget, at det er muligt at sætte dem.
træskoene.
på køleskabet hænger en plusliste over alle de lækkerier, der nedsætter kolesteroltal og blodtryk. hver morgen står jeg og kløjs i vanddrivende fiskeolier og energiske kalktabletter. det er en begyndelse.

men det er ikke let.
Gitten Gas er en af de klogeste kvinde jeg kender. jeg sagde til hende:
det er sejt med os, der er gjort af det her særlige stof. vi kan fare ud over stepperne og blive ved langt længere end andre. vi kan tåle næsten alt. vi er nærmest uovervindelige.

Gitte sagde til mig: du er den dummeste kvinde, jeg kender. du tror, du kan tåle alt. men reelt går du så mange tusinde mil længere end din grænse egentligt holder til. og bum. se nu bare dit hjerte. det kan jo ikke holde.
de kloge, de siger stop langt tidligere. de mærker, nu kan jeg ikke mere. nu skal jeg ha hjælp. det er stærkt.

ok.

jeg vil stadigvæk ha lov til at holde cigaren højt løftet. men måske kan jeg udskifte den med en gulerod.

jeg ønsker jer allesammen et godt otte.
lad os drage ud i det.
med høj haleføring.