min sjæls grundklang er glæde. det sker sjældent at jeg vågner i dårligt humør. det sker i det hele taget sjældent, at mit humør er dårligt.
jeg tænker på mig selv som et priviligeret menneske med et lyst sind.
når jeg sjælden gang tænker tilbage på livet for 5-10-15-20-25-30-35-40 år siden, bliver jeg forbløffet over, hvor rædselsfuldt det har været. hvor mange uoverskuelige problemer, gentagne overgreb, points of no return, livstruende begivenheder, overvældende ensomhedsfølelser og selvdestruktive handlinger, der har farvelagt mine brosten.
men endnu mere forbavset bliver jeg over, at jeg stort set altid har betragtet mig selv som priviligeret. trods alt.
jeg har altid stolet på at der var en vej ud og videre.
selv når det har været mørkest og koldest har jeg evnet at være overbevist om, at også dette ville være ovre.
i morgen bliver det bedre.
jeg må være skruet kemisk heldigt sammen.
jeg vælger som tidligere sagt mine kampe med omhu. jeg er ikke skidegod til at sætte grænser, undtagen hvis du decideret træder ind over dem. men jeg får tilgengæld mange oplevelser ud af at have en fleksibel ring omkring mig. det er godt at kunne sige nej, men der sker altså mere, når du siger ja. og vel at mærke har indflydelse på det, der skal hænde.
jeg kan rumme det meste og de fleste.
og jeg er dybt taknemmelig for, at de fleste kan rumme mig. jeg kan mærke, når jeg overvælder en person. det er jeg også dybt taknemmelig for. for det giver mig chancen for hurtigt at trykke på den indre knap, så der er kontakt på den persons betingelser.
der går stort set aldrig skår af mig. jeg ville aldrig finde mig i at ligne et stykke klinket porcelæn. tilgengæld vil jeg gøre alt for ikke at skåre andre.
jeg står glad op om morgenen. elsker og er elsket af mine nærmeste. holder af og begejstres over venner, kolleger og bekendtskaber. og er mig bevidst, at jeg er et afholdt menneske og at min begejstring smitter.
og så er det, at jeg undres.
for i hver tiende af de sammenhænge, jeg færdes i, er der én. én, som ser problemer, uretfærdigheder og kampe alle vegne. én, som tror, at han eller hun kun bliver synlig ved at være negativ. én som ikke er til at stole på, fordi høn til enhver tid vil stikke mig en kniv i ryggen eller hænge mig om halsen, til min ryg segner, for selv at komme op i lyset.
én, som suger al energi, lys og varme ud af lokalet og som gør mig så træt, at jeg til sidst må gå, hver gang høn kommer ind.
og så er det, at jeg tænker.
hvad fanden er det lige, jeg skal lære af dét?